SøndagsGrus 31/10 2004 |
| Af Jens Bager Jensen
|
|
Vi skulle møde ved færgen i Helsingør allerede kl. 8.15. Dvs. jeg så frem til at stå tidligt op en søndag. Heldigvis var det netop dagen hvor vi gik over til vintertid, og jeg kunne strække afrejsen en time længere. Det afholdte naturligvis ikke Christian Bjørnlund fra at møde op i sidste øjeblik, og ligne en der lige var stået ud af sengen. Min Suzuki var ukampdygtig efter at have været lånt ud (se billederne af Elgturen), så jeg havde lånt Flemmings KLR 650, da han skulle testkøre sin nyindkøbte SuperTénéré 750. SuperTénéré’en have fået monteret jetkit og KN filtre og havde nu indsugningsstøj som en Scania 144. Vejret var fantastisk for en dag sidst på efteråret. Overskyet, svag vind og 8-9 grader. Fint kørevejr. Ved færgen var der mødt mange op. Vi var omkring 15 til turen, så vi delte os i fire hold. Jeg skulle vise vej for sofa holdet med Flemming (Super Ténéré), Flemming KLR 600 og en svensker som skulle støde til i Sverige. Svenskeren skulle efter sigende køre Suzuki, så jeg så frem til at få baghjul, da twin-spark teknologien jo er klart overlegen over for en konventionel Kawasaki som jeg kørte på. Da vi mødte svenskeren ved tankstationen viste det sig han havde solgt sin DR og købt en eller anden ukurant 640 kubik eventyrs model fra Østrig. Så var det naturligvis ikke noget problem at holde ham bag ved mig, og det faktum, at det var hans anden tur på grus var i den sammenhæng uden betydning. At køre Kawasaki har fordele og ulemper. At køre på en MC med elstart, godt træk, fungerende bremser og en kvalitets affjedring fra Wilbers er dejligt, men jeg føler lidt som om det er at snyde. Jeg mener, enhver kan jo køre på en fungerende MC. Det at køre på noget 20 år gammelt lort med fast affjedring (dette skal tages bogstaveligt) giver udfordringer af en helt anden klasse. Heldigvis havde KLR’en et speedometer der viste miles, så helt nemt havde jeg det alligevel ikke, da roadbookens anvisninger er i km. Turen forløber ok, og Søndagsgrus turen er en god roadbooktur med flot terræn og fine grusveje. På et tidspunkt tager jeg et venstre sving ud på en vej der ifølge roadbooken skulle være en skovsti. Den sti vi kommer ind på er meget smal. Den er så smal, at man skal sno sig forbi træerne. Der er dog spor af offroadere i den fedtede skovbund, så jeg er til at begynde med sikker på vejen er rigtig. Efter et stykke vej har jeg sat de tre andre ret meget, og terrænet ligner virkelig ikke noget der er indført i en roadbook. Jeg vælger et stille cyklen og gå lidt frem til fods. Det er så tæt her at jeg kan vippe cyklen let til højre, og så hænger den i en busk. Der er Ingen grund til at finde et sted at sætte sidestøttebenet her. Jeg opdager at sporene fra de andre offroadere er forsvundet. I baggrunden kan jeg høre en masse motorbrølen fra de andre offroadere der også kæmper sig frem gennem terrænet. Jeg beslutter mig for at finde en anden vej, da denne her tydeligvis ikke er korrekt. Efter en del bøvlen rundt med at få vendt, er jeg nu på vej stille og roligt tilbage igen. Jeg støder hurtigt på de andre. Jeg kører hen imod dem for at give beskeden om at vi vender om. Pludselig vipper cyklen mig til højre, og jeg vil sætte benet ned for at tage fra. Desværre er der ingen bund på højre side af cyklen, da jeg er på vej over rørlægningen af en bæk. På vej ned i bækken når jeg lige at gribe fast i et lille træ, og undgår at falde en meter ned i en kold våd bæk. Min skulder bliver dog noget vredet rundt, da jeg krampagtigt holder fast i træstammen, men jeg kommer op igen uden problemer, andet end en våd støvle. KLR 600 Flemming vælger også at smide sin cykel to gange på dette stræk, og da vi er ude igen holder vi lige en pause for at drikke noget sodavand og spise lidt chokolade. Svenskeren tager sig en skrå. Vi kommer på roadbooken igen, men efter en 50km er der et hul i den, og vi kan ikke komme videre. Det er irriterende at alle de roadbooks jeg har fulgt har haft huller, så man ikke kan gennemføre dem. Der står vi så, midt ude i den svenske natur, uden jeg har en ide om hvad der er nord og syd. Svenskeren kender dog en af de byer, der er skiltet til, og han ved, den ligger på E4 som ender i Helsingborg, så efter 100km motorvej er vi på færgen igen på vej hjem. På færgen bearbejder jeg i hovedet hvad jeg skal fortælle kæresten, så hun ikke ser for sig, at jeg har hængt i armene med en brusende elv 100 meter under mig. Jeg skal jo komme med en eller anden forklaring på min let forstuvede skulder. Alt i alt en dejlig dag og rart at se et godt fremmøde. Jens Bager Jensen |