Hvis du har besluttet dig for at drage afsted for at afprøve dine evner med en road-book, så skal din mc selvfølgelig også være klar til det.
 
En god idé er at læse road-booken igennem først. Det giver dig måske en idé om hvilket terræn du skal igennem. Du kan også være heldig at finde en som har kørt den før.
 
Er ruten tør (tjek vejret under "nyheder") og på større grusveje kan man til nød køre på almindelige gadedæk. Men regner det eller skal man ind på de små skovstier, ja så er et dæk med mere mønster et "must"!
 
Har du investeret i en cykelcomputer, så skal den selvfølgelig monteres. Sørg for den sidder så den er nem at se under kørsel uden at dreje hovedet for meget (oven på roadbooken er et godt sted). Det er rart at kunne holde øjnene så meget på vejen som muligt. Sørg også for at den sidder godt fast, da grusveje sjældent er ligeså jævne som dem af asfalt. Det gælder for øvrigt alt på maskinen! Efterspænd de ting du holder af - ellers risikerer du at de ender deres dage i rabatten.
 
Endelig skal man selvfølgelig have benzin nok i tanken til at kunne køre mellem de forskellige tankstationer undervejs. Her er det igen en god idé at se i roadbooken før start. Tankstationer er selvfølgelig angivet, så du let kan se hvor langt der er fra station til station. En god idé er dog altid at have benzin nok til at kunne springe en tankstation over. Den kunne jo være lukket!
 

Er der noget du er i tvivl om, så snak med de andre som skal med. De har gerne tonsvis af gode råd.