’Absolute Rookie #5’
 

Tidligt op og undertegnede fik børstet rimfrosten af XT’eren, og satte kursen mod Helsingør i ca. 3 graders perfekt efterårs-morgensol.

Kl 0945: 2 veloplagte instruktører/guider og 5 håbefulde gruskører mødtes i færgehavnen. Der blev hilst og sparket dæk. Der blev desuden kontrolleret man kan stille maskinen fra sig uden at slå støttebenet ud. Konklusion: det kan man godt prøve, men så lægger skidtet sig på siden !

Trine:            DRZ 400S

Pia:                KTM

Henriette      650F

Jesper           XRV 750 Africa Twin

Peter             XT 660R

Stefan           XL 650V

Thomas         XT 600Z Téneré

To af maskinerne fik luxus-turen over I den trolde-snots-farvede support-bil. Og pludselig stod vi i Sverige.

En kort gennemgang af rotations-princippet og enkle regler til nybegynderne (næsten alle) om deres første kontakt med gruset. Herefter gik det øst-nordøst ind i landet og efter ca. 15 km ramte vi den første grusvej. Alle vejene var let våde med frostfri og vi så ikke skyggen af støv.

Trine i spidsen og hun ”satte af” i svingene så folk kunne lære at placere sig så de stod mest muligt i vejen når de næste kom flyvende.

Mine Metzeler Enduro dæk havde det ikke godt på granitskærver og jeg smed mig som dagens første på vej ud fra et sving. Resultat: bøjet gearvælger – selv om cyklen lagde sig på højre side? Har vel lært at man ikke kan få knopper nok!?

Vi kom længere og længere ud i skoven og var pludselig på singletrack med græs under bugen og fandt ud af et par begrænsninger her også.

På vej mod frokost fik vi også kontakt med svensken som kom løbende imod os med vildt flagrende arme: ”So er det dags igjen – eller hür !?” ... essensen var noget med nogen bøller der var røget igennem hans gård om lørdagen og de havde vist ikke kørt særligt pænt og havde trukket lange riller i hans vej. Han accepterede dog at lade os igennem da hans så hvor pænt kørte og at Trine talte ham pænt efter munden.

Den første pause var ved ”Vandhullet” – de fleste kendte det fra billeder, og derved blev det. Svensken havde simpelthen bygget en dæmning i bedste bæver-stil, og der er nu en meterhøj vej af lysegrå granitskærver hvor der tidligere var en 15 meter lang vandpyt. Trine var tydeligt utilfreds, og havde af samme grund slæbt kameraudstyr med til at forevige kørslen. Det blev ikke til noget, så op og afsted igen og retning sydover på GPS’en mod ”Fisk & Vildt” hvor der skulle være frokost.

På stedet havde de Nordeuropas største rejemad, med eller uden 3 slags laks under, og den var der flere der gik ombord i. Vejret var stadig med os og lå steady på en 10-11 grader, så det var fint at hygge udenfor.

Eftermiddagen gav mere kørsel og teknik på bl.a. en grusbane-/plads. Undertegnede måtte sætte kursen sydover da kl. Nu var hen ad 14.

Thomas sendte et par ord til undertegnede og jeg kan stykke sammen hvad der skete:

Kort fortalt så blev Trine ved med at spise hver gang vi holdt stille.

Billedet er bortcensureret ;o)
(Det er fordelen ved have rettigheder til at uploade beretninger - Trine)

På et af billederne ligger hun ned. iflg hende selv fordi hun var træt... træt af at høre på den lydpotte som larmede helt vildt fordi hun havde glemt at sætte DB-killer i den.

Et par billeder af en stor grusplads hvor vi kunne lege. Her fandt vi et spor troede vi meeen ak nej. Så vi måtte vende om hvilket Henriette´s mc ikke ville så den lagde sig ned (godt foto). Hun brokkede sig over vægten på sådan en BMW.

 Da vi beslutter at vende om så er det Pia der tager "roret" hjem og det var SJOVT.... de fedeste små spor og afstikkere gav en rigtig fed og lang tur. Vi var ved færgen kl 19:00 hvor det var hunde hamrende koldt.

Pia´s KTM blev tanket 3 gange på denne tur. Måske en større tank næste gang ?

Luxus dyrene (Pia + Trine) Laster deres mc i en varevogn i sverige for at køre hjem i en dejlig varm bil – de havde dog forlagt remoten til startspærreren – og ledte stadig da færgen sejlede med cyklerne.

Troldesnotsmonstret ville først starte 3-4 færgeafgange efter vi var kommet til DK.

 Vi troede svenskerne var super flinke og vinkede tilos hvergang vi kom forbi et hus eller lign, men Trine kunne fortælle at de bare var sure alle sammen fordi vi alt for ofte kommer til Sverige og fræser på deres dejlige små grusveje.

Tak for et til Trine og Pia for fantastisk dag med masser af lærdom banket ind i kroppen på den hårde måde !

 Peter og Thomas