Tjuhej 2009

Scenen var sat. Tiden var Maj 2009, og alle Ténéré gutterne var samlet om den største Tjuhej nogen sinde med over 80 tilmeldte. Tjuhej er det største arrangement Ténéré klubben arrangerer, og det forløber over 4 dage fra torsdag aften til søndag.

Jeg havde i ugerne inden klargjort XR’en, så den kunne overkomme strabadserne. Jeg kørte derop via motorvej sammen med Mads Rehder og Henrik Kristensen. Der var arrangeret ruter derop der primært var grus. Men min erfaring siger mig at havde jeg kørt dem, var jeg først kommet sent, og efter mørkets frembrud, da jeg var kommet lidt sent af sted, og ville gerne op og fortælle løgnehistorier med de andre.

Vejret var dejligt, og DMI lovede fantastisk vejr hele weekenden. Vi kom til Tjuhej hytten kl. 20.00 hvor hyggen var godt i gang. Der var som sædvanligt smørrebrød torsdag aften, hvilket er en perfekt løsning, da det er lækket og er nemt for deltagerne der kommer dryssende over mange timer. Når jeg skriver Tjuhej hytten er det en underdrivelse. Det er to hytter med plads til ca. 30 overnattende gæster i hver. De sidste deltagende skulle sove i telt, hvilket eftersigende var en lidt kold fornøjelse for dem der ikke var forberedt på det niveau temperaturen nåede sidst på den stjerneklare nat.

Fredag morgen blev jeg vækket kl. 07.00. Jeg var havnet i et 4-mandsrum, hvor der lykkeligvis ikke var nogen der snorkede. De andre tre i rummet var ikke helt af samme opfattelse, men jeg fandt aldrig ud af hvem det var… Jeg var, men konens afsky og af respekt for Ex-prez Søren Sand, taget af sted med kun et par ekstra underbukser i bagagen, for at få den rigtige træf stemning.

Morgenmaden bestod af klap sammen madder med ost og spegepølse. Simpelt, men mættende. Jeg smurte lige en madpakke bestående af samme kombination. Kl. 8.00 var der kørermøde. Dagens opgave var et orienteringsløb. Holdene var blandet af erfarne og begyndere. Planen var at ryste deltagerne sammen, hvilket jeg synes virker rigtigt fint.

Jeg blev efter 8 sekunders parlamentering valgt som gruppefører og talsmand for holdet. Vi var hurtigt klar og kom af sted præcis kl. 09.00, og alle var fuldtanket fra dagen før, hvilket hold 1 skal have ros for. Vi begav os af sted på ruten, og der efter ca. 25 km med en del grus endte ved post 1. Dvs. helt uden problemer gik det ikke. Jeg kørte af sted i et roligt ikke forceret tempo, men selv om jeg bestemt ikke hører med til de hurtige, så er jeg stadig hurtigere end nybegyndere.

Da vi nåede post 1 manglede halvdelen af de 10 deltagere på hold 1, da nogen var faret vild. Jeg havde ikke været dygtig nok til at forklare rotationsprincippet, og lige når man går i gang skal man sætte folk af ved hvert tænkeligt kryds, for at eliminere eventuelle muligheder for at fare vild og støtte usikre i at det går den rigtige vej, da man ved rotationspricippet kan køre flere kilometer uden at se de foran kørende hvis hastigheden på holdet ikke er ens.

Ved første post stod de tømmermændsbefængte personer der også er kendt som ”frustration og afmagt fraktionen”. Vi skulle lægge antal hestekræfter for alle motorcyklerne på holdet. Det viste sig en fra holdet var styrtet på turen til 1. post, dog uden dramatiske konsekvenser. Deltageren var klar til at køre hjem hvilket vi andre rådede imod, men jeg lovede at sætte farten ned, da det jo er meningen at være hyggeligt for alle.

Vi fik fastholdt et samlet hold, og kørte videre mod post to og det gik bedre og nu i samlet flok. De næste par poster var enten ubemandede eller indeholdt et ”kør så langsomt som muligt over en fast strækning”.

Nogle af de ubemandede poster indeholdt spørgsmål der var uddelt på forhånd. De omhandlede Nævn 3 gode og 3 dårlige ting ved klubben, samt kommentarer til moderator funktionen på forum. Personligt synes jeg det er smart af bestyrelsen på en sådan måde ”at stikke fingeren i jorden” når en så stor del af klubben er samlet.

Frokosten indtog vi i det grønne, da der var en pause. Vi var blevet stoppet af et hold foran os, der fortalte os at der var en der var væltet og havde brækket benet lidt længere fremme og afventede ambulance. Vi valgte at bruge pausen fornuftigt på mad indtagelse og ikke gå frem og se hvad der var sket og lave en ”glo-rand”. Vi overvejede om det var en hemmelig ”førstehjælps øvelse”, men efter et kvarters tid blev vi vinket frem, og her var rigtig nok en der var styrtet og ventede på ambulance.

Den næste post var en forhindringspost gennem et skovspor. Venstre spor skulle være helvede på jord, og i højre spor lå de deltagere der forsøgte sig sidste år ifølge Martin A der stadig væk i sporet. Det var noget overdrevet. Venstre kunne passeres uden besvær overhovedet, men der var en stor mudderpøl i højrespor, der uden tvivl blev dyb og tung som dagen skred frem. Vi hjalp et par de modige op af mudderpølen og forsatte til næste post på egen hånd uden fastlagt rute.

Jeg fandt et rigtig fint spor langs en hovedvej, med lette forhindringer, små hop og udfordringer uden dem hvor dette var den første tur var sat af.  Efter nogle timers kørsel valgte et par fra holdet at køre hjem, da de var køretrætte. Vi fortsatte til sidste post der gik ud på at dem der ville skulle køre over en stor træstamme i 60-70cm’s højde.

Der var mulighed for at køre uden om, men det gav point at komme over træstammen med egen hjælp, eller med hjælp fra holdet. Det var en stor udfordring, og det var de færreste der kunne køre over forhindringen ved egen hjælp. Det var dog fint med en forhindring der udfordrer selv de mest erfarne. Få 100M senere var vi tilbage i TjuHej lejren. Her var der anrettet en kort bane med snævre passager med skarpe sving, passage af dybt hjulspor på tværs og passage af en stor stenbunke der udfordrede balancen. Især stenbunken krævede et par ”ofre”, men det var fedt at vi kunne heppe og blive underholdt med en øl/sodavand i hånden, dejlig træt af dagens begivenheder.

Om aftenen var der grillpølser og kartoffelsalat til 80 mennesker. Det er noget at en udfordring at lave mad til 80 mennesker, når der kun er 2 komfurer og en stor grill til rådighed, men det forløb uden problemer af det sædvanlige grillteam Hejlsted og Leopold. Det var til turen indkøbt 50 rammer øl og 50 rammer sodavand hvilket især de første blev gjort et godt indhug i hver aften. De forskellige hold havde planlagt underholdning med kodeordene MC, ild, vand og røg. Vores holds underholdning fik et fint bifald, men blev noget overskygget af de næste hold der var både innovative og imponerende. Senere på aftenen holdt jeg et foredrag fra mig om karburatorens virkemåde. Der var ca. 10 interesserede tilhørere som kom med relevante spørgsmål. Vi endte med at justere tomgangsblandingen på min XR, for at få både teori og praksis, og ikke mindst promovere mit nye stykke værktøj: en vinkelskruetrækker: http://www.carbtune.co.uk/bevel.html .  Jeg gik i sædvanlig stil i seng da stemningen blev høj, da den type festivitas ikke er noget for mig.

Næste morgen var det morgenmad og madpakke lavning i vanlig stil. Dagen stod på 140 km rute i hold inddelt efter hvilken hastighed man ønsker at køre. Holdene var ret store, og Johnny (formanden) anbefalede at flere meldte sig som turformand. Jeg meldte mig og samlede et lille hold med 5 deltagere. Vi kom af sted som et af de første hold, og igen kunne komme af sted uden at skulle tanke først. Det kørte utroligt godt, da vi kørte ca. lige hurtigt og havde samme holdning til mængden af pauser. På et tidspunkt er vi efter passage af en låge i et vildthegn inde i noget tæt skov med en lille skovvej. Jeg henter to fra det forankørende hold der bliver sænket af en svensk 4-hjulstrækker der kører langsomt.

De forankørende prøver på alle tænkende måde at overhale svenskeren og gasser op og presser ham. Efter et par km holder han ind til siden. De to forankørende båler forbi ham og overspuler bilen med grus mens der bliver givet forskellige håndtegn. Jeg kører roligt forbi og hilser høfligt mens svenskeren ser rasende ud. Jeg tænkte ”hvad laver en svensker i en tæt skov i 4-hjulstrækker en lørdag morgen i denne skov hvis han ikke er ejer, administrator eller vildforvalter på eller anden måde”. Vi skal generelt overveje hvordan vi fremturer i det svenske, da vi ofte kører på private veje, eller offentlige veje der er vedligeholdt privat via offentlige tilskud.

Turen gik fint uden de store nærdødsoplevelser, tekniske defekter og styrt fra deltagerne af holdet. Vi var færdige kl. 14.30. Jeg ville gerne tilbage og hygge i lejeren, men et par deltagere fandt en anden gruppe der var klar på lidt mere kørsel. Før maden var der et yderst veludført foredrag af Torben Christensen om køreteknik. Her lykkedes det at få alle til at høre med, og jeg er sikker på alle fik noget ud af foredraget, både begyndere og mere erfarne. Stor tak for det. Aftensmaden var flæskesteg med flødekartofler. Hvordan det lykkedes Hejlsted og Leopold at lave flæskesteg med flødekartofler til 80 mennesker der var yderst velsmagende og med mad til alle på en gang med kun to komfurer og en grill er mig en gåde, men sådan var det. Om aftenen var der generel festivitas og i et anfald af kådhed valgte Rasmus Hauch at køre gennem et af husene på sin trial cykel. På vej ud af huset er der en trappe en meter ned. Her mister Rasmus herredømmet over cyklen og styrter ned til siden og lander på højre fod der vrikker om så den sidder vinkelret på ankelen. Rasmus retter den resolut ud igen, og efter at have sundet sig et kvarters tid vurderer  han at det er mest fornuftigt at køre på skadestuen, da anklen har en kæmpe bule og har begyndende misfarvning.

Næste morgen er der generelt opbrud. Klubben har betalt for rengøring hvilket er yderst velovervejet, da afgangen minder om ankomsten med folk dryssende af fra tidlig morgen. Jeg vælger at køre grus hjem og kører forrest for et hold på 8. Vi kører fint derud af, men på et tidspunkt er der ikke flere personer at sætte af i svingene. Efter at have ventet et kort stykke tid gætter jeg at der er sket noget og vender om. Det viser sig at ankermanden Lars Hein er punkteret. Solen skinner, Lars er i gang med lapningen og jeg får betlet mig til både cola og mad. Da slangen skal i fejer jeg bedrevidende Lars til side med et ”skal jeg ikke putte den i, vi undgår at klemme slangen”.

Få minutter senere har jeg nippet hul i slangen og holdet roder rundt i bagagen for at finde en ny slange. PIS!

Vi triller hjemad, kun bremset af en ’svensker der er træt af 80 mennesker kører igennem han gårdsplads og fyrer cyklerne af, så han skal rive vejen igen og ledningerne til elhegnene bliver revet over. Heldigvis får jeg vha. mit flydende svenske glattet ud og vi får lov til at køre videre. Jeg var hjemme i fuglebjerg kl 18.30 glad og træt efter en fed weekend.

Jens Bager