Grus & Gourmet på Fur
|
|
Hele øen har hastighedsbegrænsning på 50 km/t så der var ikke lagt op til en hardcore offroadtur men derimod til en afslappet tur rundt gennem det specielle landskab, som ikke findes andre steder end på Fur. Turens mål var fastlagt til et af punkterne i årets Fotorally 2009, samt til en frokost på FUR BRYGHUS. Det skulle senere vise sig, at Niels havde valgt netop den ene dag på året, hvor det lokale vandrelaug for 40. Gang(og det er ikke løgn), havde planlagt at godt og vel 1.000 glade vandrere skulle gå 20 km rundt langs kystvejen på Fur. Allan havde arrangeret samkørsel fra Skive via Salling til Fur og vi skulle næsten naturligt mødes ved Hancock Bryggerierne kl. 09:15. Her mødtes Allan (KTM 950 adv.), Michael Møller (KTM 950 adv.), Carlsen (BMW GS1000), Søren Kruse (XTZ 660 Tenere), vort nye medlem Kåre Søndergård (Cagiva 750 Elefant) og undertegnede på XT 600Z Tenere.
Vi mødtes ved opmarchbåsen i havnebyen Branden (på Salling-siden) med Niels (Yamaha XT600E), Jens Henrik (Yamaha TT600) og Otte ( Honda Africa Twin). Da færgen netop var kommet til kaj og var blevet tømt, blev vi enige om at køre direkte ombord og tage den indledende small-talk ombord på færgen og når vi holder pause første gang.
Første stop, hvor Niels briefte os om valget af ruten, og da øen er tæt befolket blev der henstillet til meget moderat hastighed og stor hensyntagen til de mange ”FOD-FOLK”. Turen rundt på øen var primært langs kysten og ”MED URET”, dvs. vi skulle køre samme vej som alle vandrere, som var sendt afsted mellem 08:00 og 10:00. De sidste havde altså et forspring på en halv time. Niels fortalte blandt andet at Fur er en af de eneste danske småøer som folk pendler TIL, for at gå på arbejde. Det skyldes naturligvis den store molerindustri og de mange underleverandører som f.eks. flere vognmandsforretninger, truckservice, installatører mv. øens normale indbyggertal ligger på ca. 900, men vokser til mellem 4.000 og 5.000 i sommerhalvåret.
Niels har en fortid som medarbejder i en virksomhed der beskæftiger sig med produktion af forskellige produkter hvor blandt andet moler indgår. Han forklarede med stort engagement om molers egenskaber, de 156 forskellige lagdelte lertyper, som er adskilt af blandt andet vulkansk aske.
Efter få minutter var der 2 mand som måtte lide under manglende styring
Efter ganske få km’s kørsel blev Niels i tvivl om hvorvidt han skulle lede flokken i højre eller venstre side af en mindre vej, hvor der er en temmelig høj midterrabat af græs. Han valgte så at forsøge at skifte side – uden større succes. Der skete heldigvis kun mindre materiel skade på gearvælgeren, hvilket Søren ”Krusefix” meget hurtigt fik nød-repareret.
Turen sluttede efter færgeoverfart til Salling, hvor vi kørte ad forskellige veje, hvert til sit. Således oplevet. Morten Langhoff Sørensen
|