3XL

"Hvis du synes, jeg ser slem ud, så skulle du se den SKIDE Kia, der kørte ud foran mig”. 
Folk griner, når de læser skiltet bag på kørestolen, mens han snegler sig igennem MC messens  menneskemasser  med benene strittende frem foran sig som følehorn. 

Kørestolen, de hvide kitler og den grå kødsovs er han ved at få  rigtig meget spat  af. 
Det er nu seks uger siden, han klodsede  bremserne sidste gang, og  der går mindst lige så lang tid, før han får lov til at prøve kræfter  med en rollator. 
Alle der genkender ham, og det er en del, klapper ham på skulderen og udtrykker glæde ved at se ham i live:
”Davs du,  fedt at se dig,  hvordan går det”, siger de næsten alle sammen.

Ingen kalder ham for det, han ellers indbyrdes er kendt som: 3 gange L. 
Hvordan  han kom til at hedde 3xL undrer mange sig over, for de fleste kender ikke historien bag.
Sandheden er, at det er en forkortelse for  ”Lad Lortet Ligge”, ikke just noget der lige ruller af  tungen, og heller ikke det øgenavn man ville vælge først.
Nu er det sådan med  øgenavne, at det sjældent noget, man vælger selv. 
Især ikke i  motorcykelkredse hvor det indbyrdes drilleri spiller  en lige så central rolle i fællesskabet som værkstedet og søndagsturen.

Døbelsen skete for adskillige år siden, da Michael, som han dengang var kendt som, og en hob af vennerne fra Ténéré-klubben  kørte  efterårstur langs vesterhavskysten. 
Kulden havde ramt  vestkysten, der  lå øde og gold ud til det grå hav. 
Michael kendte  endnu ikke fidusen ved at køre i sand, og føret var vanskeligt. 
Den hårde bræmme ved  vandkanten var pisket blød af efterårets urolige bølger, så sandet  var enten tørt og løst eller vådt og  tungt.
Michael hang fast gang på  gang, så cyklen slingrede ud af  kontrol og endte med at sende ham i  sandet.
Den ene gang med  styret i maven den næste med næsen først. Og han blev ved. 
Vennerne skreg af grin, hver gang Michael lå og  spjættede ved  siden af cyklen som en strandet fisk.
Men den rolige,  rare og besindige mand blev ved med at børste sig af og stige op for atter at sparke sin gamle Yamaha til live.
Ritualet var ved at  blive  en vane, og venner begyndte at holde styr på, hvor mange gange det  skete.
Tallet blev proklameret hver gang, de hev cyklen på højkant og indsamlede blinklys, spejle og afflået plastic som  trofæer. Den 9.  gang var også morsom, men den gamle vittighed var  ved at være slidt. 
Det var jo bare endnu et styrt, hverken værre eller bedre end alle de andre.
Der var snart ikke flere ting, der kunne brækkes af maskinen, da Michael igen lå og gispede udkørt i  sandet.
Cyklen gav en afsluttende høst, og motoren gik i stå i  vandkanten. Vennerne  stillede deres maskiner og gik atter i gang  med at hjælpe Michael og offroaderen på højkant.
Men nu havde  Michael fået nok.
Han sprang på  benene og kogte over: ”Lad lortet  ligge”, skreg han i arrigskab. 
Vennerne kikkede op af ned af den øde kyst og på den ellers så rolige mand, der stod knaldrød i hovedet og fægtede med armene, og de skreg af grin.
Siden da har han ikke heddet andet, og historien er blevet til en af klubbens klassikere.

I årene efter har 3xL kørt rigtig  mange offroadkilometer.
Han har fundet ud af offroadteknikken og  har udviklet en kørestil, der får det hele til at se nemt ud, vel nærmest  kedeligt.
Det er først, når man prøver at køre fra ham, man opdager,  hvor hurtigt han kan kaste sin maskine igennem pløret.

Yamaha’en er  vokset igennem årene. 
Først til en med elstart, siden til en Super Ténéré der er trimmet til gruskørsel.  
Hver sommer kører han op langs  den russisk-finske grænse sammen  med en flok tossede finner igennem mange, mange tusinde kilometer  grus og jordvej.

Der er få af de mange klubture til det svenske grusparadis, 3xL ikke er med på, og når der er en, der har brug  for en hjælpende hånd, er 3xL altid først på  pletten. 
Oftest  kører han som sidstemand og holder øje med og hjælper  nybegynderne og de usikre, så det kom ikke som nogen overraskelse, da han for et par år siden blev udnævnt til årets klubkammerat.

Beskeden fra hans kone den torsdag eftermiddag i januar ramte mig derfor hårdt:
”Michael er kørt galt nord for Helsinge”, sagde  hun med  bævende stemme.
”Han ligger på Hillerød sygehus nu. Det  er alvorligt”.

Efter en nat på operationsbordet og 40 poser blod blev han i al  hast overført til Rigshospitalets Traume-afdeling. 
Jeg nåede lige  at holde ham i hånden, mens han blev kørt ned til ambulancen  sammen med en  stab af læger. 
Det meste af dagen knoklede de med at standse de indre blødninger. 
”Lige så snart vi stoppede det  ene sted, så fossede det  ud et andet”, fortalte lægen bagefter.  
”Hans bækken lignede et  puslespil, og det var alle de skarpe benstykker, der skabte ravage”.


Der var hverken høj fart, alkohol eller vild kørsel involveret i ulykken.
Bare en ældre dame i sin koreaner som kørte lige ud  foran den ellers så erfarne Michael uden at se sig for.

Super Ténéré’en er nu erklæret totalskadet, ligesom damens Kia og hendes kørekort.
Det  er konsekvensen, når man ignorerer sin vigepligt.

En uge efter ulykken begyndte 3xL at vågne fra morfindøsen, og en efter en blev slangerne og til sidst respiratoren fjernet.
Med  hæs  stemme fortalte han langsomt om ulykken.
Jeg rapporterede om forsikringsselskabets endelige dom over Super Ténéré'en:  Totalskadet. 
Han så mildest talt nedslået ud.
Det er en ting, at  slå sig til  plukfisk og se frem til mange måneders hospitalsophold.
Men tanken  om, at den elskede motorcykel var død, ramte hårdere: 
”Kan du ikke gå  på nettet og finde en anden”,  raspede han.
”Jeg kunne godt tænke mig  den model med de sorte  fælge”.

Tanken om et liv uden motorcykel var  simpelthen uudholdelig.

Copyright Gregg j. Flower

henrik b