Marokko Roadbook 2004

Af Anders Tofft

I april 2004 deltog jeg i en roadbook tur, som førte mig ca. 3000 km igennem Marokkos overvældende landskaber. Det begyndte året før med en ide om at realisere drømmen om at køre et Rally. Skulle det være, skulle det være nu.

Jeg mente det ville være en god ide at deltage på en organiseret tur først, for at få erfaring og en ide om hvad det handler om.

Tyskland har mange udbydere af ture. Jeg så en annonce af Zitzewitz i Det tyske magasin ”Enduro”. For 2000 euro var bla. inkluderet transport af MC (afleveres i tyskland en uge før, køres til Marokko med lastbil), og flyrejse, mad, lægehjælp og mekaniker.

Der er mange indtryk og oplevelser jeg ikke kan få plads til at skrive her. Resten må man forestille sig.

Jeg ankom til Marrakech sent om aftenen lørdag d. 10. april. På hotellet var der briefing om programmet og udlevering af kort og roadbooks. Tidligt næste morgen skulle vi hente vores cykler, som var ankommet et par dage før med lastbil. Turens guide og arrangør var Dirk von Zitzewitz. En erfaren kører, som bl.a. blev nr. 5 i Paris Dakar i -96.

Holdet bestod af ca. 12 mc’er, to 4wd, en mekanikerjeep, en lægejeep og en stor lastbil med udrustning og reservedele etc. etc..

Vi kørte i samlet flok ud af Marrakech i retning af Atlasbjergene. Et stykke oppe i bjergene blev det allerede temmelig køligt. Selv snebyger var vi ude for. Grusvejene var hårde med små løse sten. Udskridningerne i sving var nogle gange ufrivilligt store.

På et tidspunkt kørte vi nede i en kløft med en kraftigt brusende flod. Pisten snoede sig og vi måtte forcere floden adskillige gange med vand til sadlen. De mange store glatte sten gjorde udfordringen større.

Hårdt men spændende.

Da vi nåede campen var det mørkt, og vi var trætte og sindssygt sultne, da vi ikke havde fået noget at spise siden 6.30 om morgenen.

Den næste dag fortsatte vi i Atlasbjergene. Vi skulle over et pas i 2000 m. højde. Rigtig koldt og blæsende. Garderoben bestod af forventning om sol og varme. Så da det begyndte at regne blev man rigtig våd. 150 km gennemblødt i få graders varme var ikke specielt morsomme at køre. Vi fandt dog campen med god brug af GPS.

Alle dage fik vi udleveret dagens rute på roadbook. Dem der havde GPS fik også koordinaterne. Vi kørte i hold på ca. 4 stykker i hver.

Efter Atlasbjergene fortsatte vi de næste par dage sydøst på gennem stenørkener. Tempoet var højt og det stillede krav til koncentrationen. Især midt på dagen skal man passe mest på. Der står solen højest og kaster ikke skygger. Flere steder kom man med høj fart og opdagede pludselig at pisten var skyllet væk og der var et hul flere meter langt og dybt. Det stod anført i roadbooken som ”Qued”. Ikke alle Queds var anført, derfor blev man overrasket hver gang der dukkede en frem.

Ofte nåede man ikke andet end at tænke ”shiit”, læne vægten godt tilbage og lægge sin lid til affjedring og Allah som er bossen dernede.

Jeg var nok overrasket over hvor krævende det er at køre så hurtigt man kan og være så koncentreret i over 10 timer om dagen. Man ser ikke så meget andet end roadbooken og hvad der sker fremme på sporet. Sten med skarpe kanter når man ikke altid at se før det siger knald og fælgen får en ordentlig en på lampen. Man er totalt på og tilstede i nuet. Et sekunds uopmærksomhed kan blive fatalt.

Der var flere grimme styrt. F.eks. var der en tysker, der fik det meste af et fingerled skåret over på en skarp sten ved et styrt.

En andens ben var lige så gule og blå som hans Husaberg. En kører på en Husquarna opdagede en Qued for sent. Han fik en flyvetur på 30 meter. Heldigvis slap han for grove knubs, men cyklen var total skadet.

Der var selvfølgelig også stunder hvor jeg bare følte ”wauww, her kommer jeg!”. Det er bare et sus at føle sig som en Dakar star. Støv, lyden af cyklen og omgivet at ørken og vilde bjerglandskaber. Hold kæft jeg er her sgu’! This is real!!

Skide værd med lårmuskler der er syret helt til, diarre og træthed fordi man burde have været i god form. Det er stort og næsten ikke til at rumme.

Vi nærmede os Erg Chebbi, det største sandområde i Marokko. Nu stod den på sand de næste 4 dage. Det var noget helt andet. Enormt sjovt og fedt at slippe for alle de skide sten!!!

Det var varmt og man tyllede nemt 4 liter i sig inden frokost. En Adventure er sgu’ tung når den først er sunket halvvejs ned i fesh fesh, som er fint støv.

Adventuren var fed at køre i sand med. Så sporstabil så jeg virkelig kunne lukke op for hanen. Min gearing var 15/45, så 155 kmt/t flatout var alt hvad den kunne trække. Det føltes også ok hurtigt.

De fleste deltagere kørte på enten Suzuki DRZ400 eller KTM EXC 450. Lettere maskiner der havde deres fordele mange steder. Bliver der en næste gang, vil jeg køre på min EXC 400.

De sidste 3 dage gik det mod nord og Marrakech igen. Landskabet blev igen mere stenet og sidste dag forcerede vi endnu engang Atlasbjergene.

10 køredage på hver ca. 300 km. Masser af grænseoverskridende oplevelser og en masse erfaringer rigere afleverede vi vores cykler, tog et lang og vådt bad på hotellet og gik høje ud i Marrakech’s natteliv.

Første stop på vej op i Atlasbjergene. Det var overraskende koldt og blæsende.

Børn dukkede op over alt hvor vi kom frem. Selv de mest øde steder. De fleste vinkede, få kastede med sten.

Underlaget var oftest hårdt med rullesten. Det kostede koncentration, da et styrt kunne betyde en tur ud over kanten.

Det her er bare sjovt!

Flot landskab. Men tungen lige i munden. Lidt efter dette stop begyndte det at sne.

2. dags etape begyndte med enduro i udtørrede flodsenge udelukkende med løse store sten. Her er vi kommet højere op hvor underlaget er mere fast og plant. Suzukien har slået hul i motorblokken. Den blev dog fixet.

Atlasbjergene ligger bag os. Det er blevet varmere. Nu smager det mere af støv, stenørken og rally feeling.

Michael yderst til venstre, måtte senere udgå, da han efter et styrt fik revet det meste af sit yderste lillefinger led af. Han måtte køre næsten 100 km med en klud bundet om, før han fandt lægejeepen. Til venstre for mig er turens arrangør Dirk von Zitzewitz.