Begynderraid i Sverige

Begynderraid i Sverige lørdag den 30. juni

"Var det meningen vi skulle køre i mudder?", sagde Niels efter at vi havde kørt det første stykke ikke-asfalt ved 8-tiden lørdag morgen et eller andet sted i skåne.
Vi havde alle tre fået det indtryk, at det var en begyndertur på grus.
Ordene offroad og raid, som også var nævnt i beskrivelsen af turen på hjemmesiden, var der ikke rigtig nogen af os der havde hæftet sig ved.
Men at det gjorde en stor forskel, skulle vi snart komme til at erfare.
Sætninger som
"Øh, er det her grus?",
"Det her er rimelig grænseoverskridende!" og
"Vi skal bare lige have flyttet denne her kampesten", hang pludselig i luften og ventede på at blive anvendt.

Niels, Anette og jeg var de første ved færgen (i omvendt rækkefølge).
Johnny og Mads, som skulle være vores kyndige vejledere udi "ideallinje i grussving" og "stående kørsel på løst underlag" fulgte efter og så var gruppen samlet.
Jeg tror, vi alle syntes, det var lidt tidligt at mødes 06.30, men det viste sig at være en rigtig god idé, for vi var allerede godt i gang, længe før Svensken fik sko på.

Efter en kort men rimelig udfordrende skovsti, som vi begyndere var glade for at have lagt bag os, blev vi mødt af en mavesur svensk bondemand, der ikke lige synes vi skulle krydse hans gårdsplads for at komme ud til vejen…
"Tilbage igen" sagde Johnny, og så var stilen ligesom lagt.
Det her var et raid.
Ikke en tur planlagt ned i detaljerne, men en tur hvor man prøver sig frem, for at finde en ny rute eller genfinde en gammel, med hvad det så indebærer af overraskelser.
Johnny have nok glemt at slå funktionen "sure svenske bondemænd" til på sin GPS, eller også havde den ikke fået de sidste nye opdateringer.
Til gengæld var skovfogeden, som vi mødte på vej ud igen, en flink mand (der i øvrigt også kørte motorcykel) og ikke havde noget imod at vi brugte hans skov.

Så var vi ligesom i gang.
Vi kørte skiftevis på grus og asfalt, ad små stier forbi søer og gårde, og holdt et par pauser undervejs for at nyde den svenske natur, og få en smøg.
Efter et stykke tid nåede vi Shelltanken i Ängelholm, hvor Johnny siger "Om fem kilometer starter vi".
Vi så spørgende på ham, og synes da vi var i fuld gang.
"Det her er kun et transportstykke", sagde han.
"Ruten starter lidt længere henne".

Vi kørte efter rotationssystemet, hvor, nummer to i rækken bliver holdende i den retning som "formanden" er kørt, hvis vejen deler sig.
Nummer to bliver holdende og lader de andre passere indtil han/hun ser bagtroppen, og bliver så nummer næstsidst. Det fungerede fint og gjorde, at vi ikke tabte nogen på vejen.
Ikke sådan rigtig i hvert fald.

I pauserne kom Mads og Johnny med tips til, hvordan man kan sidde og stå på cyklen, og hvad man bør gøre og ikke gøre i en given situation.
Det var meget brugbart og vi kunne jo så prøve det af med det samme, når vi kørte videre.
Mads tilbød os alle 3 på skift at lege "Kongens Efterfølger".
"Følg mit spor rundt i svinget i dit eget tempo, og så prøv at give gas, når jeg giver gas", sagde han.
Og det hjalp faktisk.
Lige pludselig kunne man skære svinget lidt skarpere.

Skianlægget ved Vallåsen blev et kapitel for sig…
Vi valgte den blå piste, men sprang liftkøen over og begav os mod toppen.
Nogle holdt pause på vej op (se foto af Anettes mc, der ligger og holder pause), andre tog den non stop deropad. Udsigten var fantastisk oppe fra bakken, hvor vi holdt et hvil og sundede os efter opstigningen.

Mads fandt et dejligt mudderspor, hvor han rigtig kunne give den gas, indtil han ramte en sten og måtte kæmpe en del for at komme fri.


Det viste sig at blive dagens dyreste delstrækning, da Mads lidt senere opdagede at muddersporet havde taget hans GPS som betaling.
Og så brokker folk sig over roadpricing…
Mens Johnny og Mads kørte tilbage for at lede efter den tabte GPS, fortsatte begynderne til Valentinos Pizza i Örkelljunga, hvor vi lige nåede i tørvejr.
Mads og Johnny stødte til, lettere slukørede (uden GPS), hundesultne og en anelse fugtige efter skybruddet.
Men de blev hurtigt gode igen, for der var velfortjente pizzaer og cola til alle.

Efter maden tog vi over åen efter vand…
Eller vi kom i hvert fald til en å.
Mads blev kaldt frem fra sin plads som bagtrop, for sammen med Johnny at vurdere om vi kunne krydse åen uden alt for store risici.

Det mente de godt vi kunne, og det lykkedes os faktisk ved fælles hjælp at få alle cyklerne med over, selv Niels’ Afrikanerfærge, på trods af at der var glatte sten, lumske huller og pænt tryk på vandet.
Jeg havde svært ved at få armene ned, efter denne menneskets sejr over naturen.

Men 100 meter længere fremme ad den tæt bevoksede, mudrede, stenede skovsti, der løb langs åen, var festen forbi. Der var sket et stenskred og den eneste vej videre var op ad en stejl vandresti, der mest bestod af klippestykker.
Vi måtte vende om og endnu engang færge motorcyklerne over vadestedet.
Denne gang gik det hurtigere.
Vi havde ligesom lært trickene og fik også flyttet et par sten.

Godt flade af at mase med knallerterne kørte vi videre.
Jeg ved ikke om det var koncentrationen, det var småt med, men vi blev i hvert fald kortvarigt væk fra hinanden, hvor Johnny efterfølgende griner og siger "Det virker sgu, det der med at rotere".

Det sidste stykke vej mod færgen var på asfalt, og der kunne man sidde og tænke lidt på de tips og trick man havde lært i løbet af dagen. "Op at stå, ud med armene, kig fremad" lød det inde i min hjelm.

Tilbage på dansk grund sluttede vi af med en dejlig, kold øl i Mads’ have, og var enige om at det havde været en rigtig god dag. En "begyndertur" med helt nye standarter!

Uffe J