Klokken 14 var vi ude af Madrid og fartpiloten sat til 140 km/t (136 ægte km/t). Efter et enkelt pitstop og en frokost krydsede vi grænsen til Portugal klokken 17.50 onsdag efter cirka 415 km. Ind imellem regner det voldsomt, og landskabet er grønt og bakket, men ikke med rigtige bjerge. Motorvejen er fin, bilerne store og nye, og det går bare derudaf.

17.57 forlader vi motorvejen og en times tid senere er vi fremme i Cabeco de Vide. Flere gange så vi storke. Ikke bare en enkelt, men adskillige storke, der svæver rundt i flokkevis hernede og spejder efter spædbørn til levering. Vel fremme på Hotel Candelária varmede vi op i baren med lokale øl og de mest slibrige historier, som jeg desværre ikke kan genfortælle, uden at kaste op.

Vågnede torsdag klokken 05.30 ved lyden af et eksprestog, der buldrede forbi. Troede jeg. Det var regnen, shit da også. Vejret blev bedre, mestendels tørt, men vi fik både byger, stærk blæst og haglstorm, så kuglerne blev følelsesløse, og vi måtte børste små isbunker af sædet. Da havde Mikkel været gennemblødt i adskillige timer, efter at han væltede i en vandpassage fyldt med store lede klippestykker og pænt med strøm, brrr. Her skruer David på Jacobs mc efter vandgangen.

David og Dawn, der begge er sproglærere på universitetsniveau, flyttede til Portugal for 15 år siden, og så tog det ene år det andet, og nu er den guidede mc-udlejning en bibeskæftigelse ved siden af undervisningen.

På terrassen foran David og Dawns hus er det essentielle linet op i en lang række. Her kan vælges mellem Honda CRF 230, CRF 250, CRF 450, XR 400 og en enkelt KTM 520 EXC. Værs'go at stig ombord og lad os komme af sted.

Terrænet ligner lidt, hvad vi kører i i Sverige med forkrøblede træer og masser af stengærder bortset fra, at her er mange af træerne korkege, og den der appelsin midt på vejen er ikke tabt, den er faldet af et træ. Og så ind imellem et stræk af en grusvej smaskfyldt med store huller og uhyggelige udvaskninger på tværs af vejen. Drej på håndtaget, hiv i styret og hold godt fast. Jeg kørte XR 400 den første dag, CRF 250 den anden og startede tredjedagen på CRF 230. Den byttede jeg senere med Jens, som hellere ville tilbage til den CRF 230, som han var blevet glad for, og som han lærte at slå kolbøtter med. Lette cykler med rigeligt kræfter. De fløjter ikke på baghjulet på gassen som 450'erne gør det, men er absolut stærke nok.

Efter en formiddag med konstant kørsel pænt udfordrende og med fart på er den gal til frokost. Jeg må gentagne gange rette krogede krampefingre ud, når gaflen pludselig sidder fast i et jerngreb og må hjælpes fri af den anden hånd. Flere piver over ømme underarme og håndled, men det skal blive meget værre. Maden er ikke noget at råbe hurra for. Selv lige fra frituren er pommes fritterne bløde. De sorte svin (det mørke kød hænger sammen med, at grisebasserne spiser agern) smager til gengæld fint, men det er desværre undtagelsen.

Her er vildt meget vand, flere steder for meget til at passere. David har ikke været ude for så meget vand i flere af floderne i 15 år. Solen stikker sit gule fjæs frem flere gange, men vejret er en blandet fornøjelse der på førstedagen. Vi møder ingen, her er meget øde i regionen, hvor vi kører lige på grænsen mellem Portugal og Spanien.

Torsdag aften var vi ude at spise på en lokal beverding, hvor der var fyldt godt op med fødselsdagsselskab. Vi fik lidt blandet fra menuen, som jeg ikke engang kan huske, hvad var, og jeg er ellers et madøre.

Det var dag et. Dejlig kørsel, pænt tempo, vildt flot landskab og varieret kørsel. Gruppen er forholdsvis ensartet, så ingen skal vente urimelig længe. Kun opvisnings-styrt. Ingen skader og vejret skulle blive bedre i morgen…

Fredag den 26. marts 2010

Igen sovet som en sten, men vågnede meget tidligt og lå og lumrede og drømte om solskin. Klokken 06.50 begyndte det gudhjælpemig igen at regne kraftigt. Da vi stod op klokken 8 skinnede solen dog, og vejret har været fint i dag.

Kanonkørsel også i dag. Mange flod-passager – 'scary shit' – dybe og godt med strøm og umuligt at se en skid til bunden, og jeg vil bare så nødigt vælte og blive gennemblødt. I dag var Lars faktisk den eneste, der væltede i vand, men langt fra den eneste, der væltede. Faktisk styrtede næsten alle mand i dag heldigvis uden skader. Jeg væltede ikke i dag, men tog en tur i går op af bakke, da mit forhjul blev fanget i et spor, der gik den forkerte vej, jeg slog en kolbøtte ud over styret, men det gjorde ikke en gang ondt. God beskyttelse.

Vi kørte blandt andet gennem et stort Santuaro (Sanctuary), der er et fredet stykke natur, og fredeligt, det var der – lige bortset fra vores hærgen gennem landskabet. Vild natur med meget labre og stejle op- og nedkørsler med løse småsten, hvor tungen skulle holdes temmelig lige i munden.

"Hvis i møder nogen med geværer, så bare kør. I skal ikke stoppe og diskutere, hvis de har geværer," sagde David.

Der er åbenbart nogle uenigheder med enkelte lodsejere og med, hvad David betegnede som "those fucking hunters". Vi mødte ingen problemer overhovedet bortset fra, at der røg to koblingskabler.

Ind imellem skal der åbnes slatne led bestående af rafter og pigtråd, og vi kører mellem kvæg og geder og får og masser af klipper, vandhuller og mudder.

Flere steder måtte vi opgive at passere på grund af for meget vand i floderne. Spiste frokost bestående af ost/skinke-sandwich og Cokes i lille by.

Bemærkelsesværdigt få mennesker, døde gader, lukkede skodder og de mennesker vi ser, er gamle. Arbejdsløsheden ligger og ringer oppe omkring de 10 procent i regionen. De unge flygter, så i alle de mindre byer vi ser, er der en noget spøgelsesagtig stemning.

Rotationsprincippet er guld værd her. Nogle gange er der fire-fem valgmuligheder i et kryds, og David sagde også flere gange. "Please, don't get lost." Alentejo-regionen er på størrelse med Belgien med myriader af stier og spor, så at fare seriøst vild her kunne godt gå hen og blive en alvorlig affære.

07.49 To termokander. En med skoldhed (og STÆRK) kaffe og en med varm mælk. Dejligt. Småkedeligt brød og sej marmelade, men croissanterne er gode, og der er lækker frugt.

Flere af drengene på holdet kører road racing og går meget op i det. De træner og kører mest på baner i Tyskland og giver den også godt med gas ude på sporet. Jeg har frabedt mig overhalinger, fordi vi skifter hele tiden spor, og det giver en satans forskrækkelse, når et par racer-nødder suser forbi et par cm fra fodhvileren. Der er såmænd nok andre måder at komme til skade på end at blive lagt ned af en af vennerne.

20.14. Damm, kan næsten ikke skrive, min tommelfinger er øm og på det nærmeste forstuvet. Sikke en dag. Alle overlevede, en del styrt og enkelte lidt vanskelige og tekniske op- og nedkørsler, stejle og med masser af løse sten og klippestykker. Fik fem punkteringer i dag på kort tid, hvilket ødelagde en del mest fordi de stjal en helvedes masse tid, og David var ikke godt nok forberedt på så mange punkteringer. Han havde for eksempel ikke lappegrejer med, hvilket vi godt kunne have brugt.

Vi nåede alligevel et smut over grænsen til Spanien og nogle kilometer i helt vildt flotte landskaber med forrygende panoramaudsigt.

Igen i dag var vi et par gange i områder, hvor der ifølge David strengt taget var adgang forbudt. Igen fik de der "fucking hunters" et verbalt møgfald – også nemmere at skælde ud, når de ikke er der :)

Om aftenen inviterede vi David og Dawn og Luis og hans kæreste ud at spise og denne gang var maden i orden. Lam og kartofler og salat.

Da klokken var 00.30 var jeg træt træt træt – og skulle op igen før 05.00 og køre de knap 500 km til Madrid. Jeg kørte, mens resten af banden snorkede.

Sådan her kan man i øvrigt tørre støvler. Ret effektivt, men godt lugter det ikke.

Tak for en god tur med skøn kørsel. Jeg er klar til flere fremmede spor under eksotiske himmelstrøg. Måske Sydafrika næste gang? Eller Argentina?

.-.-.=\-.
(_)=='(_)

Klaus Krabbe