Tju Hej 2008

Hvordan kommer jeg derop?

Sidder aftenen før min første tur med TKD, og overvejer hvordan jeg skal køre op til hytten - jeg har endelig fået meldt mig til min første off road tur og har glædet mig i måneder. Går ind på TKD forum og finder de ture der er arrangeret...og ser at Trine arrangerer ”rolig anemone-tur med tid til pauser”

Anemone-holdet..læg mærke til hvorledes anemonerne bliver studeret flittigt i mellem cyklerne..

Yes det passer nok til mit niveau, så næste morgen kl 9 starter jeg mod Helsingør. Pakker cyklen og sætter nøglen i tændingen bok bok bok - det er fanme løgn - maskinen kører forkert - trækker kun på en cylinder - nå mon ikke den kommer igang? Jeg må køre nu hvis jeg skal nå at mødes med dem fra TKD.

Kører mod Helsingør med halv kraft frem, og bange anelser. Nær Vedbæk tænker jeg ...det går sgu ikke... ..jeg kan ikke møde op med en defekt MC....og vender om og kører til Søborg MC. Jeg misser altså færgen og turen sammen med nogen fra klubben..og muligheden for at køre mit første grus på vejen op, med nogen der kender en rute...nå.. så må jeg jo selv trille derop.

Ved 11 tiden holder jeg og venter ved færgen med en motorcykel der fungerer igen og solen kommer frem. Det bliver sgu godt!!

Pludselig triller en Orange MC med 3 etagers navigationstårn op på siden af mig og en Paris-Dakar-agtig kører i blåt crosstøj råber:

”Skal du med Ténéré klubben”

-”Ja”

”Jeg er formanden for klubben - Johnny”

For fanden da - hvor heldig kan man være - tænker jeg naivt, og triller sammen med 6-7 off roadere ombord.

Ombord får jeg hilst på Johnny, Sonny, Laila, og de andre kørere.

”Du kan da køre sammen med os - hvis du vil” siger Johnny venligt.

”Ja men helt sikkert” svarer jeg optimistisk og intetanende - og bliver introduceret til det senere meget omtalte ”rotations-sytsem”´

Tak for lån til Kochman af præsentation, som også findes i en animeret udgave her.

Efter færgen kører vi ikke mere end 5 min da Sonnys MC er ved at skille sig af med ståfoden - det kræver lidt strips at få den til at hænge fast, men den går løs igen efter kort tid - desværre har jeg ikke set ”rotationsmarkeringen”, som holder et stykke inde på afkørslen, og de forreste fra gruppen, er kørt fra motorvejen mens vi 3-4 stykker er fortsat 1- 200 meter videre.

Jeg er kommet for langt frem og må foretage en ikke helt lovlig manøvre for at komme tilbage til afkørslen.

”Hvad fanden er det du laver” tænker jeg...og det bliver langt fra sidste gang på turen, at den tanke strejfer mig.

Så går det løs

Efter 20- 30 kilometer er der arrangeret et møde med Sonnys kammerat der ikke aner han er hjemme fra USA, og efter den lille overraskelse går det mod de små landeveje, der hurtigt bliver til grus og så til kørsel ad små skovveje. Det er så fedt endelig, at komme lidt off road.......indtil Johnny kører fra sporet og direkte ud på en noget stejl skrænt.

”Bare følg mit spor” råber han

Nå ja det ser da ikke så svært ud tænker jeg, indtil ca. 5 sek. senere, da min Super Ténéré ligger i skovbunden.

Jeg får straks hjælp til at få den op igen, men turen ned til bunden og op af en endnu mere stejl skråning med trærødder og løst underlag, er for vanskelig for mit niveau.

Jeg kæmper med balance, kobling, gas, og sveder og bander i hjelmen, mens folk omkring mig hjælper til med at trække og skubbe. Pludselig fungerer koblingen ikke rigtigt mere og et par velmenende folk justerer lidt på kablet, og vi får slæbt og skubbet og trukket den tunge satan op på toppen.

På toppen af skråningen opdager jeg til min fortvivlelse at motoren slet ikke kan trække mere. Dommen er hård fra formanden og de andre:

”Det er koblingen der er gået” - ”Er den blevet skiftet nogensinde?”

Vi får trukket den ud til asfaltvejen 400 meter fremme, og jeg får lige en demo af opfindsomheden i Ténéré klubben, da 5 mand hopper op på den jernkæde der spærrer udkørslen, og får den mast til jorden så jeg kan komme ud.

Der kommer underligt nok i det samme en Falck bil forbi, men han kan ikke rigtig hjælpe, så jeg må ringe til Falck i DK.

Inden gruppen kører videre får, jeg nogle opmuntrende ord fra formanden:

”Vi ses i aften- senest i morgen” -” De skifter hurtigt en kobling nede hos Yamaha i Helsingborg”, ” Vi giver ikke op - det er Ténéré klubben det her”

Hvor svært kan det være

Fantastisk- jeg får faktisk nyt håb af at høre det, selvom jeg, øjeblikket senere står alene på en øde skovvej, med nogle koordinater de ikke vil kendes ved hos Falck. Efter 20 min i telefonen, er den sure Falck medarbejder og jeg, blevet enige om hvor jeg er henne, og mens jeg skuffet står og venter, kigger jeg lidt på den defekte kobling.........Hmmm det ser sgu da også ud som om den er strammet lidt rigeligt oppe ved grebet, - jeg får skiftet min svedgennemblødte T-shirt, henter lidt værktøj - og skruer lidt på grebet - starter maskinen....og hvad fanden - nu trækker den sgu da !!!! ikke ret meget, men den TRÆKKER. Jeg får løsnet lidt mere og tager en lille prøvekørsel. I forvirringen på skråningen er den bare blevet strammet for meget!!

5 min senere kører jeg glad videre gennem det utroligt smukke landskab, med bakker, røde træhuse og fornemmelsen af at have undgået den ultimative nedtur, det ville have været, at slutte turen inden den overhovedet var begyndt. Finder E4 og kører nord, og ved afkørsel 76, ser jeg en tankstation og beslutter at tanke derinde. Da jeg ruller ind ser jeg ....hvem andre....Johnny, Laila, Mads, Sonny og de andre.

Vi ruller hen til Floboda og der er allerede en del, der er kommet. Resten af eftermiddagen går med at hilse på folk, finde en køje og ret hurtigt bliver der serveret meget flot smørrebrød i rigelige mængder. Sten som også er med på første tur med klubben, men rutineret motorcyklist, kommer med mange gode råd, og vejledning om alt muligt, med vedligeholdelse, tøj osv. Jeg får en ide om begrebet ”dækspark”, Bålet bliver tændt, holdene til næste dags løb bliver sat op, og efter en håndfuld gode kolde dåsepils, er jeg klar til posen i ”Stillehuset”, som ganske smart er indrettet for dem, der ikke har overskud til ”partyhuset”.

Første morgen

Kl 07 fredag morgen er der information til holdene om ruten, poster og ikke mindst ”Rotationssystemet” Det er meget enkelt forklarer Johnny:

” Forreste mand peger, når han vil have 2. mand til at markere et sving. Skulle forreste mand glemme at pege, skal 2. mand bare tænke selv og markere retningen, hvis han synes der kan være den mindste tvivl.

2. mand afventer bageste mand, som er den samme hele tiden, inden han kører videre nu som næstsidste mand.

Ganske enkelt - det kan ikke gå galt.

Alle hold skal have en forreste mand, en bageste mand, en tidtager en talsmand, der skal stille spørgsmål ved posterne, og en SMS ansvarlig. Hver gang en post er løst skal der sendes en SMS til Johnny, så løbets udvikling kan følges.

Jeg er kommet på hold 2 med nogle meget rutinerede folk, Jesper Kick kører forrest og viser vej mens Mads Piper tager bagtroppen. Vi er 3 x Jesper og 2 x Rasmus, Charlotte og mig.

Efter morgenkaffen kører vi og af en eller anden grund svigter rotationssystemet allerede ved 1. afkørsel fra hovedvejen - måske fordi hele holdet er samlet... nå vi når 1 post hvor det bare bliver chekket om vi har fået udpeget vores forskellige folk og, at vi har tanket.

Nu begynder løbet endelig og vi skal ud på noget grus og skovvej jubiii.

Den første halve time kører vi bare frem og tilbage. Der er problemer med at tyde roadbook, men senere klager over at den er upræcis, bliver pure afvist af formand Johnny.

”Alle de andre kunne sgu da godt følge den”

Nå - Jesper tager hurtigt revanche og styrer os sikkert gennem ruten. Det går stærkt og det støver, og jeg følger med så godt jeg kan, mens jeg synes det bliver nemmere og nemmere at tage svingene og læne sig lidt modsat og gi gas, så baghjulet kan få greb i grusvejen. Jeg får gode råd fra Mads Piper:

”Læn dig mere frem når du kører og op med armene, så går det bedre”

1. post er en meget nem opgave. Vi er 2 der skal køre lidt ned ad vejen, vende og måle afstanden. En meget fin og nem opgave til mig som begynder- det kører sgu for mig det her!

2. post er udgået, så næste gang vi stopper er det anderledes store udfordringer der venter. Så mange som muligt skal krydse nogle små vandløb på nogle skæve halvrådne brædder. Vi skovler point ind, mens Jesper 8dog, Rotax, Mads, kick og Rasmus med stor balancekunst og dygtighed danser over brædderne.

Der ud af

Så går det videre med fuld gazz og støvskyerne rejser sig på de smukke skovstrækninger. Jeg følger godt med men er på et tidspunkt blevet lidt for kåd, for pludselig efter en lille bakketop indhyllet i støvskyer, har ”Svenska Vägverket” lagt et lumsk T- kryds, som jeg sejler ind i med for høj fart.

Jeg bremser, skrider og vælger i løbet af et splitsekund at stige af motorcyklen mens den allerede er på vej lige ud. Jeg sender en venlig tanke til min hjelm da jeg mærker slaget fra vejen mod den og når også at registrere slaget mod min fod, og tænke på de støvler jeg IKKE fik købt.

Lidt chokket og noget flov, får jeg hjælp til at få MC en op af grøften. Den kan heldigvis køre videre og vi fortsætter.

Ved frokost på en tankstation er der tid til at hvile lidt ud og vi møder nogen fra de andre hold. På et hold, har 3 andre begyndere besluttet at stoppe nu og køre mod hytterne, da det er første gang på grus. En meget fornuftig beslutning, - jeg vælger bare at fortsætte!

Da et koblingskabel hos en på holdet, knækker lidt senere har Rasmus sjovt nok et ekstra der præcist passer og i rigtig samarbejdsånd bliver kablet skiftet.

Et sted i skoven passerer vi et hold med Kim som ligger i rabatten med brækket arm, efter udskridning i svinget. Der er ambulancefolk som hjælper ham, så han er i gode hænder. Jeg linder lidt på gassen resten af dagen.

Næste post bliver en lidt stejl skovskråning vi skal op ad, og på den anden side venter Gregg med en trial maskine. Min første tanke er ”Den er for stejl - det ville være meget fornuftigt at vente nede på vejen” Så peger jeg forhjulet mod skråningen og giver gas, det går nok - man skal bare tro på det!

Halvvejs oppe rammer forhjulet noget og med et ryk bliver maskinen kastet mod højre og rammer med pæn kraft en træstub, som betænksomt er placeret der.

Jeg går ned med tør knasende lyd og må hjælpes med at få maskinen ned igen - noget bulet.

Af min fod

Med endnu større buler i selvtilliden og smerter i foden, kravler jeg op til de andre, skvatter i en rod og er egentlig godt og grundigt udmattet. De øvrige på holdet klarer sig flot på den lille sjove trial cykel, som Gregg er stillet op med. Den kører på forunderlig vis over stubbe og stammer og det ser faktisk rigtig sjovt ud, men trods let gruppepres og trusler fra Gregg om 5 minus point, vil jeg ikke prøve. Jeg har fået tæsk nok for i dag og ikke engang 5000 minus point kan få mig op på den lille trial.

Jeg går ned og venter på de andre, da jeg ser Charlotte på vej ned ad skråningen mod vejen igen. Hun har åbenbart besluttet at finde ud af om hendes motorcykel kan flyve, .......og det kan den godt!

Hun rammer den lille grøft ved foden af bakken, med for stor fart, så maskinen kastes op i luften og flyver.....men ikke så langt, så rammer den asfalten oppe på vejen og fortsætter direkte ind i Franks MC som står parkeret ved den modsatte vejside.

Der sker heldigvis ikke noget, men Charlotte er lidt rystet.

De skrappe på holdet vil nå at køre over 70 km for at komme til sidste post, så efter eskorte til E4, kører jeg sammen med Charlotte hjem til hytten.

På det tidspunkt, da jeg stiller motorcyklen ved hytten, kan jeg bare ikke lade være med at grine over den absurde dag: Nu er min maskine da indviet som offroader. Fyldt med støv, jord mudder og svensk pyntegran, og godt ridset.

Jeg får en kold øl, samler den ene grill sammen med Rasmus, og tager et varmt bad.

Senere på eftermiddagen drøner flere TKD´ere rundt på den lille trial cykel og prøver at finde ud af, om man kan dressere den til at hoppe over ting og træstammer.

Da mørket er faldet på kommer vi til turens kulinariske højdepunkt: Flemmings ristede fra grillen, med kartoffelsalat, salat mm. Det smager møøøøf.

Senere på aftenen er der samling og kåring af vinderholdet - og jeg får den tvivlsomme ære at blive tildelt vandrepokalen, som årets uheldige ”tonser”. Pokalen er en slags ”tossehjelm” fra en russisk kampvognsenhed, som mine nye venner synes jeg skal bære, på resten af turen!

Resten af aftenen er der bål og hygge.

Næste morgen

Lørdag morgen har jeg - sjovt nok - meldt mig på begynderholdet. Vi skal køre samlet 280 km og det ser ud til regn. Foden har holdt mig vågen det meste af natten og jeg er indstillet på at give op, men tænker alligevel: Fandme nej - jeg skal ud og køre mere grus. Jeg snupper et par kodi og får maset foden ned i støvlen, og da vi har kørt en halv time sker det forunderlige. Solen kommer frem, foden er blevet varm og vi kører turens smukkeste rute.

Der er indlagt en lille overraskelse, nemlig en færgetur. På den anden side venter vi en halv times tid. Trine der er forreste kører og ansvarlig for begynder holdet, er punkteret og kommer med næste færge efter lapning af bagdæk. Johnny og Carsten benytter ventetiden til at uddele en skideballe til hele begynderholdet:

”Rotationssystemet fungerer ikke en skid. Hvad fanden er det i laver? det er sgu da ikke så svært”

Reglerne bliver gennemgået endnu en gang.

”Går det ikke meget godt” er vi et par stykker der forsøger

”Nej gu gør det ej” fortsætter Johnny og Carsten som er bagmand supplerer:

”Jeg bliver jo ladt i stikken som sidste mand hvis I ikke kan finde ud af det....og hvis det sker, skylder fjolset både fri bar og middag til mig”

Johnny bliver ved:

”Og så er det nok meget smart hvis 2. mand holder, så man kan se ham, og ikke 25- 50 meter efter svinget ikk”

”Jeg gider fanme ikke bruge 3 timer på at hente en der ringer og siger:

”Øhh jeg ved ikke hvor jeg er, men jeg står ved et rødt hus og et grantræ”

De 2 sidste der kommer med næste færge sammen med Trine, får også lige en lightversion af ballen inden vi fortsætter ...i godt humør.

Frokosten tager vi på en tank i Varnamo, hvor der pludselig er teater.

I fortvivlelse over vores manglende evne til at udføre ”rotationssystemet”, begynder Johnny, Carsten, og Frank at opføre en slags børneteater som demonstrerer det: Johnny går i slowmotion i græsrabatten, og er forreste mand og forklarer samtidigt hvad der sker, når han drejer og markerer til 2. mand. Frank begynder at leve sig ind i forestillingen og sige som en motor ”arrrrnnnn, arrrrnnnnn”

”Hold nu kæft Frank, du behøver sgu da ikke lægge lyd på” siger Johnny og vi er ved at brække os af grin.

Her er smukt

Vi kommer igennem meget flotte landskaber og ser højlandskvæg, hejrer og nyder i det hele taget bare turen og de gode grusveje. Indimellem er der passende små stykker skovspor, med fine udfordringer. Efter små 200 kilometer begynder man at få en go fornemmelse, af at det går fint, og selvtilliden vokser - så nu skal vi ud i noget mudder og ha udfordringer. Først skal et par væltede træer passeres. Det første klarer vi alle mens det næste kræver større indsats. Vi når at at slæbe 2-3 MC ere af de tunge igennem ved rodsiden af træet, hvor der er knæhøj sump, inden nogen opdager at det er lidt nemmere den anden vej rundt.

Efter de væltede træer møder vi en række mudrede spor, hvor det lykkes mig at vælte i det første. I det andet ryger jeg også ned, men bliver så rasende at jeg får kræfter til selv at rejse cyklen op.

Det tredje mudderspor er længere og sværere, og jeg kæmper med gode venners hjælp for at få cyklen igennem. Da vi endelig er ovre, kommer Carsten tilbage og siger:

”Vend om”

”Der er endnu værre længere fremme”

Det er fanme løgn tænker jeg. Men det er det ikke.

Vi hiver og flår i motorcyklen og jeg har det som i en trykkoger inde i hjelmen, mens jeg står i vand og mudder til knæene.

Formand Johnny kommer forbi og kan godt se hvad der foregår.

”Tag hjelmen af og tag en slapper, så motor/kobling ikke bliver for varm.”

Jeg følger de gode råd og lidt efter er vi igennem. Jeg får en lille sejr da jeg på tilbagevejen kommer igennem de 2 første mudderspor uden uheld!

Vi er komet bagud i forhold til tidsplanen og må tage motorvejen sydpå til et lille cafeteria ikke langt fra hytterne.

Her får vi ”Fläsk kotelet” med syltetøj og kartofler. Det smager perfekt efter en lang dag i sadlen og bagefter triller vi tilbage til hytterne. Efter bad er der tændt et perfekt bål, hvor resten af aftenen går med hygge og flere får drukket sig i hegnet efter de mange strabadser og oplevelser.

Næste morgen går det hurtigt hjemad for mit vedkommende. Jeg skal nå en familiefødselsdag og kører kl 9 - hjem ad E4. Jeg siger farvel og kan godt mærke at jeg kommer i ”bad standing” hos Flemming og Johnny over ikke at blive, ”til alt er ryddet” Det må jeg betale af på, på den næste tur med TKD.

Fantastisk at opleve alt sammenholdet og stor tak for det enorme arbejde der er lagt i forberedelse og gennemførelse af turen.

Mange hilsner fra

Debutanten 

Tak for lån af billederne / Trine