|
En rookies bekendelser - Immeln 2006
Af Thomas Mejer
Fredag formiddag - ringer til Johnny Norrild for at høre
om han er klar.
Det er han selvfølgelig, med al udstyr pakket og spændt
fast til sin 600 RR Factory.
Hmm - tænker jeg og kigger nærmere på min
vadsæk, der med et par
spændremme skal monteres på sædet af min XT 660
uden rejse-kit.
Det går nu fint, og snart er jeg på vej mod Helsingør -
destination HH Ferries for at mødes med de andre fra hold 2.
Færgeturen over går som planlagt, turen fra Helsingborg til Ostanå er
der ikke så meget at kommentere på.
Vi kørte i fin kortege gennem det
svenske land, stærkt guidet af de medbragte GPS'ere.
Vel fremme modtog
resten af turens deltagere os med iskold pilsnere og et utal af gode kørehistorier
fra hold 1's til tider noget vanvittige køretur op til de sommerhuset.



Vi bliver indkvarteret, får os sat ned og maden bliver
serveret af Flemming,
der længe før os andre, ankom og begyndte
madlavningen.
Storslået at komme frem om aftenen, og blive mødt af den
velkomstkomite.
Intet mindre end perfekt.
Aftenen bliver brugt på småjusteringer
af udstyr, løgne historier -
mens "Sonny 1150GS"
eksperimenterede med hjelm monteret video-kamera.



Lørdag morgen op kl. 07.00 til morgenkrydderboller og
regnvejr.
Se - der er det man som ny igen kommer på prøve.
De erfarne
kaster sig let og elegant i lækkert udstyr med vandtætte jakker, hjelme
med visir de rigtige steder...
og ikke mindst bukser og støvler, der ud
over at være vandtætte, også ser en anelse mere fikse ud,
end mine
aflagte hockeyovertræksbukser.
Igen træder Flemming flinkt til side og
tilbyder at jeg kan låne et par crossstøvler -
godt nok 3 numre for
store, men det reddede min dag.



Vi deler os op i fire hold, og begiver os af sted mod
starten af Immeln 1.
Regnen er stadig i det små. Johnny kører med hold 1
(som bestod af os tre nye kørere),
og fører os via en lille omvej til
Immeln, så vi er nogenlunde rustet til at køre grus og andet underlag.
Fin start må man sige.
Så er man i gang, og man har overvundet de første
kilometer grus, sten, græs og grene.


Vel fremme starter hold 1 ud.
Vi kører af sted med Frank
"Tenere" som road book fører.
Det klarede han rigtigt fint, og
vi gjorde alt hvad vi kunne for at hindre at det efterfølgende hold
fangede os.
Kneb som fastbinding af dyre-låger m.m. afskrækkede os ikke
for at holde hold 2 på afstand.
Men desværre gik der ikke mere end 20
minutter før vi var fanget, så resten af dagen forløb i to grupper -
den hurtige og så resten.


God konstellation med Bager "DR610" og Torben
"Verdens smukkeste DR" spillende på road book
og Henrik
"Super Tenere" på fin opsamling.
Vi andre spillede mellemgas,
pløj-med-bremser-og-dæk, rotations-princip
og specielt Trine, Frank og
jeg også en anelse på stengærde.
Jeg som helt ny mand i skoven, fik
mange hints og anvendelige køretricks med på vejen. Super fedt.


Efter frokost, hvor vi alle fik vredet handsker, tørret
duggen af brillerne og regnen holdt op, fortsatte vi i to hold.
Og se, der
var det så efter en god times tid, at jeg blev satans modig.
Vi kører på
nogle fine skovveje, med løse skærver og lidt hårdere grus/sand -
anføren
var Torben "Verdens smukkeste DR", med mig efter skarpt
efterfulgt af Bager "DR610".
Jeg er sikker på at vi kørte godt
6000 i timen, da mit forhjul i et sving forsvinder under mig.
Flik Flak,
og jeg lå på den svenske skovbund og glanede med et stk. XT 660
veltilrettelagt på mine ben.
Jeg takkede Flemming mange gange for lån af
støvler, for havde det ikke været for dem og mine egne hockey-skinner,
var jeg iflg. Bager nok et par brud på benene rigere...
Resten af hold 2
stødte til, jeg fik mig sundet lidt og så videre ud i dagens tur.
Alle sænkede
tempoet for at jeg lige skulle føle mig klar igen - en fornøjelse at
folk tænker sådan.
Sikkerheden er vigtig.

Vi prøvede også at grille pølser på udstødningerne.... De skal have
2-4 km siger Bager.

Vi fortsatte i hold 2 indtil mørket faldt på, hvor
hjemturen til sommerhuset blev kørt på asfalt.
Hold 1 havde så vidt
vides, nået at gennemføre hele Immeln 2 og var godt i gang med Immeln 3
-
de vendte hjem væsentligt senere end os andre.
Her kunne det i øvrigt
også konstateres at jeg ikke var den eneste, der valgte at udføre
flik-flak denne dag.
Også Flemming og Sonny havde deltaget i
styrt-cirkuset - endda væsentligt mere alvorligt end mit.
Men begge var
ok, bortset fra ømme muskler og forskrækkelsen.
Lørdag aften med
spisning, masser af vin eller øl og et hav af løgne-historier.
Specielt
Bager behersker kunsten at få en helt normalt kedelig historie til at
fremstå som
den ypperste oplevelse kun Bager og måske Marco Polo ville
kunne have oplevet.
Der var noget med en knallert på en trappe på DTU...


Søndag morgen er vi alle oppe kl. 8 til morgenmad.
Der
pakkes stille og roligt, huset rengøres og rømmes og alle er klar til
afgang.

I en lang formation gik det via stier, veje og skov (a la
Immeln) mod en grusgrav i området.
Super tur.
Grusgraven blev testet af
de fleste,
men desværre blev vi smidt ud pga. kørsel i graven kun er
tilladt om lørdagen
(og nej - svenskere kan ikke bestikkes med dåse-Tuborg).

Herefter fortsatte vi på små stier med Johnny på Road
book og Søren Sand som fin bagtrop.

Omkring kl. halv totiden er vi 4 mand, der takker af for
denne gang og lader den sulte sti-søgende flok få frit spil. Personligt
var jeg godt ramt af gårsdagens styrt, så skuldre og nakke "pev"
en anelse.
Hjemtur på vej og med færge.


Alt i alt en super tur, med masser af kørsel og ikke
mindst teknik-træning for en begynder som mig.
Jeg følte et stærkt
sammenhold i flokken og også at vi nye, kan deltage i sådanne ture.
Det
er et must for alle, der har lidt mere end sommerdæk på deres off
road'er at tage med på.
Tak for turen - vi ses når det igen bliver lidt varmere i
DK.
|