’Absolute Rookie #2’

Indbydelsen lød på grus for dem, der nok vidste at det var fremtiden, men ikke havde prøvet det endnu. Sagt med andre ord, dem der med rette kan kaldes absolute offroad rookies.

Konceptet var afprøvet året før i den legendariske Absolute Rookie 1. Trine og Anne lagde som året før op til lidt let grus med tid til at tisse, ryge og nyde de svenske skovsøer, og så selvfølgelig sparke dæk og få gode råd til hvordan man gebærder sig på en rigtig motorcykel på en rigtig vej.

Første hold blev hurtigt fyldt, så blev der lavet venteliste og til sidst endnu en tur, der sjovt nok blev døbt Absolute Rookie 3. Men deres udfoldelser kommer der sikkert meget mere om i en særskilt beretning.

Der blev på forumet givet gode råd og links til læsestof og i bedste skolestil blev der givet lektier for. Dog kunne man hurtigt se ideen med netop disse lektier, set i forhold til den ofte manglende forståelse man havde i skolen.

Dagen nærmede sig. Cyklen blev set efter, bolte efterspændt, knopdækkene sat på, kæden smurt og man skulle da også liiige prøve det nyindkøbte grej. Tasken blev pakket og på morgenen blev camelbaken fyldt og så af sted mod Helsingør – mod færgen, Sverige og sin første FRIVILLIGE grus tur nogensinde.

I dagene op til havde man som den gode studerende læst Kasper Vad’s meget pædagogiske artikel om køreteknik (det var lektierne), og havde min gode vens velmenende råd i mente, hvis du er i tvivl, så giv gas. Man følte sig klar, var en smule nervøs, måske primært fordi man ikke havde modtaget sit falck kort, men havde en fantastisk fornemmelse af, at nu startede et nyt kapitel i ens MC liv.

Som det nu hør og bør sig i TKD mødtes vi tidligt ved færgen. Hilste pænt på hver andre og sparkede dæk. Der var en god blanding af størrelse og på om det var dedikerede offroad maskiner eller mere touring prægede. Jesper kom på sin DR 350, Peter, bedre kendt som Kojak, på sin TT 600R der vist var købt af en TKD medlem, Søren på en Transalp, Jens på DR 750 Big eller bare DR BIG, undertegnede på sin XTZ 660 Ténéré og så selvfølgelig Anne på DRZ 400 SM og Trine i dagens anledning og på baggrund af en ”mindre” på kørsel bagfra, sin Transalp.

Færgen lagde til og Anne og Trine lagde fra og kørte om bord mens vi andre pænt forsøgte os jævnfør flettereglerne ikke at ligge os for meget ud med bilisterne. Parkerede cyklerne og stillede så første spørgsmål til vores nye guruer. Æh, skal de ikke spændes fast. Nej var svaret og så stolede vi på det for hvad guruen siger, er altid rigtigt. Det viste sig at holde stik, næsten.

Landsatte lidt efter i Sverige, fandt en tank og så skulle det første og enormt vigtige rotationsprincip læres.  4 frivillige stillede op og løb herefter rundt efter Trine og øvede. Der blev grint lidt af nogle forbipasserende ligesom nogle lokale rygere der var forvist til en balkon så ud til at more sig kosteligt. Ja ja. Dem om det. Vi vidste hvad der nu skulle ske.

Efter lidt transport kørsel drejede vi fra og her var det så at man for første gang befandt sig på grus uden det var efterfulgt af eder og forbandelser samt en hel del blå mærker. Der blev givet godt med gas, specielt når man tænker på den samlede grus erfaring nok kunne gøres op i timer, men andre mere erfarne vil nok sige at vi kørte pænt langsomt. Anne havde givet det gode råd kun at kører med 80 % af hvad man følte var en kompetencer og hvad man havde det godt med og det fungerede som et rigtig godt udgangspunkt. Det kom ikke til at gå for stærkt og man følte man havde styr på situationen, i hvert tilfælde det meste af tiden.

Efter lidt køren frem og tilbage holdte vi ind til siden for at få talt lidt om de første par km på grus og sparke lidt dæk.

Kort inde i skoven stoppede Trine op og med et slet skjult grin bekendtgjorde at den foranliggende vandpyt måtte passeres. Hmmmm vandpyt, jo jo, sø var min Rookie tanke, men der var jo intet at gøre, fremad måtte man. En kort gennemgang af de vigtigste ting at huske ved vandpassage og så af sted. Og Som det er så mange år ved Mokasindammen. Ingen faldt i, men våde blev vi og cyklerne.

Efterfølgende var humøret højt. Og selvtilliden havde fået et solidt fodfæste for resten af dagen. Der er i grunden ikke noget som at starte noget nyt med en succes oplevelse og lidt sparken dæk.

Videre gik det. Det ene sving efter det andet. Og en lille smule mere gas hver gang. Man var begyndt at vende sig til at cyklen bevægede sig under en og at de gode råd fra Anne og Trine samt Kaspers artikel, rent faktisk virkede. Og så skulle der spises Elg.

Vi blev alle enige om at vi ville prøve nye veje tilbage til færgen. Det tror jeg vi alle fortrød en lille bitte smule. Det viste sig nemlig at stort set alle de veje Trine havde i GPS’en fra tidligere ture var pludselig blevet udstyret med en bom. Således er der ikke meget at berette fra eftermiddagens tur andet end at det var ualmindeligt koldt og mange kiggede temmelig misundeligt på DR BIG og Trine med deres varme i håndtagene.

Men hjem kom vi, lidt forfrosne og meget meget bedre til at kører på grus. En trods det kolde vejr, en rigtig fed dag.

 Adam  :)