Osby tur 16- 18 juni 2006

Trine på Honda XL350 har skrevet om sine oplevelser med Tenereklubben!

Fredag ved Helsingør motorvejens slutning jeg holder for rødt for at tage det sidste stykke ind til Helsingør hvor jeg skal mødes med de andre ved færgen..
Jeg har ingen anelse om hvad klokken er, andet end at jeg ved at jeg er sent på den for jeg har holdt fri hele fredagen for at pakke og hygge mig inden jeg skal af sted, og derfor glemt at der fredag eftermiddag er rigtig meget trafik og kø på motorvejen.
Jeg er faktisk meget sikker på at jeg ikke kan nå færgen for køen er meget lang, da jeg med et´ høre lyden af en off road’er nærme sig. Jeg vender mig om og ved ikke hvem det er der kommer, men er meget lettet da jeg nu ved at jeg ikke er den eneste der er sen på den og hvis færgen misses, så havde jeg da nogen at følges med til Osby.
Det var Pia.. Fedt.. hun napper lige køen og stopper ved mig og spørger.. Vi er vist lidt sen på den, er vi ikk.. Joo det er vi.
Kom siger hun og giver mig tegn til at vi liiige snupper køen op til det røde lys.. Jo jooo.. friskt går det op igennem forbi bilerne, videre ind igennem rundkørslerne. Og med Pias meeeget larmende udstødning virker det helt som om at vi har udrykning på, for jeg ser bare hvordan folk kaster deres biler ind til siden og giver plads til os. Om det er fordi de er venlige eller om det er fordi at de er bange for deres biler skal blive ramt at tøseraketterne skal være usagt.. Men vi nåede frem 5 min. inden mødetid.. Pyyyyha og hurraaa for Pia..

Endelig af sted med færgen og mod Osby, turen gik godt og vi havde lige et par stop undervejs.

Pia kørte på lånt cykel også med kickstarter, og hvis jeg syntes at min var svær at starte, så var det vist vand i forhold til Pia’s, man kan sige at der blev svedt en del.

Nu er var det jo min anden tur til Osby, og jeg glædede mig rigtig meget, for sidst jeg var af sted var det gået ganske fint til trods for at vejene var meget fedtet og glatte efter langtidsregn og et fordæk som vist var et gadedæk. Hvilket jeg fik fortalt søndag på vej hjem.
Nu var fordækket skiftet ud til et med knopper på, og sikken en forskel. 
Den første tur ud på gruset gik fantastisk, alle de gode tips og tricks jeg havde fået sidst blev brugt flittigt og jeg begyndte at føle at det her det går jo bare over al forventning. Den fik lige lidt mere gas og svingene kunne jeg nu begynde at tage uden at skulle bremse ned, men kunne slippe gassen, geare lidt ned og så ellers give den gas igen ud af svinget. Fuuuld gas, så den dansede og sten, grus og støv blev hvirvlet op bagud..

Vel fremme ved huset ventede der en masse rare mennesker og ikke mindst god mad. Flemming kan altså lige det der med flødesovs og mørbrad. Det er jo ikke lige den kost jeg lever af til daglig, men skal man give den gas, så skal man give den gas ordentligt.

Efter maden fulgte der så røverhistorier af værste skuffe, så hvis man ikke havde ondt i maven af den gode mad, så fik man det af latterkramper, og sætninger som ”Hvad hedder din dukke” og ”du er jo syyg”, samt navnet Betricia vil nu altid blive forbundet med ondt i lattermusklerne.
Mæt af dagens begivenheder, god mad og røverhistorier så trak soveposen en smule.

Pia havde fundet et Alt for Damerne blad i stuen og havde erklæret det som tøsesoverum. Hjørnesofaen blev delt, Pia på den lange ende og jeg på den korte ende og så flettede vi ellers tæer natten igennem.

Lørdag morgen, så var det tidligt ud af soveposen, for der var under aftensmaden aften forinden blevet påskrevet at der var afgang fra hytten kl. 9 uanset hvad, så hvis man ville med, så måtte man bare have tanket og være klar til kl. 9. Slut..

Madpakkerne var smurt, olien var i rygsækken, samt sodavand og chokolade, meeen vi kom vist ikke helt af sted kl 9, men næsten og det gjorde heller ikke noget, for der er jo ikke nogen der køre uden nogen. Og det er virkelig en rigtig god oplevelse at føle, at selv om man er nybegynder og kun har kørt motorcykel i 2½ måned, ikke aner hvad svømmeren er eller hvad en karburator gør, og man ikke kan starte sin maskine, fordi den kun er udstyret med kickstarter, og man sveder som en hest og ser fuldstændig idiotisk ud, så er der altid en der er villig til at give en hjælpende hånd, det kan simpelthen ikke beskrives hvor fedt det er.

Afsted vi kom, der var planlagt en 250 km. rute. Hvor og i hvilken retning aner jeg ikke, jeg fulgte bare baglyset på den der nu kørte foran.
Hurtigt kom denne fantastiske følelse igen. Jeg blev et med min lille Honda, fik mod på lidt mere fart, samt at lege lidt mere med gassen.

Noget mere fart på asfalt blev det da også til, i bedste Batman stil, dvs. krøllet helt sammen ben og arme godt ind til kroppen og så ned og ligge bag styret, fik jeg sneget mig op på hele 120 km. i timen, jo jooo det gik skam pænt stærkt.

Efter et par små stop her og der, endte vi ved en kæmpe sø hvor vores medbragte madpakker blev indtaget. 

Min madpakke havde så ligget og tumlet rundt sammen med et par sodavand, en vandflaske, cigaretter, chokolade samt en dunk olie, så min madpakke kunne nok bedre betegnes som rugbrødsmulder med leverpostej påklistret. 

Men når man er sulten, så kan alt spises og det gled også ned uden problemer.

Frokost omgivelserne var helt fantastisk, en sø og en udsigt der var et postkort værdigt. Vandet var indbydende til en svømmetur, så Torben og Pia kastede sig i søen og fik derved også vasket det værste støv af sig...

Efter en lille times tid var det tid til at sidde op igen og videre ud i skovene. Nogle steder var der så støvet at man kunne ikke se en hånd for sig.

Når man havde solen i ryggen og de første 5 – 6 stykker havde fræset igennem, så var det fuldstændig umuligt at se noget. Ikke kun pga. af støvet der blev hvirvlet op,  men også fordi støvet havde tendens til at snige sig ind under brillerne, så man følte at man havde en hel grusgrav i øjnene.

Sent på eftermiddagen, syntes Pia’s koblingskabel at nu var det sgu nok og valgte at knække og hun måtte desværre tage hjem. Jeg blev nød til at spørge dumt, hvordan pokker kan man køre med et knækket kabel ?? Forklaring fulgte, og måbende så jeg hvordan hun bare kørte af sted hjemover med et knækket koblingskabel… imponerende..
Tilbage i hytten blev der igen talt om motorcykler, mad og røverhistorier. 

Og Christian syntes at det kunne være interessant at prøvekøre min lille Honda. Værsgo, Christian snuppede sig en lille tur og jeg bliver lidt glad da han efterfølgende fortæller mig at han syntes det er en fin lille maskine.

Jeg fortæller ham at det er min første cykel og at jeg kun har kørt et par måneder, og faktisk ikke aner en fløjtende fis om hvordan en motorcykel hænger sammen, ja faktisk er jeg så grøn at jeg ikke en gang aner hvordan jeg tager sædet af.
Jamen siger Christian så, så får du lige et mini Christian Bjørnlund mekaniker kursus. Og vi går i gang med at pille sædet af, Jeg får vist hvor luftfilteret sidder samt instruktion på hvordan det renses og jeg får mod på at rense det når jeg kommer hjem.
Vi bliver også hurtigt enige om at det at køre MC gælder om at se cool ud. Hmmm.. bruger du de der fodhvilere bagpå ??.. Næææ egentlig ikke, og af ryger de. Topbox holderen bliver også pillet af og vups, så blev min Honda en hel del mere lækker..

Da Flemmings flæskesteg er ved at være klar og myggene havde sænket min blodbeholdning til 50% pakker jeg Christians værktøj sammen, siger tusind tak for lån, samt mini mekaniker kurset. 

Søndag som vi sidder og spiser morgenmad kommer der 3 mere til, som har kørt turen til Osby for at møde os og køre sammen med os tilbage til Danmark.

Oprydning og opvask klares og  vi er klar til drage i ud på grusvejene igen.

Igen føler jeg mig som en fisk i vandet og brager af sted, indtil jeg når et sving, og jeg kan mærke at jeg har alt for meget fart på og går i panik, så jeg glemmer hvad der er fodbremse og hvad der er gear og træder bare på hvad der nu kan trædes på, det hele går meget stærkt og træerne rundt svinget kommer i mod mig i en frygtelig fart.. men på en eller anden måde får jeg reddet det hele og kommer igennem svinget helskindet og farten bliver derefter sat en anelse ned igen…

Turen videre sker uden flere paniksituationer og ved næste holdt bliver vi kaldt sammen for Bager har en overraskelse vedr. frokosten. Vi skal grille pølser på vores motorcykler. Pølser pakket ind i sølvpapir og ståltråd udleveres og bliver monteret på cyklerne.

Vi kører derefter 10 min. tid og stopper ved en sø. Pølserne bliver afmonteret og helt fantastisk så er pølserne brand varme og grillet. 

Brød, pølser, slik og en Tiramisu roulade som har overlevet fredag/ lørdag nydes i stilheden og med udsigt over den smukke sø.

Sidste stræk køres mod færgen, og undervejs stikker halvdelen af, da slutningen af Le Mans lige kan nås. Ikke 10 vilde heste skal få mig til at køre hjem før tid, jeg skal have det hele med og vi er nu 4 tilbage som køre den sidste bid vej til færgen.

På en lige grusvej på et par km. ligger jeg bag Christian, men syntes at han smider lidt for meget grus, sten og støv i hovedet på mig, så jeg skifter spor. Få sekunder efter høre jeg et højt knald og noget som lyder som metal der bliver kørt igennem en træfræser. Støvet hvirvler op og Christian holder stille. Jeg får stoppet og da støvet får lagt sig, piller Christian en metal/plastik klump ud af sin motorcykel som en gang var hans baglygte og nummerplade.

Vi når til færgen og sidder under overfarten udenfor, vejret har jo været helt fantastisk alle 3 dage.

Da vi når til Danmark stikker Johnny af ud af strandvejen og vi andre fortsætter til Flemmings bopæl, da der skal hentes en motorcykel, Christian ville gerne følges så langt som muligt, da han intet bag/bremselys havde på og jeg skulle hente min taske som Flemming havde være rar at tage med i bilen for mig.

Min anden tur til Osby og Tenere klubben er slut, jeg siger farvel og triller langsomt hjemad.

Det har været endnu en fantastisk oplevelse og meget lærerigt. Det burde være ved lov at alle nyudklækket mc’ister skulle på sådan en tur på grus, for hvad jeg har lært på de 2 ture er ikke småting. Jeg er bidt af det, og jeg siger det igen : I slipper aldrig af med mig !

Tak til alle for endnu en rigtig god weekend.

Mange hilsner

Trine

Henrik B