Til Sverige som nybegynder
- i 30 graders slow motion

Den disede morgensol stirrede ligesom anklagende på mig og spåede om heftige varmegrader da min tur startede friskt under Grib Skovs flimrende grønne himmel og jeg satte kursen stik øst lørdag morgen kl kvart over 7… Eller rettere, turen var på en måde allerede startet aftenen forinden, da jeg forventningsfuldt fyldte tanken ved fiskerlejets støvede, aftensøvnige tankstation. Ydmygt havde jeg netop klistret Teneré-klubbens logo bagpå min F650GS’er. Ved synet af kamelen tænkte jeg, næsten skamfuldt, at dette føltes lidt forbudt… som noget man virkelig skulle have gjort sig fortjent til. Det eneste grus jeg på min MC endnu havde været i berøring med, var gruset i min indkørsel.

Denne morgen kørte jeg ind på en tankstation igen få minutter før ankomst til færgen, og fyldte tanken op endnu engang… for 20 kroner og 75 øre (!!)… men jeg skulle saftsusemig ikke risikere noget oppe i de svenske skove. Det medførte nu alligevel en ikke helt diskret, ligegyldig hovedrysten, blot for ligesom at demonstrere for tankpasseren at jeg godt vidste det måske var liiige lovligt pedantisk.

Trine gjorde mig selskab lige før billetlugen ved Helsingørs havn. Jeg havde set hende i spejlene ved en tidligere tur til Langelinie, og det gule bæst kunne man ikke være i tvivl om var Trines. Da hun brølende passerede mig lige før billetlugen vinkede en citronmåne til mig, ivrigt flaprende, og næsten forventningsfuldt, fra sin fastspændte plads på ryggen af Trine. Efter at have ventet et øjeblik i bane 2, og lige før vi kørte ombord, hilste jeg på de andre, først Kitta, dernæst Henrik S, Allan V og Carlsen (medbringende alt det løse: dvs. syv brækkede ribben).

En kop kakao og en ostemad senere kørte vi fra borde, varmen var allerede næsten ulidelig her ved nitiden om morgenen, da jeg pædagogisk fik forklaret principperne omkring rotationssystemet. De næste kilometer ind i Sveriges land gik med at orientere sig i dette uvante (men alligevel så logiske) system der, vist kun med få undtagelser, fik det meste af turen til at glide i et nogenlunde tempo. I mine øjne gik det selvfølgelig over stok og sten, i bogstaveligste forstand.

Allerede tidligt udenfor Helsingborg anede jeg svagt den skønne svenske natur, En hejreunge, var det vist sågar, som stod og trippede forvirret rundt om sig selv midt på en af de små landsbyveje mens vi i støv og turbulens passerede forbi én efter én. Jeg vænnede mig kun langsomt af med hele tiden at skæve bagud til Trine, som udgjorde en tryg og tålmodigt ventende bagtrop, når jeg mistede de andre af syne.

Ellers koncentrerede jeg mig ikke om ret meget andet end at holde mig indenfor omtrent 1 km fra nærmeste forankørende, der ind imellem endte med at blive Henrik S, forreste mand på hele turen.

Vi stoppede ofte op for at få en slurk vand oglidt luft til de opkogte hoveder. Alle var så hjælpsomme, og der var da også ind imellem behov for at korrigere lidt, før småfejl blev til uvaner.

Ganske ubemærket blev vejene smallere, mere snoede og støvede, indtil de til sidst endte i indkørslen til et lille svensk rødt træhus, hvor husets hund stod og gøede lidt frygtsomt, og konen i huset stod i mørket bag sit køkkenvindue og iagttog os.

Her måtte jeg af min GS’er, mens Henrik hjalp med at få den over skovbrynet ind i den forførende, skyggefulde underskov. Grusvej afløste skovvej, og blev igen afløst af asfaltvej. Sådan vekslede det hele tiden, og det var en god blanding for en nybegynder som mig, der brugte massiv energi på at koncentrere mig om underlagets egenskaber og samtidig indlære rotationsprincipperne. Vi hilste pænt på de folk vi mødte, og blev hilst pænt igen på.

Da vi nåede vores destination – klokken må have været lidt over tolv – stod solen højt og hamrede sine bagende stråler ubarmhjertigt ned igennem hjelmene. Mit hoved var på kogepunktet, men humøret var stadig ligeså højt som temperaturen.

Vi spiste vores frokost på den mest syrede truck-rasteplads jeg har set. En ram, fugtigt lugt af gamle, polstrede møbler borede sig ind i næseborene da vi trådte indenfor i den store gule træhal der, udover restauration, også rummede et indendørs loppemarked. På det laksefarvede toilet var jeg ved at flå sæpedispenseren ud af væggen, som den åbenbart skulle forestille at være fastgjort i.

I små klatter sad enlige, par og familier – vist mest lokale – ved bordene og forsøgte ligesom vi at regulere kropstemperaturen i skyggen.

Det var et skønt sted, og selvom det formentlig nærmest er legendarisk i Teneré-kredse, er stedet af den type der nok gør indtryk på alle førstegangsbesøgende med sin autentiske, ja næsten excentriske atmosfære af forgængelighed og evighed i ét og samme rum.

Buffeten var solid med meget af det hele; syrligt, sødt, salt og stærkt. For bare 65 svenske kroner kunne vi spise til vi sprængte, og tilmed slutte af med så meget kaffe at den opkvikkende væske stod ud af alle svedende porer i ens krop. Oplevelsen alene var pengene værd.

Med udsigt til en meget lidt trafikeret motorvej sad vi storsvedende på verandaen i skyggen af huset, mens vi slappede af og spiste. Anekdoter fra tidligere oplevelser på MC blev udvekslet.

Tilbageturen foregik på tilsvarende underlag, vekslende imellem asfalt, grus og lidt grønt. På et tidspunkt holdt vi pause i et idyllisk sving på en grusvej inde i skoven. Vi spiste smeltet citronmåne og fik tilbuddet om at træne lidt udskridningsteknik i svingene. Her skiftede jeg rolle (uden at nogen løftede så meget som et øjenbryn), fra aktiv deltager til lidt mere afslappet tilskuer. Jeg morede mig med at se de andre tvinge støv og atter støv op fra stien, men kunne mærke at jeg selv var for træt i hoved og krop til at jeg turde forsøge mig. Trine og Carlsen fik nogle gode nær-optagelser af kampgejsten.

Da vi forlod lysningen var arme og ben næsten ligeså tunge som min GS’er. Resten af den strækning jeg tilbagelagde ad grusveje, trillede jeg næsten sanseløst træt af sted på automatpilot, indtil jeg indså at jeg måtte kapitulere og droppe flere solflimrende skovstier for dén dag, og lade de andre fortsætte i et bare nogenlunde værdigt tempo.

Trine på det nærmeste eskorterede mig ad motorvej tilbage til færgelejet i Helsingborg, hvor vi kort efter blev indhentet af Kitta, Carlsen, Henrik og Allan.

Vi sagde farvel på færgen efter en dejlig, støvet dag der sluttede med en sejltur i brise og mariehønesværm. Trines ene næsebor lagde kun kortvarigt hus til en der åbenbart ønskede at udvandre til Danmark. Det var heldigt for den, at den ikke satsede på det piercede venstre(!).

Før jeg turde køre de sidste 40 km vestpå i totalt modlys satte jeg mig på en café i Helsingørs gågader og drak en iskaffe med en kammerat. Det havde været en god dag og en god tur!

Dagen var slut, men turen fortsatte hele natten hvor jeg, stadig med klingende fjederfingre men helt uden dagslysets ængstelse styrede mig selv og min maskine stadigt mere virtuost igennem det ene sving efter det andet, på smilende svenske grusveje…

I dag kan jeg nærmest ikke bevæge mig, så den ubønhørlige sol vinder: Vi ses på stranden!

Tusind tak til Trine og Henrik for det super gode og rummelige initiativ – og tak til alle deltagere for godt selskab!!

/Louise.