’Absolute Rookie #3’

 

En tidlig forårs søndag morgen på vej mod Helsingør og færgen til Helsingborg. Selvom vejret egentligt er rigtigt fint, så er temperaturen rimeligt frisk og jeg ærgrer mig over at jeg ikke fik investeret i nogle varmere handsker.

På tanken i Helsingør ser jeg at der holder en African Twin, med knopdæk og jeg tænker at det er nok en af de 6 andre deltagere på denne begynder tur i Sverige. Ganske rigtigt – det var Robin som var landet efter en lille tur fra Korsør!

Jeg fik også tanket op og vi fulgtes til færgelejet hvor endnu en deltager, Jannik, allerede holdt og ventede. Kort efter dukkede vores guider, Henrik og Karsten op, og efter endnu en kort stund dukkede turens sidste to deltagere, Majken og Bobby,

I cafeteriet på færgen forklarede Henrik hvordan rotationsprincippet fungerer, samt at det jo var en begynder tur, så vi satte selv tempoet. Den planlagte rute ville være ca. 80km med blandet grus og asfalt. Det første grus ville være ca. 20 minutters kørsel fra færgen så vi havde lidt tid til at øve rotations princippet inden det for alvor gik løs på grus.

Da færgen kom i havn, drog vi afsted anført af Henrik, og med Karsten som bagerste mand. Efter en 20-30minutters kørsel svingede vi ind af en mindre grusvej og gjorde hold for en kort bemærkning. Henrik og Karsten kom med lidt tips om kørestilling, hastighed gennem sving og lignende, inden vi igen sadlede op. Det var nu, det vi var kommet for skulle begynde – gruskørsel!

Ruten gik af grusveje og stier, kun afbrudt af en smule asfalt her og der. Tempoet var faktisk ret friskt og vi holdt ikke mange pauser før vi kom til et klassisk stykke skovsti med nogle store vandpytter. Her stoppede vi op og efter endnu nogle gode tips fra vore guider, skulle der tages billeder af os alle når vi hver i sær pløjede gennem vandet.

Efter vandplaskeriet gik turen videre ad grus- og skovveje mod det sted hvor vi skulle spise frokost.

Efter en god frokost gik turen hjemad. Denne rute var ikke tidligere kørt, men blot tilrettelagt på computer. Dette skulle vise sig at give nogle udfordringer idet mange af de spor vi ville have været kørt via, var lukket med bomme eller kæder. Visse steder viste det sig først et stykke inde i skoven og så måtte vi vende om og køre tilbage til asfalt vej. Så selvom man ikke rigtigt kan sige at hjemturen var en grus tur, så blev der kørt noget grus på vejen hjem. Nå men området blev udforsket og der blev fundet steder hvor der kunne køres og en masse steder hvor der ikke kunne køres – det kan man ikke afgøre på PC’en inden man tager afsted.

Tilbage på færgen til Helsingør bliver dagens strabadser skyllet ned med en kop kaffe og lidt at spise. Vi siger farvel til hinanden på vogndækket lige inden færgen lægger til i Helsingør.

Mange tak til Henrik, Karsten og de andre deltagere for en fed dag i det Svenske.

 Jakob S