Formand
Jesper Madsen
Ténéré Klub Danmarks logo Næstformand
Dorte Petermuss

Forum Start Forum Start >Arrangementer >Tur beretninger
  Aktive emner Aktive emner
  FAQ FAQ  Søg i forum   Kalender   Opret ny bruger Opret ny bruger  Log ind Log ind

IR 2012 Beretningen.

 Besvar Besvar
Forfatter
Besked
  Emne Søg Emne Søg  Emne Funktioner Emne Funktioner
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Emne: IR 2012 Beretningen.
    Sendt: 24.02.12 kl. 21:28

Fælles Beretningen 2012

Efter hjemkomsten har jeg haft den utaknemlige opgave at vride nogle få ord ud af deltagerne til fællesberetningen. Og jeg må sige at jeg er blevet overordentligt positivt overrasket, flere af deltagerne har virkelig lagt sig i selen og skrevet nogle fine beretninger som jeg har blandet lidt, derfor læn dig tilbage med en god kop mocca og læs vores fællesberetning. Forhåbentlig kan det inspirere dig til at søge oplevelser ud over Danmarks grænser og hvem ved, måske deltage i IR 2013.

Jeg lægger den på ad flere omgange da der er en (hel) del materiale og billeder.   Sååå "stay tuned".

Ja sådan så den ud. Kaspers Bæst efter mange måneders hårdt og intenst arbejde, nu var den endelig klar.
 
Weekenden inden afgang mødtes vi hos Kasper og fik stablet alle cykler, mad, og andet skrammel ind i den fede Magirus.
 
Det lykkedes, alt kom på plads, selv om Kasper og Co måtte bruge en del kræfter på at få klappet den sidste låge i.
 
Det jo meget godt med alt det der rally halløj, mcer og dæk, men vi skal jo ikke glemme hyggen. Så da Flemming kiggede forbi med et velassorteret smørrebrøds arrangement var folk straks med på at slå røven i sædet og hyggen indfandt sig.
 

(PAULI) Teamtenere.dk                                                                                        Det hele startede faktisk med en enkelt tlf opringning straks efter hjemkomst fra deltagelse i Intercontinental Rally (IR) 2011. Allan og Peter (Aka Morfar og Gammelnok) ville afsted i 2012 og ville vide om jeg var klar på en tur mere…… RallyMartin (Aka Vice prez) var efter svære overvejelser også med på ideen og nu var vi lige pludselig en lille flok der måske kunne stable et crew på benene.

 
Martin Andersen. Aka Rallymartin. Yamaha XT660Z
 
Allan Henneberg. Aka Morfar. KTM EXC450
 
Peter Gjørup. Aka Gammelnok. KTM 690Enduro

Ud af det blå får jeg en besked fra en eller anden Kjøvenhavner, der påstår han har en ond Magirus 4x4 (Aka Bæstet) truck han gerne vil køre til Dakar med. Om ikke vi skal finde ud af noget mht at han deltager som service truck i IR 2012. Det var sådan at Kasper (aka Skipperen) blev medlem af Teamtenere.dk og det har vi ikke fortrudt et øjeblik siden.

Kasper Van Deurs. Aka Skipperen. Iveco Daily + Ifor Williams.

Under afholdelse af Tjuhej 2011 var Jens B (Aka Sprællemanden) flere gange henne og lige skulle høre hvordan det nu var med det der IR. Om det mon var noget for ham, om vi mente sådan en kontornusser kunne klare turen. Det mente vi jo nok hvis han gik i skarp træning og holdte en streng næringsrigtig diet.

Jens Bjerritsgård. Aka Sprællemanden. KTM EXC530R
 

Se nu begyndte holdet jo at tage form. Næste skud på stammen var en Værløse bonde der havde forsøgt at benægte sin hang til knopdæk ved gennem en del år at kaste sin lidenskab på roadracing. Lars Engel (Aka Cirkus Engel)ville gerne prøve kræfter med det der Rally halløj og solgte sin +200hk Honda og fik investeret i en standard LC4 med bovlamme 38hk. Det blev den dog ikke ved med at være…

Lars Engel. Aka Cirkus Engel. KTM LC4 640 Adventure.
 

Se nu var holdet egentlig sat, 6 cykler og kørere, så var Bæstet læsset. Men der blev ved med at dukke en gammel klubkammerat op med udtalelser som "sæt en trailer på, jeg vil med" og "jeg er klar hvis det er" og lign. Så skipperen og jeg blev enige om at vi nok godt kunne klemme et par cykler mere ind. Kochman (Aka Jørgen Von Diesel) kom med på betingelse af at han selv skaffede cyklen til Almeria (hvor rallyet starter, på hjemvejen skulle vi nok kunne skaffe plads).

Jørgen Koch. Aka Jørgen Von Diesel. KTM660 Rally. 

Så manglede vi bare 8manden og flere muligheder blev luftet og forsøgt, før der endelig var en der bed på krogen. Klaus Guldager (holdets Benjamin) blev forsigtigt kontaktet og han var fyr og flamme med det vuns.

Klaus Guldager. Holdets Benjamin. KTM EXC530R

Kasper fik narret sin gode ven Frederik (Aka Federik) til at tage med som hjælper og dermed kunne alle de hårde forberedelser gå i gang. Nu var Teamtenere.dk på plads.

Frederik Busch. Aka Federik (Øgenavn fastslået af Kasper)

Og endelig var der jo "ham selv"

Pauli Jørgensen. Aka Tommerup. KTM 950 Adventure S.

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 25.02.12 kl. 20:18
(Kasper)En lammer af dimensioner.

Efter mange måneders forberedelser og ombygning af service trucken,var det noget af en mavepuster at bruge tre dage nonstop, i midt tyskland på at fikse et nedbrud som hele tiden så ud til at kunne fikses men som blev ved med at vende tilbage!

Vi regnede på hvor sent vi kunne tillade os at komme afsted eller hente et nyt køretøj hjemme i DK, og da den tid kom, hev vi i “nyt køretøjs” håndtaget, hvilket medførte at Lars og Martin kom strygende i varevogn og trailer. Det i sig selv virkede som et meget dårligt køretøjs bytte.

Det skulle dog vise sig ikke at være så ringe endda ;-)

Efter en monster ompakning på den tyske rasteplads forlod vi så lastbilen, Frederik og David (som var taget med som mekaniker), for at race mod en campingplads i Almeria hvor resten af teamet nu ventede vores ankomst.

Der pakkes om kl. kvart i kvalme, et sted i Tyskland efter Bæstet har været forsøgt fixset 3! gange. Nok er nok og nødplanen trådte ikraft.
 
 

Det lykkedes at kæmpe os de maaaange km, trods eksploderet trailerdæk og et “HALT” fra det tyske politi,der heldigvis ikke kunne se forskel på bunker af alukasser, oppakning og en delvist sovende Martin bag i bilen, vi slap med skrækken !!!

 
Klistermærker er næsten magiske, for efter teknisk kontrol på den nye service “truck” ,var det ikke til at se at det ikke var vores rigtige køretøj.
 
 
 
Lars, Martin og skipperen er lige ankommet til Almeria.
 
 
Der pakkes ud, humøret er højt. Nu er vi næsten klar. Dog med lidt ængstelse, vi kan ikke skaffe nogen reservedæk til traileren. Drengene har sprunget flere dæk på turen ned gennem Europa.
 
Men hva betyder det, holdet er samlet, vi er i Almeria, rallyet starter dagen efter og vi er bare så klar til at udfordre Africa... Bring it on!
 
MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 26.02.12 kl. 08:38

(Frederik) Back in the game.

TaTa-torsdag eftermiddag; Hvilken lettelse at se bilen og traileren med outback logoet rulle op af hovedgaden. Nu langt om længe kan min tur rigtig begynde. Efter  alle de mange måneder og dage med forberedelser og arbejde, på lastbilen, og den håbløse situation vi havde ned igennem tyskland, er det endelig lykkedes at støde til gruppen i TaTa.

Glæden er stor da kasper hopper ud af servicebilen  og gir mig en kram. Vi skynder os at få købt vand + div , så vi kan komme hen og slå lejr.

 

 
 
 

Selv om det kun er 3 dagen i rallyet,ser flere af drengene rimelig trætte ud ,efterhånden som de kommer ind i lejren, men det skulle vise sig at blive meget værre.

Jeg får hurtigt sat mig ind i hvor alting er på bilen, og tænker at bilen ser ud til at klare det meget godt, indtil at Kasper fortæller mig om dagens tur og viser mig hvor bulet traileren er.

Lidt af det terræn som service bilerne måtte forcere fordi en bro var spærret pgå politiske uoverensstemmelser.
MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 26.02.12 kl. 09:03
Herunder et udvalg af billeder af div. mcer ;o) og campingpladsen LaGaroffa i Almeria hvor indskrivning foregår og rallyet starter.
 
Det er jo et rally baseret på GPS så roadbooken kan evt bruges til andre ting...
Der sparkes dæk.
 
Stranden hvorpå indskrivning foregår.
En af englændernes 450ere. Tilhører Steve Finch, han blev nr.3  Iøvrigt blev de første 3 pladser alle besat af Yamaha 450cc.
 
Kasserne fra Alubox, mens de endnu var nye.
 
 
 
MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 27.02.12 kl. 16:16

(Lars) Beslutningen.

Beslutningsprocessen omkring at deltage i IR12 var kort– meget kort endda. Jeg havde læst Pauli og Martins beretning om deres meritter år før og detaljen omkring at køre, hvad der nærmest kan betragtes som et Paris-Dakar med den respekt det nu engang aftvinger, gjorde det til en let og hurtig beslutning. At så det hele lå indenfor et særdeles rimeligt budget, gjorde bare den samlede pakke SÅ meget lettere at ”sælge ind” på hjemmefronten.

En kold, kold morgen start i Marokko
 

Præ-træning i Skallerup.

Som relativ ny i Tenere klubben og med mere end 10 år fravær fra terrænkørsel, dog med en enkelt afstikker til Portugal med Rasmus H, var den med en vis spænding jeg drog mod Skallerup Klit. Kunne jeg nu overhovedet følge med, ville Adventuren fungere godt og hvad med min aldrende krop? Overordnet gik det fint og jeg fandt en fin kørerytme med Klaus Guldager – en rytme, der skulle vise sig at koste kassen…. Det gjorde den fordi senere den aften fik Pauli og Martin den fine idé at når nu Klaus og jeg alligevel fungerede godt sammen, hvorfor så ikke lade os følges ad?? ”Fin idé, men kører Klaus ikke i Race-klassen??”. ”Det er stort set det samme så tør dine øjne og kom ind i kampen” sagde Pauli. Enden blev at jeg ændrede status fra ”Adventure”til ”Race” og afstemte mine ombygningsplaner og indkøbslister med Klaus… Derfor ændrede mine budgetter sig, radikalt…

 
Lars servicere LC4eren
 

Ombygning, pakning og træning.

Min lille Adventure fik renoveret og opgraderet sin affjedring, tilføjet et åbent udstødningssystem, en større og bedre fladspjældskarburator, Öhlins styrdæmper, nye lejer i affjedring og hjul, ny kobling, ny kæde og kædehjul, MEGA stort service og endelig justeret ind på rullefelt. Aagesen MC, FV Motor og MX Shop var de toneangivende i det forløb, og jeg skal love for den gik godt. Enkelte af ændringerne blev måske udført lidt vel snært op mod pakketid, vil enkelt måske mene. Personligt mener jeg at ”Just in Time”filosofien spiller max J

Pakkeriet var et mareridt – jeg tror jeg pakkede mine 2 AluBox kasser mindst 100 gange!! Jeg pakkede og pakkede og pakkede og alligevel havde jeg alt for lidt plads… Karina måtte lægge øre til mange frustrationer i den periode – hun tog det pænt.

Træningen blev til Fitness World – fuck, det er ikke noget jeg gider, men det hjalp gevaldigt og Karina blev som en lille bonus, ret tilfreds J

 
 
Race drengene tager en velfortjent hviler i Tata. Martin og jeg kom ind 5!!! timer senere.
 

Lastbil og afgang.

Vi pakkede Bæstet (”vores” lastbil) hos Outback Company med alle vores motorcykler, alle vores kasser og helvedes masse ”løse” genstande – Kasper styrede processen med overblik og rutine så roen efterhånden indfandt sig hos os alle.

Bæstet drog afsted mod den nedadgående sols horisont og resten er historie, som de siger oppe nordpå. Bæstet brækkede sig og følgebil blev sendt afsted. Martin og undertegnede tog Kaspers (Out)back up bil og megatrailer og dampede mod Bæstets endelige rasteplads. Herfra var der kun en smuttur på små 2500km og her går tiden jo hurtigt når nu man skal diskutere med polizei, løbe tør for diesel, fortælle løgne historier og tjekke varme dæk (overload???  Nejjj – bare lidt i overkanten friktion) osv osv. Lige pludselig stod vi i Almeria og stor var gensynsglæden med vores flyvende del af deltagerne.

 

 

 
Det var vist noget med str. på en sten han ramte.......
 

(Martin) Afgang.

Yes Yes cyklerne er pakket og nu skal vi bare flyve på første klasse ned til Almeria, finde et fint hotel, drikke os i hegnet og så derefter afvente at cyklerne dukkede op, få dem gennem teknisk kontrol og være klar til løbet...

 

Men sådan skulle det ikke gå, kl 12.00 får jeg en opringning fra Pauli at jeg skal lige et smut til Almeria i en stor kassevogn med trailer, vores lastbil, som ellers var klargjort til den store guldmedalje var brudt sammen i Køln og kunne ikke køre mere.

Bare lige for at vise os at, selv om man er forberedt på det hele er der altid noget man ikke har taget højde for.

Nå men anderledes kunne det vel ikke være, Lars og jeg satte os i bilen og så gik det ellers sydpå, fredag omkring kl 19.00 kørte vi ombord på færgen i Rødby, velvidende at vi skulle bruge de næste 46 timer i en kassevogn. Eller det vil sige at Lars fandt først ud af det da vi var i Tyskland, han troede vi skulle have en flyver fra Køln til Almeria, men de 2 hjælpere i lastbilen, skulle med lastbilen, eller noget hjem, så det var hele vejen. Noget mut man lige bliver når man opdager det.

 
 
 
 

(Pauli)Bortforklaring.  Seriøst, det var ikke med vilje at jeg havde glemt at fortælle Lars at han skulle køre hele vejen, meningen var faktisk at han "bare" skulle køre til Køln. I bagklogskabens klare lys tror jeg faktisk at det var den helt rigtige måde at "sælge" den til Lars på. Men han var godt nok ikke lykkelig da jeg talte med ham kort efter han havde fået det at vide.. Det var dog aftaget noget inden gutterne nåede Almeria ;o)

 
 
Udsigterne i Altlas bjergene....... Ja døm selv.
 

(Martin) Detaljer.

Frem til Køln var det kun små problemer der hindrede os i at nå frem, som feks. En tom tank på bilen, selv om tankmåler viste at der var 145 km tilbage... Tak for vejhjælp i Europa... (sådan en kassevogn bliver hurtigt meget kold i frostgrader når motoren ikke snurrer)

Kl ged fredag nat/lørdag morgen nåede vi Køln. Her var Kasper The Man (En person der virklig viste sig at være uundværlig i forbindelse med transport, Rally, og kørsel af servicebil) klar med kasser og cykler, Lars og jeg fik lige en kop kaffe og lidt mad, og så var bilen ellers pakket og vi var på vej...

 

Det gik fint hele vejen, kun lidt småprobler som feks. Et hjul på trailer der lige sprang i 1000 stumper med 140 km/t, Tysk politi der truede med benlås og fængsel og så lige problemet med at finde en kendt, eller en entreprenør maskine der startede med ”E”.

Lars havde sørget for klistermærker til alle mcerne og Bæstet. Så de blev godt og vel tapeseret med sponsor mærker.
 

(Lars)Scrutineering.

Vi fik læsset af og fordelt kasser og sponsortøj (tak til alle sponsorer) og fik alt i alt banket en lille lejr på benene. Vi fik lært at bruge vores pop-up telte (smart, når man har lært det) overklisteret vores motorcykler med spons mærker og gennemført tilmeldingen, hvor de fik klisteret om muligt endnu flere klistermærker på. Når man nu er lidt af en klistermærke tosse gør det ikke så meget… J
 

1.dag

 

En meget kort og alligevel meget lang dag… Vi kom op og frøs med anstand, pakkede vores habengut og gjorde klar til den første omgang navigation inden vi ramte havnen. En smuttur til venstre og tilbage igen – rimeligt nemt og rimeligt koldt – jeg havde totalt styr på det der navigations pjat J  Havnen, ventetid og afsted med færgen. Gik godt og overraskende uden problemer. Organisationen havde overordnet godt styr på den del af logistik opgaven og alt gled relativt let.

På færgen mødte vi den første del af vores afrikanske eventyr – fish fish. En seddel med diverse aldeles ligegyldige informationer som jeg stadig ikke aner hvad de skal bruge til. Nå, never mind.

Fra færgen gennem den afrikanske told, som faktisk gik over alt forventning. 1 god time senere og vi var ”good to go” mod bivuak.

Fantastisk møde med den afrikanske trafik – spændende og god øvelse i reflekser og se frem JAdventuren kørte som en drøm og døde ca. 30 minutter fra bivuak – så var vi ligesom i gang!! Ingen strøm og ingen smil fra dr. Engel. Pauli kom forbi med små 200km/t og tog mig med på slæb.

En lille time senere var der smil på igen. Fejlen blev fundet og Adventuren var klar igen. Det var en mangl-ende rettidig omhu omkring samlingen af et multistik, der gav for stor impedans mellem de elektrisk ledende komponenter (stikket til regulatoren var ikke samlet…).

Briefing og godnat med sommerfugle i maven – i morgen var det for REAL.

 
Hvorfor ligger Lars cykel der? Og hvorfor jubler Guldager??
 

(Martin)Løbs dag 1:

Har jo prøvet det før, så der var ikke så meget over etape 1, lige ud af campingpladsen og næsten direkte ned til færgen, her blev der så lige tid til at købe en tandbørste, lidt cola og ellers forberede sig på 5 timers sejllads. Vel fremme i Marokko var det ren transport til Campen, her lærte vi bla. hvordan man bedst trækker en 640 Adventure der ikke lige ville køre de sidste km.

(Lars)2.dag

Der var muligvis stadig sommerfugle i maven da vi vågnede, men de blev aldeles overskygget af -7 grader og is på teltet!! – fuck vi frøs!!!!

Vi kom afsted i noget spredte flokke efter en noget kaotisk morgenpakning – rutinen havde endnu ikke indfundet sig.

 

Herfra begynder dagene at glide sammen for mig. Jeg kan simpelthen ikke huske hvilke dage vi kørte hvilke etaper eller hvilke områder. Jeg har de vildeste billeder på nethinden af bjergpas og bjergveje, landsbyer i det absolutte ingenting, sindsyge opkørsler, kedelige transport etaper, støvet tomme sletter og sten…masser af sten!

 
Efter nærkontakt med en lokal bus.
 

(Martin)Løbsdag 3:

Så var det tid til at køre sammen med Pauli, vi kørte faktisk sammen resten af Rallyet, det foregik fint, trods hans uanede mængder af power, de lange lige stræk måtte han pænt vente, tilgengæld havde han lige omkring 6 punkteringer, tror han kører med Mousse fremover... Men han kan jo bare køre ordentligt.

 

(Martin) Den dag jeg tog farveprøve fra en bus.

De næste par dage flyder meget sammen, man kan simpel ikke huske hvad der skete den ene dag og hvad der skete den næste, men en ting der ligger klart i hovedet på mig, var en af de mange nærdøds oplevelser man helt naturligt har på sadan en tur.. Da jeg skulle overhale en lokal lorte spasser bus, glemte han lige at se sig for, da han trak ud mod højre, jeg kom med ca 100 på en grusvej og highslide ca 40 meter hen af vejen, Lortespasser bussen stoppede og holdt stille i 30 sekunder, bare lige for at se at jeg var i live (havde jeg været død havde han sikkert stjålet cyklen) så kørte han videre, meget godt for ham... Der skete ikke en skid med cyklen, den fik ridset styrtbøjler, ridset grebsbeskyttere og det ene håndtag bag på, og så fik den lige lave en lille flænge i en kølerslange, men det kunne laves på stedet...

 De lokale kører som idioter og jeg kan ikke advare nok imod at passe på, det er heller ikke altid de holder sig i højreside, især ikke hvis de kommer over en bakketop, de er mildes talt fuldstændig ligeglade...

Men hva fanden, Rallyet foregår jo heller ikke på afmærkede veje/områder, man er fuldstændig overladt til sig selv.. Ja ja Org har en ambulance, men den kan nemt være flere 100 km væk... så pointen er nok, lad være at køre galt, lad være med at pive når du gør det, kend risikoen og acceptere den, eller bliv hjemme...

(Lars)Slutningen

Efter 2500km fyldt med oplevelser og fart endte mit IR12 med et massivt styrt på en slette. Jeg gik forover og slog min ryg, venstre ben, ryg, hoved, ryg, hoved og røv og hoved og ryg og venstre ben- igen…J Var noget sendt til tælling, men Klaus fik bakset mig op på cyklen igen og efter ca. 2,5 timer og 2 styrt mere var vi ved slutningen af dagens tids etape. Her valgte jeg i samråd med lægen og Klaus at få hentet min cykel af Kasper. På den måde var jeg stadig med, og aftenens tjek skulle vise om jeg kunne få lov til at kører videre – det kunne jeg så ikke. Jeg var for basket og måtte erkende at for mig var turen slut.

 

Jeg forlod drengene med et stik i hjertet og et øv, men glædede mig gevaldigt til at være hjemme igen.

 

Dan Skov guidede mig gennem Afrika med billetter og støtte via sms og for det er jeg nærmest villig til at erklære mig hans personlige slave for resten af min levetid – eller jeg er i hvert fald meget meget glad for hjælpen J

Når man kanter sig sidelæns op gennem Afrika og Europa dopet op på diverse piller er det aldeles fedt at have en, der støtter en – igen super tak J

"Your guy, the Race Leader has crashed".... I første omgang var det hvad vi hørte ude på sporet. Godt det ikke gik værre, men alligevel sur røv..
 

Læring.

Ét er at styrte, noget andet er ikke at lære af det. Det har jeg så gjort!! HELT og ALDELES overordnet skal man køre mindre hurtigt!! Klaus og jeg betragtede tilsyneladende hver eneste etape som et 2 timers full on enduro løb og med Klaus evner til at navigere var det reelt muligt. Vi planlagde det anderledes, men når vi sad på cyklerne gik der sgu for meget gas i den – alt, alt for meget. Der ud over skal jeg have en anden cykel. KTM 640 LC4 motoren er genial, men Adventurens vægtfordeling er helt forkert.

Sidst, men ikke mindst… Pak mindre J

 

 

Engel med fart på.
 
 

Afslutningsvis.

Jeg fik så mange oplevelser at det at jeg ikke gennemførte selvfølgelig stadig er øv, men det bliver klart overskygget og gør ærgrelsen mindre udpræget.

 

Jeg vil ikke deltage i IR2013, men har sat mig det mål at jeg til IR2014 vil stille op igen på en 690 i Rally Raid trim og at jeg i mellemtiden vil lære navigation langt langt bedre end hvad jeg kan i dag.

 

Tak til alle drengene og især til Pauli og Kasper. Uden jer to ville vores tur ikke have været det samme. I bandt os sammen og gav os alle mulighed for at leve en drøm ud – Tak!

 
Rallymartin og Engel siger tillykke med dagens etape. Begge  lå nummer 1 i hver deres klasse.
MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 29.02.12 kl. 12:35

(KLAUS) One Life…..                                                                                                                       

Min start til Intercontinentalrally var lidt af et ”wildcard”. Pauli ringede til mig sidst i november og spurgte om jeg ville med, da der var blevet en plads ledig. Samme år havde jeg kørt Tuareg rally på en gammel udkneppet 450 exc, som bestemt ikke skulle køre flere rally! Jeg havde nogle mdr. tidligere købt en 350 exc, for nu skulle der bare trænes et par år inden næste rally skulle køres.  Men sådan skulle det ikke være..

Jeg fik et par dage til at tænke over det. Motivationen var i top med det samme, men skulle lige tjekke den økonomiske situation ud. What the hell… ringede til Pauli et par dage senere og meldte mig til.. Jeg anede ikke hvad jeg skulle køre på, men den tid den glæde J

Lars Engel og jeg havde tilmeldt os race-klassen (Lars med en smule pres.. i starten hvert fald) og dannede makkerpar. Vi er begge så tilpas konkurrencemindet, at vi hurtigt udgjorde et godt team.

1. måltid i Marokko.. Ingen blev syge ;o)

Den første etape var super fed. Det var dejligt at komme til Marocco igen, og denne gang på en næsten ny 530 exc. Vi havde aftalt at starte stille og roligt ud, sådan omkring 80% for lige at finde hinanden og lære navigationen at kende. Det kom ikke til at ske!

Grebet af den gode stemning startede vi som var det et 2-timers enduro løb. Vi lavede alle de klassiske fejl den første dag; kørte over evne, fejlnavigerede, flere nærdødsoplevelser osv. På trods af gashåndtaget helt i bund hele dagen blev vi kun 9 og 10 på den etape. Om aftenen tog vi vurdering af situationen og blev enige om at det gør vi ikke igen. Adrenalinen var brændt af, teamet var sat og forståelsen for brug af GPS som primære navigation til rally var fattet på den hårde måde!!

Guldager servicerer 530eren.

 

Navigering udelukkende med GPS                                                                      Mht. navigation havde jeg forinden tænkt at rally uden roadbook jo ikke er et rigtigt rally. Med GPS som primære navigation måtte det jo bare være at følge pilen og kontrollere afstanden – hvor svært kan det være. Jeg tænkte at med en GPS  som navigation må denne type rally primært dreje sig om at køre stærkt – for navigationen er jo nem. Jeg blev klogere – meget klogere. Min oplevelse er at GPS navigation på mange måder er langt sværere end roadbook. I hvert fald på den måde det var lavet til dette rally. I mellem to WP kunne der være op til 30 km i mellem.  Kortene til navigation er nærmest ligegyldige pga. den ringe detaljegrad. Så ofte når man kørte derude kunne man opleve adskillige veje uden at vide hvilken der var den rigtige, sanddyner på tværs af vejene, flere vejvalg og bjergpas eller igennem flodlejer. Med så langt mellem WP er det ofte lidt et gæt om det er den rigtige vej og ofte oplevede vi at vælge forkert, for derefter at krydse indover til den (forhåbentligt) rigtige vej.

For at gøre navigationen lettere for mig selv og kunne tage rigtige beslutninger på et splitsekund i høj hastighed, opstillede jeg et sæt regler for mig selv. Disse skal opfattes som en guideline og derfor ikke en regel uden en undtagelse.

Det virkede for mig at tænke:

  1. Tænk som dem der lavede ruten, så når i tvivl, ta den største af vejene.

Ofte kommer der stikveje, vej-y osv. Når dette pludselig sker kan det oftest bedst betale sig at tage den største vej, også selvom den går i en anden retning end næste WP. Med f.eks. 13 km mlm. To WP er det ikke meningen at man skal tage små stikveje.

  1. Kører jeg ikke på en vej er det en fejl.

Det kan oftest bedst betale sig at køre på en vej frem for at ”mose” igennem terrænet. Derfor brug et par minutter (max) på at finde vejen. En metode kan være at, bevidst køre langt til den ene side af vejen, så jeg er helt sikker på at vejen er til modsatte. Derefter kører jeg skråt ind mod vejen / WP. På denne måde vil jeg stadig holde speed frem mod WP i stedet for at lede tilfældigt rundt.

  1. Tænk som de lokale.

Går kursen pludselig over det højeste punkt eller over dynerne, så vurder situationen. De lokale tager den vej der er nemmest og det er oftest ikke over det højeste punkt eller en dyne. Det vil være hurtigere og nemmere at køre uden om – også på en dirt bike. Og oftest når man er på vej rundt om, kommer den fineste vej pludselig til syne..

  1. Når vejen pludselig forsvinder, så fortsæt ligeud og kig langt frem.

Afrikanske veje har en tendens til ”pludselig” at forsvinde. Når det sker så hold kursen og kig fremad. Ofte vil vejen dukke op længere fremme. Lokale der færdes på disse veje har også brug for at finde vej, så på steder hvor vejen ofte sander til eller forsvinder, er der ikke lavet ændringer til vejens forløb. Lokale lægger ofte små stenbunker, stof, en flaske eller andet for at finde vejen.

  1. WP hjælper mig

Når ruten modtages fra organisationen er der ofte en del WP mellem CP. Disse WP er sjældent i en lige linje og man kan derfor godt tro at man kan køre hurtigere uden om dem. Sådan er det ikke. WP hjælper mig. Ofte vil de ligge på en vej eller hvor det er nemt terræn. Kun sjældent kan det betale sig at ”undvige” WP.

 

Mht. GPS så kørte jeg med en 276C  som jeg syntes er en fantastisk GPS til rally. Da GPS er eneste måde at navigere på kræver det ikke meget analyse at regne ud at man skal have en backup. Enten via sin makker eller en ekstra GPS med. Nummer et er naturligvis at have dem begge på cyklen. Den ekstra GPS bør være samme model, opsat på samme måde og naturligvis programmeret ens med ruter.

 

Undertegnede i godt selskab, et eller andet sted i Sahara.

(Kasper) This is Africa

Ordene “This is Africa” lærte vi virkelig betydningen af på turen:

Det betyder bare at alt kan ske.

Bedst som man tror at man kan nå frem i go tid med service vognen før rytterne, fordi deres dags etape er lang, og service ruten var rimelig direkte, møder man en bro over en flod der er lukket fordi der er en demonstration der blokerer.

Man kan så vente til de holder op, men det kan vare en time, dag eller en uge så ny rute må findes.

En ny rute med asfalt ville medføre en omvej på ca 800 km mens en anden gennem terrænet  på 10 km af hvad de kalder en piste, vi valgte den sidste.

Turen gik gennem udtørrede floder og over stok og sten, på veje hvor man normalt ville korse sig over at skulle køre i en alm bil. Vi valgte så at forcere den i Iveco Daily med stor trailer ;-) sammen med det engelske service team i deres Sprinter; det lykkedes at kommen igennnem og spare de 800 km ekstra på 10 km rådden sten vej men var godt nok meget glade da vi igen var på asfalten .

 

Ja, så skruer han igen.....

(Klaus)Tilbage til rally.                                                                                                      Lars og Jeg kørte nogle virkeligt gode etaper hvor det rent faktisk lykkedes os at køre på de 80% og navigationen var fejlfri. Kun enkelte gange blev vi grebet af situationen og den gode stemning og gav den max gas. 

På 6. etape gik det desværre lidt galt. Vi havde kørt en stille og rolig dag og med perfekt navigation. På et fladt stykke var vi kommet lidt uden for sporet og på vej tilbage over det flade, rammer Lars en ”sandknold”. Han laver et styrt af karakter som tager pusten fra både mand og cykel! Efter lidt gaffatape m.m. kører vi til Finish. Lars har bidt smerterne i sig indtil nu og må erkende at det ser skidt ud med ryggen! Næste dag får han en flyver hjem og kommer til lægen.

Af en eller anden grund begyndte nogle af cyklerne at give stød da vi kørte gennem sandstormen. Den var helt gal på Klaus cykel.

Her "gad" han ikke køre mere på 530eren igennem sandstormen, Kasper agerede redningshjælp og tog ham med over grænsen til Mauritaninen. Om aftenen skulle der fejlfindes i stor stil.

Jeg vælger at fortsætte resten af rallyet alene. Det viser sig at det faktisk er helt fint at køre alene, dog har jeg hele tiden i baghovedet at vi er i Afrika. Den første etape jeg kører er en rigtig lang dag. De sidste 100 km var i et kuperet krævende terræn. Da jeg 2 km før mål endelig finder en vej giver jeg den af ren glæde, MAX gas. I et skarpt sving ryger jeg uden for sporet, rammer en stor sten og slår et par koldbøtter med cyklen. Da jeg ligger og ømmer mig på jorden laver jeg en aftale med mig selv om at hvis jeg skal køre så stærkt, så skal det ikke være i Afrika alene.
 

6. Etape starter med næsten 400 km transport. Man får ondt i røven på en EXC og skal jeg nogensinde køre rally på en EXC igen, skal der et blødere sæde på (VIGTIGT). Skulle starte som nr. 2 ved specialprøven. Var en smule uoplagt efter transportstrækningen, så drak to red bull. Ved nedtællingen i startboxen kunne jeg mærke effekten af dem, energien var tilbage og da starten gik, fik den max gas. Terrænet var suverænt til en 530. Flade sandstykker kombineret med mindre bjerge og store flade klippestykker man kunne flyve langt ud over. Hastigheden gik konstant fra meget hurtig til helt langsomt samtid med at der var krav til at navigere mellem klipper og småbjerge, Den ultimative fedeste dag. Jeg har aldrig før kørt så hurtigt, navigeret så godt og udnyttet en 530 potentiale så grundigt J Efter 30 min. henter jeg kører nr. 1 som havde startet 5 min. før mig. Jeg mister ham ude af syne et øjeblik og næste gang jeg ser ham, er han styrtet.

Jeg kører straks over til ham, smider cyklen og hjælper. Manden er tjekke og har slået ryggen enormt, han ligger og vrider sig af smerte. Jeg piller hans SPOT af og får ham selv til at trykke på nødknappen. Stabiliserer ham, pakker ham ind og venter… Efter 45 min. kommer et hold Tjekker i bil. De bliver ved ham og jeg fortsætter.

Det forsømte skal indhentes, så jeg giver den, om muligt, endnu mere gas en før.

Efterfølgende får jeg kompensation for tiden brugt på at hjælpe og vinder klart den etape.

Klaus mente det var bedre at forebygge end at helbrede..... Sagde han ihvertfald efter han havde fået vabler ;o) Vi fik alle vabler i varierende grad, pånær Martin (onde tunger siger det er fordi Yamahen ikke kan trække hårdt nok)

 

Murphy kommer forbi.                                                                                                     De næste etaper går rigtigt fint. Jeg ligger nr. 1 med næsten 2 timer og 800 point til nr. 2. Det er svært at lade være med at bare ”fyre den af”, men med lidt ”taktik-snak” med Pauli og Martin, tager jeg det stille og roligt. På det tidspunkt skal jeg bare gennemføre, så vil jeg vinde. Tiden for etaperne har ikke længere betydning hvis bare jeg får de fleste CP. Jeg er kommet ind i en rigtig god rytme og navigationen er fejlfri. MEN så kom Murphy forbi… hvad der kan gå galt, det går galt. Det er 9. etape og det kører super. Terrænet indbyder til høj hastighed og navigationen spiller. 15 min. før CP 2 (ud ad 4) begynder jeg at miste motorkraft. Jeg tror først at det er fordi at underlaget er blevet blødere, men efterhånden kan jeg mærke at der er noget galt. Ved CP 2 stopper jeg og motoren går ud. Helt ud! Cyklen har brugt (ikke smidt) stort set alt olien! Og dette på under halvanden time! FUCK – jeg ved allerede godt hvad klokken har slået. Efter et par timer kommer Pauli og Martin til CP. Vi bliver enige om at de får hentet vores egen servicebil (4 timer hjem – 4 timer ud!) der var trods alt en smule håb endnu, hvis det ku fixes om natten.

Efter 9 timer i den bagende sol uden mad og har drukket mit vand, er jeg ved at være træt af det hele. Vores nødplan er at, er der ikke kommet nogen inden første mørke, så trykker jeg på nødknappen. Da der er ca. en halv times dagslys tilbage kommer en lastbil fra organisationen. Så ved jeg godt hvad det betyder – jeg har fået hjælp = jeg er ude af race-klassen! Yderligere 4 timer efter i lastbilen, er vi tilbage.

Klaus må udgå på 9 etape efter at ha ført løbet, stort. Nedtur..

Med lidt snak frem og tilbage viser det sig at det formegentligt er stemplet der har sat sig. Etapen dagen før var på bla. 40 km blød strand hvilket har været hårdt for motoren. Smøreevnen i olien har efterfølgende formegentligt været så dårlig og blevet så varm, at den er brugt op.

En stor kamel at sluge på det tidspunkt, men til gengæld nogle (dyrt) købte erfaringer til næste gang.  Jeg har gjort nogle erfaringer omkring mig selv og cyklen som på den lange bane er langt vigtigere.

Resten af tiden i Afrika fik jeg æren af at være med på serviceteamet og hjælpe de resterende kørere så meget jeg kunne.

Hjælper ekstraordinære ;o)

 

KTM 530EXC til Rally.                                                                               Problematikken med KTM 530 EXC til rallybrug ser jeg kort som følgende:                                                                                              530 kører på et lille oliekredsløb med kun 0.6 L. Dette er alt for lidt hvis der skal køres langdistance rally, som f.eks. intercontinentalrally. Til mindre/kortere rally som Tuareg m.m. er det sikkert fint. Der findes flere forskellige løsninger for at sætte en olie køler på. Dette giver over 2 l. oliekredsløb og dæmper olietemperaturen med op til 50%. 

Jeg mener at olien bør skiftes hver dag, uanset hvad serviceintervallerne siger. Et helt andet alternativ er KTM 690. LC4 motoren er det mest pålidelige der findes. Jeg er stadig i overvejelsesfasen over hvad jeg skal vælge til næste år….:-)

 

Til sidst vil jeg på det varmeste anbefale Intercontinentalrally. Det er et super fedt og hårdt rally, der sætter store krav til både cykler og kørere.

Herunder lidt billeder fra Marokko, taget med Gjørups Olympus Pen.

 
 
 
 
 

 

 

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 05.03.12 kl. 09:28

(Jørgen) Baggrund og forberedelse

Efter at have læst Pauli og Martins beretning om deres deltagelse i Intercontinental Rally 2011 lå tanken om at deltage i 2012 længe og rumlede i mit baghoved. Desværre er jeg i en arbejdssituation, hvor jeg ikke lige kan bestille ferie i god tid og være sikker på at få den, så jeg fik først meldt mig til temmelig sent i forhold til de fleste andre i teamet, men pludselig var muligheden der og uden at tænke nærmere over det, var jeg lige pludseligt tilmeldt.

Forberedelsesfasen var lidt mangelfuld og kaotisk – mc’en blev fx afleveret til vores sponsor MX-SHOP og efter at skruet diverse rallydimser af en mandag formiddag blev den straks derefter afleveret til transport til Almeria via lastbil, da der ikke var plads til hverken min eller Klaus’ i teambussen (kun retur, hvor vi jo gerne skulle have spist det medbragte mad og slidt et par dæk eller mere op).

Jeg fik trænet lidt med fitness og mountainbike de tre sidste måneder op til afgang, men ikke så meget som jeg gerne ville – fandt dog ud af, at jeg havde rendt rundt med en lungebetændelse de sidste to måneder og derfor var drænet totalt for energi, men rigtige mænd går jo ikke til lægen, vel?

Jeg er en klovn til at pakke og får som regel pakket alt for meget – hvilket også gjorde sig gældende denne gang. Ugen inden afgang var total stresset og jeg fik gennemrodet begge mine lejligheder, mine to biler, mit kontor og min garage utallige gange efter nogle nøgler til mine gps-holdere, som ikke var lige til at finde – jeg fandt dem dog dagen før afgang efter også at have sat Touratech til at sende nogle nye.

Jeg kørte land og by rundt for at købe en del stumper, som jeg troede jeg havde brug for og pakkede og pakkede – ja, blev faktisk først færdig 0400 om morgen inden afgang, så jeg var noget træt da vi nåede Almeria.

 

Almeria by night.

Selve turen

Selve turen var en fed oplevelse fra ende til anden. Vi startede ud med en rigtig hyggelig aften og de første navigationsudfordringer på en tapasbar i Almeria, mens vi ventede på vores grej, der jo var blevet forsinket et par gange undervejs (dog havde Klaus og jeg hentet vores cykler, der allerede var kommet til byen medio december).

Efter den overkommelige tur fra Almeria til Nador og videre til Guercif fik vi lidt af et chok til aftenbriefingen. Næste dag skulle vi starte kl. 0900 (dejligt), meeeen – startpunktet lå 232 km væk. Vi stod op kl. 0400, bankede frosten af telte og mc’ere og så blev der ellers pakket, spist morgenmad og så kørte vi ellers omkring 0600 for at være klar til dagens specialprøve.

Sådan gik det hver dag og de enkelte dage er stadigvæk smeltet noget sammen i erindringen. Det var noget med at stå forholdsvist tidligt op (dog ikke kl. 0400 hver dag), køre en kort eller længere distance ud til et startpunkt (en dag var der kun 30 km, men vi fik da kørt 90, da tanken ikke lå, hvor organisationen havde sagt, så vi måtte frem og tilbage et par gange ;-)

 

Tid til en enkelt kaffe eller 2, blev der trods alt.

Vi nåede forholdsvist tidligt Merzouga og de første sanddyner, som jeg havde frygtet, da de drillede mig noget så grusomt i forbindelse med Tuareg Rally 2008. Det gik dog forholdsvist fint – dog er jeg stadig ikke så vild med at køre i hjulspor (også kaldet togskinner), så det skal jeg lige have trænet i til næste gang (eller skifte cyklen ud med en minicrosser, som mange af de andre kørte på ;-).

De sidste par dage i Marokko og de første dage i Mauretanien var landskabet meget ensartet og noget goldt. Med til at forværre dette var selvfølgelig også, at vi havnede midt i en sandstorm og man kunne derfor ikke se særlig langt (men tak for peelingen ;-)

Den længste dag.                                                                                                     Her havde Jens og jeg en af de længere dage, hvor vi startede omkring kl. 0800 om morgenen og først nåede campen 0215 næste nat. Det startede med en punktering efter små 30 km, som vi dog hurtigt fik klaret ved at lægge bæstet ned på siden, af med forhjulet og vupti, så kom et tjekkisk adventurehold i en 4x4 (far og søn, der var på hyggetur) og de havde både luft og tid til at lappe dækket, som vi så ville få senere (dårlig beslutning viste det sig senere, da vi godt kunne have brugt slangen). Vi kom forholdsvist hurtigt videre med en almindelig slange i forhjulet i stedet for den tykke, der sad i til at starte med, og efter en små 100 km mere, så punkterede jeg igen.

Nå, vi kendte jo rutinen, så af med dækket, og Jens havde heldigvis en af de tykke slanger, som vi fik sat i, men desværre også både klemt hul i under monteringen og smidt ventilen væk under den efterfølgende afmontering. Derefter forsøgte vi forgæves at lappe og montere den punkterede slange, men selv efter to forsøg holdt den ikke luft (det er sidste jeg gang jeg køber lappegrej hos Thansen og en pumpe uden ventilstuds ;-).

Det med at køre i sand er endnu ikke helt inde på rygraden ;o)

Da klokken var blevet omkring 1515 valgte jeg derfor at trykke på min SPOT for mekanisk assistance og så ventede vi et par timer på Luc, der både havde dækpilot og nogle gode lapper om bord. Vi fik lappet dækket, monteret hjulet (med noget besvær) og skudt noget dækpilot i, hvorefter det gik på fulde gardiner ud af terrænet (en små 50 km). Nu manglede vi så kun en 325 km på vej, så det gik jo nok ;-)

Vi satte punktet ind i Garmin’erne og lod dem guide os halvblinde med sandblæste briller og vi nåede da også slutpunktet 4 km fra lejren lidt før midnat, hvor Garmin’erne sagde vi skulle dreje til højre af en sidevej – der ikke var der. Vi har nok været lidt trætte og underernærede – det eneste jeg havde spist var en lille portion mysli om morgenen og så en tør bolle ved en tankstation midt på aftenen.

Vores beslutningsproces var i hvert fald ikke optimal, da vi først forsøgte at køre en kompaskurs det sidste stykke og stødte vi ind i flere slugter og derefter kørte 30 km tilbage for at finde sporet i mørke gennem terrænet. Da dette ikke lykkedes ringede vi til Kasper i lejren og han fortalte, at vi blot skulle køre en 5-600 m videre fra, hvor vi havde været tidligere (de havde nærmest hørt os ude på hovedvejen), så derfor kørte vi tilbage ved hjælp af tracket og mødte endda Jiri og Jacob fra organisationen, der var ude at lede efter os (hvorfor dælen vi ikke havde ringet første gang vi var der står hen i uvishedens tegn;-)

Vi kom derfor først til køjs ca. 0230, men skulle heldigvis først op kl. 0600 – heldigvis var det mere eller mindre transportdag hele næste dag (så vidt jeg husker), men til gengæld skulle vi køre 650 km!

Kochmann forcerer nogle af de meget stenede veje i Marokko

Jens tog sig en hviledag og da jeg hverken havde hørt briefing eller fået gps-punkter slog jeg følge med Allan og Peter, men sprang dog det første checkpunkt over fandt jeg ud af senere. rigtigt længe).

Under aftenbriefingen fik vi at vide, at der skulle køres langt næste morgen, hvorfor vi alle valgte at tanke fra det medbragte brændstof. Jeg kom vist bagest i køen, og da jeg ikke kunne finde nogle fulde dunke spurgte jeg mig for, og fik at vide de stod på venstre side af vores anhænger.

Jeg fik først lavet mig en tragt af en brugt vandflaske, og da jeg lige skulle prøve om den passede, fik jeg hældt (meget) lidt vand i venstre bagtank – så kunne den åbenbart ikke bruges længere, mente resten af holdet (heldigvis har jeg fire tanke – to 13 liters bagest og to 11 liters forrest).

Sand, sand og sand. Lige noget for en 200kgs cykel ;o)

Von Diesel kommer på banen.                                                                                                   Jeg hankede derfor op i den nærmeste dunk, og fik fyldt den anden bagtank. Heldigvis hjalp Peter mig med at holde tragten, da jeg også lige ville hælde et par liter i en af de forreste tanke og efter en liter eller to siger Peter: “Hov, du tanker da diesel” ;-)

Nu havde jeg så to tanke med diesel i, en med vand og en uden noget benzin. Jeg kunne selvfølgelig havde brugt en time på at tømme disse eller i hvert fald frakoble dem, og så kørt videre, men muligheden for hjælpe teamcrewet med at bakse vores teamkøretøj lokkede for meget lige på det tidspunkt.

Vel fremme i campen meldte trætheden sig fra dagen før, så mens de andre gik i gang med skifte dæk til resten af turen fik jeg mig et par lure og efterfølgende en god nats søvn – dækkene kunne sagtens holde til en dag mere.

Næste eftermiddag gik jeg så i gang med skifte dæk på baghjulet – det forreste kunne helt sikkert godt klare distancen (næste dag måtte det dog lappes igen, og jeg fik sat den tykke slange fra første punktering i igen), og det lykkedes mig at smide afstandsstykket væk i sandet, men heldigvis havde vi en donorcykel (tak til Lars, og afstandsstykket blev da også fundet næste morgen samme sted, hvor vi havde ledt.

Aftenens service og tankning......

Næste morgen blev bæstet derfor lastet om bord på anhængeren, og så hyggede jeg mig med Kasper og Frederik på vej til næste camp, hvor tankene blev tømt og frisk benzin hældt på. At næste dag også endte med en hviledag fortryder jeg lidt, men vi var jo på ferie og da vi skulle starte og ende samme sted på grund af sandstormen gjorde, at vi var nogle adventure-kørere, der valgte at holde en feriedag – og det var nu skønt og gjorde, at man var fuldstændig klar til næste dags strabadser!

No mans land….                                                                                                  Efter at have oplevet grænseovergangen mellem Marokko og Mauretanien, hvor der er tre km ingenmandsland, hvor der er mineret terræn rundt om den værste vej, jeg nogensinde har oplevet (stakkels Iveco), var jeg spændt på grænseovergangen mellem Mauretanien og Senegal. Det gik heldigvis forholdsvist smertefrit takket været vores lokale fikser Idoumou, og de fleste af os var forholdsvist hurtigt gennem grænsen inden den lukkede (eller de holdt spisepause).

Service bilen kæmper sig frem gennem No Mans Land.

(Frederik) Grænsekrydsning under en sandstorm.

Siden vi forlod TaTa har det blæst monster meget, og det er gradvist blevet værre og værre og i dag er den helt tosset. Vi forlod Dakhlar imorges og er løbet ind i en regulær sandstorm. Vi har passeret en gummiged, som var i gang med at fjerne sanddriver fra vejen. Det er også blevet jævnt sværere at køre, dels fordi der er driver på vejen og sigtbarheden er ikke den bedste. Så lige pludselig ud af sandhelvede dukker drengene op i vejsiden.

Det viser sig at Klaus får stød af sin cykel, heldigvis er det en transportstrækning i dag, så der er ikke noget tabt ved at tage ham med i bilen. Vi har nemlig en vigtig deadline i dag vi skal krydse grænsen til Maruitanien inden de lukker kl 16. Lige så meget jeg har glædet mig over at holde en god fart med Ivecoen på landevejen, lige så meget savner jeg Magirusen nu. Her på grænsen mellem Vestsahara og Maruitanien i ingenmandsland er der ingen vej, kun et sandspor hvor klipperne stikker frem engang imellem. Sandstormen gør himlen lerfarvet og sigtbarheden ringe.

 

På begge sider af sporet er der mineret og der ligger utallige bilvrag og smuglergods der er blevet dumpet. Enkelte steder grupper af folk som vil veksle penge eller sælge cigaretter, og midt i dette kører den engelske service bil fast. Lige pt havde jeg svært at forestille mig et værre sted at sidde fast. Heldigvis er der en engelsk 4x4 i nærheden til at trække dem ud. Det lykkedes os med hiv og sving at komme igennem ved egen hjælp.

 

Da vi kommer frem til dagens camping har de første af drengene booket de to sidste værelser og tak for det, for blæsten har ikke løjet af. I indgangspartiet går der en rundt og fejer sand op. man har sand alle steder og det knaser mellem tænderne, tanken om et bad presser sig på.

Det er så lidt nedren at bruseren er ude på toilettet og der kun er koldt vand. Selv om humøret er højt, er folk lidt mere sammenbidte, og der bliver også skruet mere intenst på cyklerne, nu er det ikke kun olieskift og kædesmøring. Flere af dem som kører uden mousse, har haft op til 4-5 punkteringer og er begyndt at kikke misundeligt  ind i trailere på de nye sæt af mousse de andre har med.

 Klaus har en større gang fejlfinding på det elektriske system, før han er klar til i morgen. Men hjælpsomheden er der stadig, har folk spørgsmål eller brug for hjælp til at holde en cykel, så er den der.

Horsepower!

 

(Jørgen) Sahel (området syd for Sahara)                                                                                   I Sydmauretanien og Senegal skiftede landskabet fuldstændig karakter og var meget mere frodigt, skiftende mellem stenveje, sanddyner og savaner. Hvor end vi kørte var de fleste i befolkningen meget imødekommende, og vi fik da også mange smil fra de utroligt yndefulde piger – det var os en gåde, hvordan drengene kunne forholdsvist beskidte, men uanset hvor vi mødte pigerne (selv i de mest øde landsbyer, vi kørte igennem flere af dagene), stod de ulasteligt klædt i farvestrående gevandter med store smil.

De sidste par dage smeltede lidt sammen, men det var en stor oplevelse at køre på savannen. Normalt fulgte vi spor (hvis vi fandt dem), men på savannen holdt jeg bare kompaskurs (kør 9 km i den retning, derefter 12 km i den retning), og man kunne sagtens springe et waypoint eller to over – bare man nåede sine checkpoints.

Jeg fik i hvert fald gang i bæstet, meeen man skulle dog stadig holde øje med, om der pludseligt var et hul i jorden man kunne falde i – men sjovt var det i hvert fald.

Den næstsidste dag holdt jeg også god fart og nåede den berømte standstrækning til Lac Rose, hvor vi kørte ca. 50 km på stranden for fuld udblæsning (undtagen lige ved en lille fisker by, hvor der var samlet flere hundrede mennesker omkring de lokale fiskebåde, der lige var kommet i land med dagens fangst.

Jeg nærmest skreg af lykke inde i hjelmen – forløsningen på 13 dages rally og så det fede i at køre på stranden!

Afsluttende etape på stranden ved LacRose.

Afslutningen

Rallyet sluttede i Lac Rose med en afdæmpet fest, hvorefter vi dagen derpå fik vores mc’ere pakkede til transport og tog et par sorte taxi til selve Dakar, hvor vi røg på luksushotel (til nordeuropæiske priser) og fik dagen og næste dag til at gå med at få ordnet told og udskibning (tak til Pauli og Kasper). Jeg nåede lige at spise frokost med nogle af mine kollegaer, der er udstationeret i Dakar, hvor de flyver for Air Senegal og vi var da også nogle, der fik en enkelt Dobbelt Whisky-Red Bull (kan ikke anbefales).

Selve hjemturen gik med at vente både her og der og alle vegne – afgangen var kl. 0255 til København med flyskifte i Lissabon, og da vi landede i København omkring kl. 1400 omringede vi straks pølsevognen og fik et par pølser, mens vi ventede på bagagen.

Et par gange "snød" vi og overnattede i Berber talte pga den stærke vedholdende vind.

Sammenfatning

Alt i alt var det en kanon oplevelse, selv om der selvfølgelig er ting, man ville ønske var gjort anderledes. Jeg havde et enkelt incident (betyder, at jeg flejnede lidt ud ;.) med organisationen, da de sagde til mig, at nu jeg havde trykket på SPOT-knappen, så ville de ikke hjælpe mig mere,( men det skyldes primært sprogvanskeligheder fra organisationens side viste det sig bagefter, da vi fik redt det ud), da man i Adventure-klassen kun har ret til en assistance, mens man i Race-klassen betaler dobbelt og derfor har ret til to tryk.

Et eller andet sted er det ok, men det er nu noget man burde oplyse om inden man tilmelder sig og betaler, så man ved hvad man kan forvente (SOS-knappen til medicinsk assistance a la ambulance blev da også misbrugt noget i starten til ganske banale ting som, en der ikke kunne grave sin mc ud af sandet, en knækket bremsepedal og hvad ved jeg).

Det havde vi ikke læst noget om i reglerne, men vi fandt dog en paragraf om, at organisationen til enhver tid kunne ændre alle regler undervejs – ganske kløgtigt formuleret.

Nå, vi blev vist alle venner igen og reinstated i løbet, men jeg mistede nogle point i både den forbindelse og i forbindelse med min hviledag(e).

Jeg havde fra starten af meldt mig til Adventure-klassen af flere grunde. Primært fordi jeg ikke havde kørt offroad siden Tuareg Rally 2008, så det var jo noget siden, og første halvdel af turen blev derfor brugt til opfriskning af disse færdigheder. Jeg er derfor helt tilfreds med min 10. plads, da jeg overhovedet ikke kørte efter pointene, men havde primært fokus på oplevelsen af turen, landskabet, befolkningen og gruppesammenholdet.

Når det er sagt, så melder der sig en lille ærgrelse her i bagklogskabens ulidelige klare lys, som det vist hedder, og vil nok næste gang være lidt mere konkurrenceorienteret (og forberedt).

Gruppesammenholdet var ganske fint – at sætte 10 individer sammen i så mange dage under disse forhold gør, at der nok ryger en finke af panden en enkelt gang eller to, men alt i alt så synes jeg vi har hygget os gevaldigt og crewteamet fik endda lavet lagkage med lys til Pauli, der havde fødselsdag undervejs.

Jeg havde en enkelt dag, hvor jeg mere eller mere kørte alene og det nød jeg virkeligt. Når man kører sammen med en makker, så er det ikke sikkert man ville køre lige præcis den vej, det spor, med den hastighed eller holde pause, når den anden vil holde pause, så man er lidt mere passiv som to’er, selv om man som regel skiftes til at køre forrest (jeg er ikke så meget til pauser, men ser udfordringen i enduance-performance – dog er det jo også hyggeligt med en kop kaffe på en lokal cafe i ny og næ).

Så der gjort klar til at drengene kommer til dagens bivuack.

Erfaringer

Jeg har fået en del erfaringer med i kufferten, som skal bruges næste gang.

Næste gang vil jeg gå i gang med de fysiske forberedelser i god tid. Dette gælder både min egen fysiske træning, der dog viste sig at være tilstrækkelig og bortset fra trætheden efter den lange dag i terrænet havde jeg ingen større problemer med fysikken trods et lettere trykket ribben efter et styrt (dem var der da et par stykker af undervejs), og materielmæssigt, så man ikke skal stresse rundt i ugerne op til afgang og bruge de første par dage på at komme ned på jorden igen (nu har jeg efterhånden vist også fået købt alt hvad der kan købes).

Dette gælder også navigationsforberedelse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg savnede roadbook-delen af et rally. I Intercontinental Rally kørte vi efter gps-punkter, hvor det var op til os selv at finde de veje/spor, der ledte os videre – her var jeg i hvert fald ikke godt nok forberedt og havde nogle problemer med den til formålet indkøbte ZUMO660, der dog hurtigt blev udskiftet med min 278’er.

Det værste var faktisk, at jeg havde lidt svært ved at se de små gps-spor uden briller, da jeg kørte med linser og desværre er kommet i den alder, hvor jeg bruger læsebriller. Næste gang bruger jeg i hvert fald differencerede linser, så jeg både kan se tæt og fjernt eller bruger en anden hjelm/brillekombination, hvor der er plads til briller (det havde jeg nok opdaget, hvis jeg havde haft tid til en lille prøvetur).

At jeg fik stjålet min rygsæk i Mauretanien med to af mine gps ’er og to af mine briller gjorde det ikke nemmere, men heldigvis havde jeg stadig to af hver tilbage (man skal jo ikke gå ned på grej, vel?

Tusind tak til hele teamet, de hjælpende hænder undervejs fra alle, støtte fra facebook-venner m.v. og selvfølgelig til især Jiri, Jacob, Luc og alle de andre for en fantastisk oplevelse, der endnu ikke er sunket helt ind.

Jens, igang med aftensmaden.

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 07.03.12 kl. 07:36

(Jens)Lang tur – store forventninger

Jeg glædede mig meget. Glædet mig til at drifte over lange strækninger i en smuk kuperet natur og på en motorcykel, som beder om at blive brugt. Holde flow, med pænt tempo uden skader for mig og maskine. Undgå større navigeringsfejl og administrere energiforbrug. Det er et langt løb og det er den samlede indsats, som tæller.

Otte erfarne kørere

Vi er otte kørere, hvoraf de to tilmelder sig race og resten adventure klassen. De fleste kender hinanden indbyrdes fra Tenere klubben og har været på en del ture sammen af kortere varighed. Omkring halvdelen af gruppen har før deltaget i langdistance løb som Toureg eller tidligere Intercontinentel løb.

 Et sted i Mauritaninen. Gammelnok og Morfar på tur  ;o)

På trods af forskelligheden i personlighed og ambitioner for løbet er gruppen karakteriseret ved, at vi alle er voksne og har rimelig god erfaring med Off-road kørsel på motorcykel, er fysisk velforberedte og stiller op med rimeligt nyt og trimmet materiel.

Meget planlægning før afrejse.

I modsætning til Toureg forestår arrangøren af Intercontinental Rally ”kun”planlægning af løbet, mekanisk og medicinsk assistance og booking af campingpladser. Derfor er deltager- gebyret væsentligt lavere end Toureg. Til gengæld har vi deltagere en betydelig planlægning inden afrejse, mht.forplejning og følgetransport.                         

Gruppen er på plads over sommeren og planlægningen tager form. De praktiske opgaver uddeles hurtigt og engageret, men det fremstår hurtigt, at den store udfordring er servicefunktionen. Her kommer Kasper ud af det blå og har løftet opgaven over al forventning. Kasper er en fixer om nogen, har stor erfaring i at arrangere de underligste ting, kører de særeste steder og har alt, hvad man kan ønske sig af grej. Kasper har et overblik, så der oftest gribes ind, før situationer opstår.

Så der skafning.....

 

Grejet transporteres til Almeria

Kasper lagde ud med den fedeste og mest ambitiøs service truck, som desværre gik død på vejen i Tyskland. Vores eventyr kunne have endt her, før det overhovedet kom i gang, men Kasper og Pauli fik flækket en plan B sammen. Martin og Lars kørte fluks til Tyskland med Kaspers kassevogn og en stor lukket trailer. Køretøjet blev udskiftet, al vores grej og motorcyklerne blev læsset på kassevogn og trailer, og ruten gik videre til Sydspanien med Kasper på nul tid.

Vi stillede til kontrol i sidste øjeblik, men vi nåede det! Så godt gået. Uden denne vilje for at det skulle lykkes, var turen endt for mange.

Tjekket set-up med pop op telte og alukasser

Det er race og ikke badeferie. Dagene køre i faste rutiner, og der er meget begrænset tid til andet end race, service og sove. Derfor er det helt afgørende, at det fælles setup med følgebilen fungerer.

Vi havde fået 36 store alu-kasser sponsoreret fra Alu-box.com - to til hver, resten til fælles grej. Vi havde alle sammen pop op telte, så når vi kørere kom frem til en ny biuvak om aftenen, havde vores service crew udsat alle telte og fikseret dem med vores respektive to alu kasser. Det virkede super godt. Home sweet home.

 

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 07.03.12 kl. 12:58

(Kasper) Grejet.                                                                                     Alukasserne fra Alu-box.com er godt nok ikke nye længere men har klaret sig godt både som transport, værksted, borde, bænke, køkken mm. 

På billedet en special fremstillet model fra AluBox, det en "Kitchen Edition"

 

En af kasserne blev tilpasset sådan at de to gasblus kunne stå i læ af storm og vind når der skulle laves mad.

De fleste af vores sponserede dåser med mad fra Tullip blev spist af de sultne ryttere og resten blev givet bort sammen med medicin og forbindingsstoffer til velgørenhed langs vores rute.

Mange km mere eller mindre go asfalt blev det til for servicebilen, som nu glæder sig til det helt store udvidede eftersyn når den kommer hjem ;-)

 

Næsten alt det oprindeligt pakkede udstyr på lastbilen kom med videre i den mindre bil og har stået sin prøve.

 

 

(Jens)Kørerne transporteres til Almeria – afrejse.

Vi  resterende seks kørere fløj til Malaga og kørte i to lejede biler de ca. 250 km til Almeria, hvor teknisk kontrol skulle finde sted næste dag. Vi overnattede på hotel, da vort grej  på servicevognen stadig på vej.

Vi fik alle godkendt vores cykler til teknisk kontrol, og efterfølgende pimpede med sponser mærker. 

Menuen

Vi købte drikkevarer i Spanien, ellers var alt mad indkøbt i Danmark. Både for at undgå mad infektion, for at sikre en rigelig og alsidig kost og for at spare tid. Vores aftens mad var dåsemad sponsoreret af Tulip. Halvdelen var etniske retter, som var overraskende velsmagende. Den anden halvdel var mere traditionelle danske måltider som Hakkebøf, Boller i karry, Forloren hare. Meget velfungerende og hurtig løsning.

Morgenmad bestod af mysli med langtidsholdbart mælk, knækbrød med marmelade, ost, nutella og kaffe. Styring af vores indtag af proteiner og kalorier er beregnet af Thue fra TKD. Vores frokost måltid ud på sporet blev suppleret op med loganbrød (hjemmelavet energibrød fabrikeret af Kaspers søde kone).

              Her lod vi os lokke til en gang morgenmad ala Moroccan style ;o)

Stage 1. Almeria - Guercif (170 km, warm-up stage)
Tidligt op, downloade GPS spor, morgenmad, bad, pakke eget grej og lejr, læsse service bil, starte cykel, køretøj på og op til start. Lidt prolog og så til færgen, hvor størstedelen af dagen blev brugt med at komme om bord, sejle 5 timer, komme igennem tolden, (gik faktisk fint) og køre 150 km transport til biuvak. Rutiner, telt, liggeunderlag, sovepose, service af cykel, middagsmad briefing, downloade GPS spor til næste dag, en kop kaffe og i seng.

Stage 2. Guercif - Merzouga (430 km)                                                                  Op klokken 4, køre 250 km transportstrækning til start i frostvejr. Det er koldt. Mange kopper kaffe på bar. Kan dårligt få handskerne af. God specialprøve i flot krævende terræn. Jeg kører af en dyresti på skråning. Jeg rammer en sten, og min cykel skrider ned af skråningen. Jeg når at hoppe af, inden det går helt galt. Cyklen ser ikke ny ud længere.

Kører forbi et par kasba´er, dalsænkninger og høj tempo plateauer. Vi ender i Merzouga. Det er fedt at komme til biuvak, finde vores lejr og se ens telt og de andre. Rutinen er ved at køre. Man skal have styr på sine sager, pakke hurtig ud og ned.

 Merzouga er et ret spektakulært sted med sanddunes, der er flere hundrede meter høje, samt en interessant berber by. Men det er race, og der er ikke tid til andet. Kørsel, service, mad, briefing, sove og om igen. Jeg har under Toureg kørt på fede spor fra Nador til Merzouga. Men her er der rigeligt meget transport.
MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 08.03.12 kl. 20:15

(Martin) Løbsdag 2:

Kl ged om morgenen var det afgang til start, vi kørte i god tid men formåede alligevel at komme for sent til start, dog så lidt at det ikke blev til tidstraf.

Det var en fed tur som endte i det smukkeste sand dyne landskab Merzouga, denne dag valgte jeg at køre alene, hvilket er både dumt og kedeligt, men det gik fint, jeg navigerede som en ørn og klarede dagens 450 km i en fin tid...

 

Cyklen.

Her er det så nok lige på plads til at skrive lidt om cyklen:

En 450ér eller 530/525 eller andet stort enduromaskine havde nok været at foretrække, men da det var Yamahaen jeg havde, var det øjensynligt den bedste cykel til formålet. Den havde lige fået opgraderet fjedre og dæmpere og det virkede som sådan fint, dog har den det bedst ved de 80-100 km/t. Men den brugte ikke en dråbe olie, slog ikke en forkert skid eller på anden måde opførte sig underligt... Skulle jeg gøre det igen, gjorde jeg det gerne på en Yamaha 660 Tenere, men havde jeg uanede mængder af penge, så kom der nok en WR 450 med rallykit på ønskelisten.. KTM kunne også gå, men det er vist bare et spørgsmål om smag...

 

(Pauli) KTM 950S er den fedeste Rally maskine….

Fordi det er den jeg har ;o)  Om end cyklen er vel rigelig tung i dyb langsom sand, er den bare det fedeste når terrænet åbner lidt op og jeg kan få lov at bruge motorens kræfter, så kan den pløje sig igennem alt. Ikke at forglemme komforten når der køres transport og strand kørsel. Hvor de små cykler hele tiden skulle finde et gear der passede på stranden var det på 950eren bare et spørgsmål om at gi gas! Hvis løbet havde drejet sig om at køre hurtigst på stranden eller de åbne sandede spor på savannen, havde jeg klart vundet det rally. Ok, ok det bilder jeg mig i hvert fald ind ;o)

Cyklen brugte under 1liter olie på turen og koblingsslave cylinderen stod af (et kendt problem på LC8) men jeg havde en ekstra med så ingen drama der. De sidste par dage sev der også lidt olie fra det ene forgaffelben. Det var hvad der var af problemer med cyklen.

Mht. service, så smurte jeg kæde (med drylube) hver 2.dag samt rensede luftfilteret halvvejs.

Så når kørerne på de små arrige bæster (450, 530 osv) lå i sandet og bøvlede med olie skift, knappede jeg en kølig op og nød tilværelsen ;o)

Ja altså når jeg ikke lige var punkteret….. Da Lars måtte udgå, var jeg lynhurtig til at lægge billet ind på hans ekstra mousse. Må nok bare erkende at livet er for kort til punkteringer under sådan et event. Så næste gang 2 sæt mousse og 2 sæt dæk, færdig slut.

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 08.03.12 kl. 20:25

(Jens)Stage 3. Merzouga - Mhamid (350 km)
Tidligt op, rutinen kører, 45 km transport til start. 280 km specialprøve, efterfulgt af transport til biuvak. Fedt spor - traditionelt Dakar spor. Det er første gang på turen, at vi møder sandet i uendelige mængder. Der skal holdes flow på konstant for ikke at side fast. Det er ikke altid, man får grib, så kursen ændres konstant, og man bliver meget let væk fra ens makker, som man kører med. Det er i sådanne situationer, at man skal administrere med sine kræfter.

Landskabet ændrede sig derefter til 60 km udtørret søbund med en tung overflade. Det er første gang jeg køre fuld skrald på EXC´en i længere tid. Det er hårdt for motoren.

(Martin)Løbsdag 3:

Her begynder straffen for at bruge 3 dage på at køre hele vejen til Almeria i kassevognen at melde sig, jeg var ødelagt... Det er bare så vigtigt at få sovet igennem..

 

Den og de næste par dage var det virkelig klippe lort, bla 6 timers kørsel gennem noget bjerghalløj, der ville give en trial maskine vanskeligheder, det var noget af det værste lort i hele mit liv, svor at jeg aldrig nogen sinde skulle køre et Rally igen.... Det var glemt dagen efter.

 

(Pauli) Munden fuld.

Denne dag var en af de hårdeste i årets rally. Næsten udelukkende piste og off piste hvis man holdte sig til ruten for at få alle CP. Start gennem masser af sanddyner, derefter tung udtørret sø (guf for 950eren) mere sand. En blokeret bro som der skulle navigeres forbi og så startede klippe/bjerg helvedet for alvor. De fleste fornuftige kørere tog fra CP2 asfalten til dagens biouvac, Martin og jeg fortsatte op gennem bjergene for kl var kun 1430 og der manglede jo bare hundrede og nogle km…

 

 

 

Hold da pokker noget terræn vi kom igennem. Meget godt kan siges om en 950er men en trial cykel havde været mere egnet til mange af de svære sektioner vi nuppede den dag. Vi tog vist munden lidt for fuld. At det så blev mørkt ved 6 tiden og vi stadig manglede +100km på gedestier, i flodlejer og bjergrigt terræn med meget dybe drop offs gjorde det lidt for spændende. Samtidig valgte Martin denne dag at få en mindre krise der gjorde at vi bare måtte sætte farten helt ned. Utroligt som han fra det ene øjeblik til det andet gik helt i sort. Nå et par logan brød og nogle velrettede dask i r…. fik ham i gang igen, og vi tullede videre til aftenens camp.

 

Vi ankom kl 2030 og der ventede resten af teamet med varm mad og kaffe. Aldrig har dåsemad smagt så godt. Lars og Klaus var i starten noget tvivlende om vi nu også havde kørt hele turen for som Lars sagde "ingen raske personer havde slæbt de der 2 maskiner igennem det lort". Og han har helt ret, hvis vi havde tænkt os om ved CP2 var vi nok kørt direkte i camp, men hva, det gik jo godt og følelsen af at havde kørt ruten, hvor ingen af bilerne og flere i mc race klassen ikke kom igennem var fed. Ja vi var faktisk ikke til at skyde igennem.

 

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 08.03.12 kl. 20:38

(Jens)Stage 4. Mhamid - Tata (400 km)
Tidligt op, jeg har frosset, og der er frost på sædet. 8 km transport til start. 330 km specialprøve med masser af sand og ikke mindst fint sand (fesh). Herefter smukt terræn og vi krydser flere bjergpas ved foden af Atlasbjergene, efterfulgt af transportkørsel til biuvak. Vi mødte Pauli, som er punkteret for anden gang. 

 

Stage 5. Tata – Fort Bou Jerif (400 km)
Vi har overnattet ved et udtørret springvand i en flisebeklædt bypark. Lars har ondt efter gårsdagens skvat. Morgenritual og af sted.

55 km transport til start, herefter 370 km specialprøve, derfra 50 km til bivouac. Krydser det sidste af Atlas bjergene med det det flotteste landskab. Få mennesker, bjerge og uendelige snoede bjergveje, og alle farvenuancer af grå, grøn og brun. Der er så langt mellem waypoints, at det kan være vanskeligt at finde spor og veje. Vi ender ude ved Atlanterhavet.

Jeg er i rimelig fysisk form, har løbet og spinnet meget, men det er fysisk hårdt, og min krop har meget brug for at restituere. Mine kontor arme har for få muskler og ikke mindst mine hænder sprækker, er hævet og ømme og ligner mest en solid slagterhånd. Jeg har helt undervurderet belastningen af mine arme og hænder. Sidst på løbet kom fysikken dog godt med. 

Stage 6. Fort Bou Jerif - Layoune (400 km) Tidligt op.

 Temperaturen er ved at komme op til et behageligt niveau. Start er umiddelbart uden for biuvak og er på 140 km speciale, efterfulgt af 20 km transport med tankning og endelig 120 km speciale til næste lejr. Det første terræn er mindre kuperet sten-grus spor, og vi kører off road med høj hastighed, kommer ud og kører sydpå langs havet. Sporet ender i en dyb kløft. Går lidt rundt og afsøger muligheder, men det er kun muligt enten at følge kløften indlands i ukendt længde, eller kaste sig ud i kraftig nedkørsel. Udfordringen er, at faldet er så stort, at jeg ikke tror, at det er muligt at komme op igen, så det skal lykkes at krydse kløften.

 

Jørgen og jeg får flyttet nogle grænser, og både nedkørsel og opkørsel lykkes fint. Resten af dagen kører vi langs kyststrækningen i Vestsahara. Bortset fra havet er det trøsteløst sten ørken. Vi passerer spredte fisker boliger bygget af simple træ pinde og plastik, og overalt er der tomme plast dunke fra vand eller motorolie. Her er fattigt og trøsteløst. Er i Vestsahara, og antallet af militære check points stiger op til 8-10 stykker pr. dag. Det er vejspærringer med udrullet pigmåtter og en smal passage i midten, hvor bevæbnede soldater kontrollerer gennemkørslen. Alle skal have en ”fische”, et kopieret dokument med alle mulige oplysninger, navn, adresse, pas nr. registrerings nummer etc. for at slippe gennem.

Stage 7. Layoune - Daklha (650 km)
Tidligt op og det sædvanlige. Husk en tur på tønden inden start, så der ikke er behov i løbet af dagen. Skarpe stenveje og Jørgen punkterer. Vi skifter slange, og imens kommer tjekkerne i en stor Land Cruiser og lapper den gamle slange. Det er almindelig adfærd, at hvis man passerer en stoppet løbs deltager, markerer man, om alt er OK, med ”thumbs up”. En god følelse at deltagerne tager sig af hinanden i denne udørk. Vi forsætter. Efter at vi ikke har set mennesker i flere timer, punkterer Jørgen igen på forhjulet. Vi sætter den sidste slange i, men får den åbenbart skadet, så den ikke holder tæt. Af igen og lappe, men der er mange huller. Selvom vi lapper og pumper, kan vi ikke holde tryk på slangen, så vi rekvirerer teknisk assistance over SPOT´en. Venter 4-5 timer i sol med sandfygning. Pludselig ud af ingenting står der en mand uden tænder i munden foran mig, og han rækker mig sin hånd, siger vist noget om motorcykel, dasker mig på skulderen og giver udtryk for, at jeg er en fandens karl og går igen. Jeg lader mine øjne følge manden lidt, men jeg er uopmærksom i et splitsekund og ser væk et øjeblik. Så er manden væk! Går lidt og leder uden at kunne se, hvor han blev af!  

Teknisk assistance dukker op, vi får slangen lappet med store gummi stykker og rigeligt med lim, efterfulgt af en dækpilot og så af sted igen. Klokken er omkring 17 og vi har 400 km til biuvak. Lang dag.

Mit xenon lys er til off-road og ikke egnet til lange transportstrækninger om natten, og modkørerne mener lyset blænder. Det er ubehageligt, når store modkørende lastvogne blænder op og trækker ud mod mig på en smal hovedvej i irritation over, at jeg ikke vil/kan blænde ned. I Afrika er det første råd om køresikkerhed, at man ikke skal køre, når det er mørkt. Som Pauli så skarpt formulerede det, skal man tage udgangspunkt i, at alle trafikanter er ude på at køre dig ned.

4 km fra biuvak vil begge vores GPS´er have os til højre fra hovedvejen, men der er ingen vej. Vi prøver alligevel og kommer til en dyb tværgående kløft. På dette tidspunkt er der højest 2 km til lejren, men vi kan ikke komme videre. Vi søger op og ned langs kløften uden held, godt trætte, klokken er omkring midnat, og vi har kørt omkring 16 timer. Tilbage til hovedvejen, rykker et stykke til vi finder en stikvej ind, som vi følger, men den løber ud i store sanddunes. Her prøver vi at køre efter kompaskurs over dunes med det resultat, at vi vælter rundt og brænder de sidste kræfter af. Jiri har set os tumle rundt på SPOT´en, og kommer og guider os hjem. Kommer i soveposen kl. 02:30

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 12.03.12 kl. 12:16

Stage 8 Daklha - Nouadhibou (400 km)
Da Pauli vækker lejren er jeg helt færdig og vælger at holde en hviledag. Pakker og ruller cyklen op på traileren. Kassevognens førerkabine er fuld, da Lars er faldet, så jeg må om i kassen. Ruller liggeunderlaget ud oven på laget af alu-kasser. Ligger der i mørket, halvsover og hører Ipod. Dejligt ikke at skulle noget. Når bilen stopper synger de andre ”Who let the dog out?!!”, skydedøren går op med et brag og lyset vælter ind. Jeg kommer ud.


Grænseovergangen til Mauritanien var helt speciel. Der var reserveret mange timer til bureaukrati og formalia. Men det gik rimeligt med hjælp fra vores hjælper. Marokko og Mauritanien er formelt stadig i krig, og efter den Marokkanske grænsebom er der et mineret bælte på fire km ingenmandsland. Her stopper asfalten og overtages af jordvej med kæmpe huller, hvor de fleste biler sidder fast. Vejkanten er pyntet med nedskudte og udbrændte biler, gamle kopi maskiner og køleskabe. Samtidig var der sandstorm. Hele sceneriet var som taget ud af en Mad Max film. Fascinerende at se, men et totalt lorte sted.

 

Nouhadibou- Nouakchott                                                                                       Dagens spor blev ændrede pga. sandstorm. Denne dag kørte jeg sammen med Pauli og Martin. Formiddagen var fladt terræn med græstotter med fygesand bag hver en tot, og som et vaskebræt at køre på. Jeg kører foran Martin, og vi kører frisk. På et tidspunkt øges størrelsen af bump, og det går lidt for hurtigt. Da jeg ser op, er der en bunke muslingeskaller på 1,5 meter lige foran cyklen. Jeg når ikke at bremse og flyver ifølge Martin i bedste free style stil 5 meter op i luften. Jeg tænker, at denne her flyvetur er så høj, at jeg ikke kan lande igen på cyklen, så jeg koncentrerer mig om at skubbe cyklen væk og blafrer med armene, så jeg kan lande på benene. Jeg lander på benene og derefter på mit hoved. Mit venstre ben bliver vredet, og knæet hæver voldsomt op, min nakke fik et kraftigt tryk, men blev grebet af min Neck brace. Fingrene på venstre hånd svulmer op, så de ikke kan være i handsken. Men der er intet brækket.

(Pauli) Det var denne dag at Jens gjorde sig fortjent til sit nye øgenavn, ifølge Martin lignede han en rigtig sprællemand da han hang der i luften. Da jeg kommer tilbage efter dem, er Jens kommet op at stå og er ved at rense briller og ansigt for jord, men han er tydeligt mærket af styrtet. Han er sluppet rigtigt heldigt og snart går det ud over terrænet i god fart igen.

(Frederik) Træthed og uheld.

Her på 9nde dagen nord for Nouakchott har de fleste af drengene været ramt at træthed og eller uheld. Værst er det gået ud over Lars som godt mørbanket og med en ødelagt cykel er taget tilbage til DK. Jørgen hældte diesel på sin cykel i stedet for benzin og vi måtte have gang i vinkelsliberen fordi Allan havde smidt nøglen til skivebremselåsen væk. Og i dag gik Klaus cykel så for alvor i stykker og han måtte udgå. Pisse ærgeligt for han var nummer 1 i raceklassen og med et solidt forspring.

Det betyder at der fyldt op i varevognen på resten af turen, vi har faktisk ikke haft en dag siden TaTa, uden at vi har haft nogle af drengene med i bilen, den ene dag med en inde bag i bilen. Savner de extra sæder der var i Magirussen.

Denne lokale fulgte os hele vejen og pudsigt nok havde vi ham altid som "hang around" når der var mad og øl i farvandet ;o)

 

(Pauli) Boykot af racet.

Fordi arrangørerne måtte aflyse etapen til Atar pga sandstormen valgte de at vi blev en ekstra dag i Nouakchott og foretog en loop sektion. Logistikken gjorde at denne etape blev røv lang. 780km i alt. Alle biler i raceklassen valgte at boykotte dagens etape, så de stillede til start (150km) og kørte så tilbage til campen igen. Her syntes jeg det er på plads med en rysten på hovedet, for det er et langdistance rally de har meldt sig til. Det er ikke meningen at det skal være "A walk in the park". Jeg har fuld forståelse for at flere af mcerne valgte at springe etapen over (det er trods alt mere af en belastning for en lille cykel og kører, end det er for en bil), men ikke meget tilovers for at de som var i bilernes race klasse meldte pas. Bilerne i adv klassen kørte ruten, det var ikke for langt for dem. Når jeg gjorde de "strejkende" opmærksom på at man i det rigtige Dakar tit kørte op mod 1000km om dagen, så trak de bare på skulderne og sagde mumlede at "det også var for langt".

 

Nå men Rallymartin og jeg besluttede at snuppe de første 2CP også køre tilbage til camp, det gav så en strækning på 380km asfalt og godt 200km special prøve. Det var en kanon fed dag, hvor landskabet ændrede sig meget, lige pludselig var det "rigtig" ørken, fladt og tomt, tørt og goldt så langt øjet rakte. Og da vi så ved CP2 mødte Guldager gik det egentlig op for os hvor langt fra alting vi var. Ingen tlf dækning, ingen mulighed for at komme i kontakt med Kasper så vi kunne hente Klaus, det var bare at køre den slagne vej og drøfte situationen da vi kom frem. Vi blev så enige om at det ikke kunne gå at sende Kasper ud på den lange tur for en mc som var kørt tør for olie, og som vi højst sandsynligt ikke kunne reparere. Nedtur for Guldager, men han klarede det flot da han endelig kom tilbage til campen. (Tror måske ikke han har været så sjov at være i nærheden af ude på sporet efter at ha ventet i 9 timer).

 
Herunder lidt billeder fra Biouvac undenfor Nuakchott, beliggende på stranden. Fedt sted.

 

(Jens)Stage 11 Nouakchott - St.Louis (320 km,
Vi krydser grænsen til Senegal, og alt ændrer sig. I Maruaritanien så man ikke mange kvinder og de var tildækket i mørke ensfarvet klæder. Hudfarven er ændrede til mørkebrun og sort, Kvinder gerne tykke med stor bagdel, klæder sig feminint i kjoler med pågående farver med matchende sløjfe i håret. Glade børn, vegetation, vand træer og kvæg.

Stage 12 St.Louis – St.Louis (350 km)  
Senegal er toppen, det er det fedeste at drifte udover savannen, finde rytmen, undgå huller i søgningen efter næste check point. Her er massere af dyr, kvæg i hundredvis, (måske er nogle studer) samt får. Passere masser af landsbyer med stråhytter og glade børn. Dagene i Senegal var toppen.

Stage 13. St.Louis - Dakar (350 km)
Igen savanne, tankerne går omkring mit Afrika, mangler et par Masaier (OK vist på østkysten). Fed dag, fantastisk kørsel. Etapen ender med 50 km strandkørsel på fuld skrald på en tom strand til Lac Rose.

 

Stage 14 Dakar - Lac Rose (25 km)
Denne dag kører vi ren opvisnings prolog med start lige uden for biuvaken ved en salt sø. Her bliver vi sendt af sted 8-10 på række. Fuld skrald, men blev lidt overrasket da der senere kom modkørende trafik - lige en detalje.

Lidt rundt i dybe klitter og en ca. 10 km strandstrækning på fuld skrald i tung våd sand. Fotografering og klap på skulderen. Vi gjorde det!! Fest om aftenen, hyggelig med skinnende plast præmier og trofæer. Martin fik en flot præmie, men du skal ikke sætte den på pejsen : ) Champagne sprøjt, men alle var trætte, så det var i seng.

Pakkede og kørte til Dakar, hvor vi bookede os ind på et stort hotel. Fedt med bad, en seng, hvide håndklæder, ingen sand. Fik bilen tjekket ind, sov, fes den af og ventede på hjemrejsen.  

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 14.03.12 kl. 07:46

Opsætning af motorcyklen

Til løbet havde jeg valgt følgende opsætning til min kun 100 køretimer gamle KTM 530 EXC-R:

Recluse, (husk ekstra skiver, sand slider), 25 L tank, Xenon lys og 100 W stator, hæk taske til værktøj, rim for og bag til at rejse maskinen op, styrforhøjer, store fodpedaler - vigtigt at belastningen fordeles på et større areal, rally håndtag, alu håndbeskyttere, dessert dæk med heavy duty slanger - synes mousse er for dyrt.

 

Opsætning næste gang

Jeg ville vælge samme cykel igen. Perfekt cykel til dette terræn. Let kørt, navigerbar i snævre passager, en affjedring som kan tage ubegrænset tæsk, og en veloplagt motor som altid er parat til at levere. Dog er cyklen produceret til Enduro og ikke til langdistance rally, så det er en hård omgang for motoren.

Skulle jeg stille op igen, er det med følgende forbedringer: Oliekøler, styrdæmper og kraftigt styrtårn (ekstra styr højde), gel sæde, mindre rallykåbe og mousse. Herudover ville jeg skifte alle stik til den vandtætte model, så støv og sand ikke trænger ind. Hurtigkobling til tank, og rigeligt lys gerne i en kombination af Halogen lys og xenon, evt. med hjelmlys.

 

 

Konklusion i øvrigt                                                                                                Bortset fra at lynlåsen gik i stykker på min kørejakke fungerede alt personligt udstyr meget fint. Tanken var mange tynde lag, og tage lag af i løbet af dagen. Næste gang vil jeg have tre sæt undertøj, bestående af cykelshorts, svedundertrøje (net model) og sokker, så de løbende kan skylles op.

Logistikken og service er et kritisk punkt, men det fungerede over al forventning. Udrejse, hjemrejse, pakke format (2 alu. kasser til hver), samme pop-op telte, køkken, bænke, stole.

Alt i alt fantastisk tur og en god hjælpsom stemning blandt 10 midaldrende mænd, som hver har det bedst med at bestemme. Men det er et race løb. Der er ikke meget tid eller interesse til at spise ude, fotografere eller opleve lokal befolkningen.

Vi kommer for at køre, som vi ikke kan herhjemme. Og det gjorde vi så.

 

(Frederik) Afslutningsvis.                                                                                      En af de helt store oplevelser ved at køre så mange kilometer i Afrika er ændringerne i landskabet og befolkningerne. Fra bjergene i Marokko til de uendelige lige veje gennem ørknen i maruitanien til savanne landskabet i Senegal. Det samme gælder befolkningen i de forskellige lande, fra at være arabere til gradvis at blive mere og mere sorte, for i Senegal at blive til rigtig Afrika.

Dåsemad bliver man mæt af, men jeg åbner ikke en dåse før til næste år. Det ville være godt at tænke noget mere grønt ind i menuen til næste gang.

Os i servicebilen har lært at vi faktisk på flere af etaperne har haft ok med tid og at det måske ville være bedre at holde lidt igen, hvis der var nogle der fik brug for assistance på selve etapen.(fx dengang vi skulle hente Lars).

MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
tommerup Se Drop Down
TKD Medlem....
TKD Medlem....


Medlem siden: 04.11.04
Land: DK 5690
Status: Offline
Beskeder: 1995
  Citér tommerup Citér  BesvarSvar Direkte Link til dette Indlæg Sendt: 19.03.12 kl. 12:18

(Peter) En lille fortælling.

Vi er en lille flok i Viborg, som gennem årene har kørt en del i Danmark, Sverige, Norge, Polen og Island.

Men det er da stærkt grænseoverskridende, at tilmelde sig Intercontinentalrally 2012, især da formen jo ikke er den bedste, ligesom vægten måske er lige i overkanten.

Men da jeg er et positivt menneske, tror jeg selvfølgelig på at det sagtens kan lade sig gøre. Det viste sig at det ikke var noget problem, selvom det er lang tid siden jeg har sovet så godt og tungt om natten, i rimelig primitive forhold.

 
 

 

Cyklen.

Jeg startede med at købe en KTM 690 Enduro, da jeg mente den passede bedre til udfordringen ( og min “form”), end min KTM 950 Adventure.

Det viste sig at være et godt valg. Jeg skiftede luftfilter og dæk/mousse engang, og min aftenservice var at smøre kæden.

At bagenden med nummerplade og blinklygter viste sig at være en fejlkonstruktion, var et mindre problem. KTM mener måske at det 690´eren blev brugt til på denne tur, var lige i overkanten af gennemsnitsforbrugerens anvendelse.

 

 

 

Udfordringer og sammenhold.

Som alle store oplevelser starter det altid med mange udfordringer. Udover Serviceteamets rigtig mange problemer( og løsninger), som de klarede til total topkarakter, – stor respekt herfra, uden Kasper og Co var denne tur aldrig blevet til virkelighed.  Også Martin og Lars måtte pludselig ændre rejseplaner, fra en afslappet flyvetur, til en total stroppetur med Iveco+trailer på langs af Europa. Supergodt gået.

 

 

 

Tilbage til udfordringerne.                                                                               Da jeg læsede min maskine af traileren i Almeria tabte den kølevæske, og allerede der fandt man ud af fællesskabet og sammenholdet i hele IR2012. Pauli og Martin var sidste år tilknyttet det engelske serviceteam, og Pauli mente jeg skulle tage en snak med Graham.

Så i fællesskab lykkedes det at få det lavet, og det holdt til hele turen.

 

 

 

Grænser er ikke faste.

Selve kørslen var en fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig nogensinde fået lært så meget nyt og flyttet så mange grænser så hurtigt.

Det er simpelthen fantastisk, hvor meget man kan lære på så kort tid. At det så foregår i så fabelagtig et landskab og terræn, gør det jo endnu bedre.

En af turens udfordringer var selvfølgelig de sanitære forhold, eller den total mangel på samme. Men efter 2 varme bade på 14 dage, er alle selvfølgelig nogenlunde ens. Der var ingen der klagede over lugten!

Med så mange forskellige mennesker så tæt i 14 dage, vil der selvfølgelig være nogle knaster og kampe. Men det var forbavsende lidt, da alle var der under de samme forhold, og med en stor fælles interesse. Vi kørere prøvede forskellige grupperinger, men den optimale løsning var nok at køre parvis. Det fungerede ihvertfald bedst for Morfar(Allan) og Gammelnok(mig).

 

 

 

Planen med at have mest mulig mad med hjemmefra, var genial. Der var ingen der blev syge af maden, og frygten for at blive træt af dåsemaden blev ikke til virkelighed. Vi var normalt så sultne og trætte når vi spiste, at alt varmt var dejligt. – Og det lykkedes os ikke at få aften briefingen flyttet til kl. 20, så vi kunne komme i soveposerne.

Et af mine mål med IR2012 var jo at få taget en masse fede billeder. Det gjorde jeg også, men slet ikke så mange som jeg gerne ville.

Man er simpelthen så koncentreret om kørslen, alt andet glider lidt i baggrunden. Men de meget robuste Olympus Tough kameraer var geniale til turen, de klarede alt de blev udsat for.

 

 

 

Marokko, West Sahara, Mauritanien og Senegal                                               Er meget forskellige lande, men alle med en fantastisk natur, og en meget fattig befolkning og en meget lille magt elite, der sidder på alt af værdi.- jeg ved godt det ikke er særlig nuanceret, men det er mit indtryk.

Alle de gamle hvide mercedes busser, der kørte rundt i Senegal stod der ALHAMDOULILAH på, det er ikke selskabsnavnet men betyder Praise to God, og det forstår man. Med den tilstand de busser er i, har de brug for al den hjælp de kan få fra Allah.

 

Næste gang.

Det eneste jeg ville gøre anderledes, var nok at være i bedre fysisk form, og have en større tank på 690´eren.

Ellers bliver det svært at finde alternativer, til hvor man for få penge, kan få så stor mængde oplevelser og udfordringer på så kort tid som i Intercontinental Rally.

 

 

 

Backup.

Organisationen bag IR2012 har gjort et fabelagtig arbejde, så man ikke på noget tidspunkt følte sig utryg eller i fare, selv i Mauritanien som er en af verdens fattigste lande.

Muligheden for at tilkalde hjælp med SPOT er rigtig betrykkende, ligesom det er fantastisk for dem derhjemme, at de altid kan følge med i hvor man er.

Det har jeg fået rigtig meget respons på.,

Den værste oplevelse var nok den flerdags lange sandstorm i WestSahara og Mauritaninen.

 

Den mest surrealistiske oplevelse var, da vi kom kørende ad stranden mod Lac Rose, og ramte ind i alle fiskerbådende der var på vej ind, og de hundrede eller tusindvis af mennesker, der var på stranden. Der ville jeg godt lige have haft en times tid med Olympus Pen kameraet, det kunne blive til de mest fantastiske billeder.

 

 

Summen.

Den bedste oplevelse er hele turen, og summen af alle ting der lykkedes, udfordringer der blev løst, sammenholdet både på vores TeamTenere, men også på hele IR2012 holdet, alle prøvelser, alle personlige grænser der blev flyttet, det at så mange forskellige mennesker er sammen om en fælles interesse i en helt anden verden, end den sædvanlige.

 

 

 

(Pauli) Opsummering.                                                                                Rallyet var i år tilrettelagt så det var betydeligt  hårdere end sidste år, udfordringerne var større, ruterne mere krævende. Der var mere sand og længere dage. Det var fedt….

Når jeg tænker tilbage syntes jeg at arrangørerne havde fået mere styr på tingene i år, de havde forberedt sig langt bedre. Ligeså mange af deltagerne, de fleste var godt klar over at det ville blive en ordentlig stroppetur.

Når det så er sagt, var der en tjekke der gennemførte på en ca 20år gammel XTZ660, så det kræver absolut ikke det nyeste ræserjern eller super fysik for at være med. Har du en offroader der er i orden og velkørende samt er rimelig fit, så er grundlaget for en tur absolut tilstede..

 

Mht. vores lille team syntes jeg det gik over al forventning, alle havde deres highs and lows, men heldigvis flest opture. Jeg håber virkelig at alle deltagerne nød turen i sin helhed lige så meget som jeg gjorde. Stor ros til samtlige og tak for indsatsen. Dog en særlig ros til Skipperen som var på nippet til at kaste håndklædet i ringen da drømmen om en tur gennem Africa med Bæstet brast. Kasper rejste sig flot og kom igen med fornyet styrke da det gjaldt, ham kan man regne med.

 

Samtidig skal der lyde en stor tak til de sponsorer som troede på vores tur og støttede over al forventning. I tilfældig rækkefølge:

Scansign

Outback Company

Olympus

MX-SHOP

Cim A/S

Alu-Box

Innovate

Tulip

Smashed By Munks

Og sidst men ikke mindst, Tenere klubben.               

 

Går du med tanker om at deltage i 2013 og har nogle spørgsmål så tøv ikke med at tage fat i en fra 2012 holdet. Måske bliver der en TeamTenere.dk igen næste år, jeg er i hvert fald allerede begyndt at gå og tælle knapper ;o)   
 
MVH Pauli.

Dirt roads rule!!
Twins rock!

BMW R80G/S = Back To Basic
BMW R1200GSA = Oohh Yeeaaahh
Til top
 Besvar Besvar     Skift til mobilversion Besvar

Skift forum Forum Tilladelser Se Drop Down