Hjemme igen efter en tur med den fedeste kørsel, uden brækkede lemmer, men med en krop som gør ondt overalt!! Måtte endda droppe den sidste dags kørsel fordi lårmusklerne skreg af smerte og nægtede at lystre, og fordi højre skulder er lidt kvæstet og armen derfor ikke ville løftes… Var ellers lige ved at ignorere kroppens signaler da jeg sagde farvel til resten af holdet om formiddagen; fuld af ærgrelse og grøn af misundelse over at de åbenbart kunne fortsætte ufortrødent trods piv og ynk over ømme led og muskler fra deres side også…

Nå, men en wellnessdag i en landsby som ligger på kanten af nutiden er vel heller ikke at fornægte…; hvidkalkede huse, små brostensbelagte stræder, en tyrefægtningsarena som vidner om, at byen engang summede af liv, og ikke en person under 60 i sigte. Landsbyen er delt i to; nedenfor hotellet ligger den nyere del med et bredt torv som i dagtimerne er samlingssted for fordums prægtige tyrefægtere og skønjomfruer. Den gamle del af byen ligger op ad bakken fra hotellet omkring et forhistorisk monument af en art, som kun er beskrevet på portugisisk.

David og Louis fra Enduro Republic havde sammensat et super godt 3-dages program for os i et fantastisk varieret landskab som bød på køreudfordringer af enhver tænkelig art; fra ræs ud over stepperne til det helt tekniske i form af klatring op og ned af skråninger med store løse skarpe sten eller dybe render hvor underlaget var skyllet væk af vinterens kaskader af nedbør. Sværhedsgraden var helt fint afstemt til mine køreevner og den 230cc mc jeg valgte at køre på begge dage; ikke for svært, men svært nok til at være udfordrende alligevel, godt skubbet på af et raskt tempo. På de tekniske strækninger var tempoet lige i øjet, og bød på den der fede oplevelse af at have styr på det J tempoet på de lige strækninger var på grænsen til at være for hurtigt til mig; jeg er simpelthen s**** bange for høj fart; for sving jeg ikke kan overskue graden af, for pludselige modkørende køretøjer, eller bomme jeg i farten ikke får øje på, osv…

Førstedagen startede i et alsidigt tempo indtil vi havde vænnet os til cyklerne og David havde fået en fornemmelse for hvad vi kunne klare af fart, som den blandede gruppe vi nu var. Og vi var en blandet flok; lige dele banekører (noget med hurtige motorcykler i sving og lige strækninger) og så os knoldhoppere af varierende erfaring. Mikkel og Simon havde slet ikke prøvet off-road før, Jakob er også banekører men var med på forrige tur, Rasmus og Lars (som er gammel kending fra DORMCK) var de absolut mest erfarne, Jens holdt aldrig pause og havde overskud til at filme nærmest alt, Flemming, Peter, Klaus og jeg udgjorde den stabile mellemerfarne gruppe. Louis dannede bagtrop den første dag, men afstod fra at deltage de to næste dage.

David havde i forvejen advaret om, at der var meget mudder, og i min fantasi forudså jeg at vi ville skøjte rundt i dybt, brunt klister af den art som både cykler og støvler hænger uhjælpeligt fast i, og som man skal bruge timer på at fiske cykler ud af, men det var det ikke. Faktisk var det bare mest vand og et underlag som var fint og fast, og nogle gange lidt opkørt. Til gengæld viste vejret sig som lidt af en udfordring (for mig); dagen var overskyet, og hen ad formiddagen begyndte det at regne. Gennemblødt af regn og vand fra de småfloder vi krydsede blev jeg tiltagende sølle, og da vi skulle klatre noget der lignede en rød skibakke, optede jeg for muligheden med at køre udenom sammen med Louis. Og for at øge søllefaktoren, væltede det ned med store hagl som samlede sig i små isbunker i siden af vejen mens vi stod og ventede på resten af holdet. Hold kæft hvor var jeg kold!

Eftermiddagen bød på mere af det samme; lidt teknik i småspor, og finurlige passager med masser af halvhøje planter som gjorde det næsten umuligt at se hvor man kørte, flere flodkrydsninger hvor dybde og bundforhold til stadighed kunne overraske, og så de der lange stræk hvor der kunne køres hurtigt. Hurtigstrækningerne kunne variere i karakter; nogle af dem var tydeligvis veje, hvor underlaget bestod af en art lys fast grus. Af og til var der nogle giganthuller som det kunne være svært at bedømme dybden af, fordi de var fyldt med vand, her skal man åbenbart bare køre hurtigt nok, så mærkes de næsten ikke, det var så også her, vi havde mest fart på… De lidt langsommere hurtigstrækninger var en form for jordveje med hjulspor og masser af vandhuller, som så også var lidt mere kringlede og mudrede. Nogle af de her jordveje kørte gennem områder med løsgående køer og får som vi skulle være lidt påpasselige med, for lige pludselig kunne de komme springende ud foran en. Afrundingen på førstedagen var en slags endurence af psykisk karakter; da vi forfrosne og trætte efter 6-7 timers konstant udfordrende kørsel stod og tankede og troede at ”hjem” var lige om hjørnet, erfarede vi at vil lige skulle tilbagelægge 30 km mere…. Det var sgu sejt!

På andendagen lagde David ud med et raskere tempo end han havde gjort dagen i forvejen. Selvom at det nok ikke var hurtigere end dagen før, så var jeg lige lidt modløs i starten, for jeg kunne ikke få mine spaghettiarme til at lystre… men efter lidt opvarmningskørsel gik det meget bedre. Jeg var temmelig øm i led og muskler, men ved egentligt ikke om det var kørslen, eller spændinger mod kulden dagen i forvejen som var årsagen. Dagen bød på lidt mere teknisk kørsel end førstedagen, i terræn med fint varieret underlag og masser af små op og nedstigninger, floder, lidt skov og jordvej. Egentligt synes dagen noget lettere end den foregående, måske fordi vejret var fint og søllefaktoren meget mindre. Eller måske bare fordi jeg havde opnået en eller anden form for rutine. Men jeg var tiltagende øm og hver gang jeg mødte en ujævn strækning brugte jeg en del krudt på indre dialog om hvorvidt det var lårmusklernes eller bagdelens tur til at tage strabadserne. Det var så også her på andendagen at min strategi om at forblive lodret gennem hele turen kom til skamme; let og ”elegant” kurede jeg på maven ned af en skråning, som egentligt ikke var sværere end noget af det andet, men hvor jeg åbenbart havde for meget bagbremse på, så baghjulet endte med at overhale forhjulet til et punkt hvor jeg mistede kontrollen helt. Og for at det ikke skulle være enkeltstående, tog jeg et par ekstra tjek af jordbunden den dag… så meget for strategier!! – men slet ikke noget i sammenligning med de fantastiske stunts som nogle af mændene kunne præstere. Især Jakob og hans tiltrækning af vand havde publikumstække, men også Jens´filmede stunt er et skue værd J

Og tredjedagen… hmm… den har jeg kun hørt om, men efter sigende var den endnu mere teknisk end de tidligere dage, og lang, med masser af punkteringer, og et spektakulært stunt modigt performet af Mikkel; ud over en skråning og ned i et hegn… men det må de herrer hellere uddybe nærmere. For mit vedkommende bestod dagen nemlig i sightseeing i dette idylliske fortidslevn af en landsby og andet tidsfordriv.

Hjemme igen til børn og en kæreste som sødt lægger øre til fortællinger om fald og styrt og ømme muskler og led, jordbundsforhold, forskellige slags mudder og vinkler på sving og stigninger, som synes at det er en wee bit alternativ passion jeg har, og som undrende spørger ind til hvad det er der får mig til at tage sådan en tur med potentiel risiko for egentlig skade og som efterlader kroppen så bankemør. Heh… hvad kan jeg sige… det fantastiske samspil mellem krop og psyke; at nå den der grænse hvor man tænker ”det der tør jeg ikke” og så alligevel opleve at man mestrer det. Det mentale sus hvor man giver slip på den begrænsende forsigtighed og lader motorcyklen være en forlængelse af egen kraft og balance i udfordringen med landskabet. Der findes (næsten) ikke noget skønnere J det er køreglæde!!