Jylland på tværs

En nyklassiker

Lørdag den 23. august var dagen hvor Jylland på tværs vol.2 blev afholdt. Den største del af flokken mødtes hos Jesper8dog i Sdr. Røvløse (en lille forstad til Århus), hvor der var kaffe og hygge i rå mængder til de tidligt ankomne. Sjovt nok som man i den der arbejdsverdenen som folk taler så meget om, altid oplever folk komme for sent til møder etc., men handler det om vores passion offroad kørsel, så kommer vi hellere 30 minutter for tidligt.

Motorcykelmæssigt var flere typer motorcykler repræsenteret. Størstedelen hørte til i den tunge ende ala KTM 950, Yamaha ST 750, BMW R100 G/S osv osv. Arrangøren selv stillede op med feltets mindste cykel, nemlig den touring venlige KTM 525. Pakker man ikke noget unødvendigt, så kan det sagtens ligge på bagskærmen…..


Arrangøren Jesper8dog på sin KTM 525 touringmaskine

Afgang var planlagt til 8.30, så da vi alligevel (næsten) alle var mødt frem, ja så kom vi faktisk af sted til tiden. Der var lidt mindre fremmøde end forventet fra Fyn og en KTM Rotax havde ikke i sinde at starte på kommando. Pga. for dårlige færgeafgange havde sjællandsholdet ikke mulighed for at være hos Jesper til planlagt afgang, så de stødte i stedet til gruppen kl. 10 ved McD i Stilling.


Et par færger på færgen mod Jylland – sejt at sjælland var så flot repræsenteret

Fra Stilling blev vi delt op i et hurtigt og et endnu hurtigere hold og kørte med rotation, hvor der køres med fast for- og bagtrop. Herfra gik det af mindst muligt asfalt mod Viborg ad fedtede markveje, lidt snæver skov og masser af grusstrækninger. Vejret startede lidt til den våde side, men klarede hurtigt op. Faktisk var det godt med lidt vand til at dæmpe støvdannelsen på de flere hundrede km grusveje der blev kørt den dag.


Der er uanede km grusvej i Jylland


Det bliver ikke meget flottere. Kongenshus ved Viborg.

Omkring Viborg var det meningen at vi alle skulle starte på Allans fede roadbooktur, men da det mindst hurtige hold var blevet let forsinket af Trines punktering nummer 1, blev det telefonisk arrangeret, at de skulle springe over første del af roadbookturen og i stedet køre direkte til frokoststedet i Hagebro.

TransAlp billigt til salg J Trine tager alle de punkteringer hun kan komme i nærheden af. Godt Carlsen er et omkørende værksted!  

Det hurtige hold begav sig derfor ud på Allans roadbook, hvilket var lidt en prøvelse for undertegnede som aldrig havde prøvet det før. Gode råd til andre rookies: 1 tjek om din triptæller passer (det gør min cykelcomputer ikke), 2 tjek om triptælleren er nem at nulstille (det er min ikke). Ovenstående 2 ting gjorde det til lidt for meget gætværk om vi snart var ved næste punkt på roadbooken. ”Min” gruppe havde dog god tålmodighed med mine manglende navigationsevner, så hver gang vi kørte forkert gav vi bare lidt ekstra gas for at kompensere. Cirka halvvejs i roadbooken var der indlagt frokost på tanken i Hagebro. Her nåede vi næsten at færdiggøre vores frokost før det lidt mindre hurtige holde dukkede op efter forsinkelsen skyldes Trines punktering.

Der indtages en sund og nærende frokost på den lokale grill i Hagebro. Det er meget vigtig med kost fra den helt rigtige ende af kostpyramiden når man kører udholdenhedskrævende offroad. En egenrådig KTM Rotax med fører var også dukket op, men havde desværre igen startproblemer og måtte blive tilbage alene – igen.

Herfra var tidsplanen nu skredet så meget, så Søren Sand drog af sted på egen hånd mod vores overnatningsplads for at hjælpe med klargøring af maden. Arrangøren og undertegnede insisterede på at køre hele turen som planlagt, så vi drog af sted lidt før resten af gruppen.


Søren og Nina havde klargjort lejrpladsen med bål og hygge til vi andre nåede frem


Søren og Ninas hund som næsten hedder Suzuki!


Sindssyg lækker mad blev færdigtilberedt over bålet


Og der blev helt stille efter maden kom på bordet/skødet


Balancekunst af høj klasse. En glad dreng forklædt i en mands krop


Der blev hygget omkring bålstedet til ganske sent ud på natten.

Sensommeren viste sig fra sin allerbedste side og vejret var intet mindre end perfekt på Klosterheden. Ikke en sky på himlen, lækker mad, diverse drikkevarer og en masse folk som er samlet fordi vi godt kan lidt motoriserede køretøjer. Det var uundgåeligt at det skulle blive en hyggelig aften og nat – hvilket det også blev.

Overnatningen foregik i de omkringliggende shelters eller på rigtig friluftsmaner – på den bare jord.

Arrangøren havde ikke lige plads til et liggeunderlag på touringcyklen, så det blev en presenning på den bare jord.

Efter at have sovet rigtigt stærkt i nogle timer begyndte lejeren at røre på sig. Bålet blev tændt og disen hang lavt over heden denne flotte morgen.


Morgenkolde og våde motorcykler venter utålmodigt på at få varmet olien


Morgenkolde offrødder som trænger til at få varmet blodet efter en let kølig nat


Touringcykler?

Efter morgenmaden brød folk langsomt op og begav sig ud på forskellige ruter. Uffe ville køre noget af ruten baglæns før han skulle med færgen mod sjælland, arrangøren og Rotax ligeså (men de skulle dog ikke med nogen færge da de nemlig boede i Sdr. Røvløse). Fynsholdet tog landevejen og resten kender jeg ikke til.

Det var en fed tur, som jeg er sikker på bliver gentaget igen næste år hvis Jesper gider arrangere den. Stor tak til ham, Søren og Nina for at have givet et fedt døgn i Danmark når det er smukkest.

 

Jakob S. K