
A sober analysis compiled by Gregg J. Flower
Årets Rinkeby tur kan kun betegnes som en bragende succes og
til en pris på 550 SEK. (ca. 470 DKK.) + benz og færgebilletten,
var det absolut en billig fornøjelse.
Jeg havde ikke den store tillid til de svenske øl, så Jakob
D. og jeg blev enige om at forsyne os allerede på færgen.
"Vi skal nok få det drukket", sagde den tørstige
jyde og afsluttede dermed diskussionen om, hvor meget vi burde købe.
Han hev en flaske slave whisky ned fra hylden og lagde den oven på
de 30 øl, jeg allerede slæbte på. Vi kunne godt have
sparet os, for de svenske arrangører havde opstillet en udmærket
bar.
I det hele taget manglede der ingenting. Selve træffet var på
en militær kasserne, og for et beskedent ekstra beløb kunne
vi ligge varmt og tørt på 10 mands stuer. Dem, der ikke
gad lege kikselege og sove i hinandens fis- og sokkedunst, kunne slå
telt op på græsplænen. Med i prisen var 3 daglige,
store og gode måltider, flotte og rene badeforhold (lod jeg mig
fortælle), rundvisning på banerne, afhentning af døde
maskiner på trailer, video og dias fra dagen vist på storskærm,
og oven i købet lodtrækning om PC'ere, walkmen og MC-udstyr.
I det hele taget var arrangementet perfekt planlagt og udført.
"Veldigt bra gubber"
Svenskerne havde forberedt hele 3 Baner:
- En ca. 28 km lang jordbane i blandet terræn; vuptier (små
gentagne hop), huller, snørklede skovspor, lidt grusvej, græsmarker
og lidt sand. Det tog godt 40 minutter at tilbagelægge en omgang.
- En ca. 25 km lang grusvejsbane, som mest var til de store maskiner.
Jeg glemte desværre alt om dette spor, men mon ikke de har lidt
grus igen til næste år?
- En ca. 100 km lang asfaltrute som man kunne følge på
roadbook. Den var nok mest beregnet til Cagiva'er og Escort XR3'er
Fremmødt var omk. 170 maskiner fra nær og så fjernt
som Schweiz. En god cocktail af alt indenfor allroad og enduro maskiner,
dog var der nogle få undtagelser i form af et par Virago lignede
tingester. Den ene var nok en Harley, og den anden en Transhjælp.
Der var i hvert fald nok at se på lige fra totalt opgejlede nørdefræsere
med forhøjet styr, satelitnavigering, klimaovervågning
og titaniums cola-dåseholdere, til afdankede brugsmaskiner, der
burde have været ombygget til gokarts til ungerne for 10 år
siden. Der var også rigeligt af det sidste nye indenfor enduro
maskiner, underligt nok monteret med nr. plader fra lande der har en
helt anden afgiftspolitik end DK. Både disse cykler og kørerne
var nemme at få øje på, da både dragterne og
cyklerne var sammensat af flere farver end dem man ser ved det årlige
Jamaicanske karneval.
Om lørdagen dukkede Martin P. op i Claus' Opel med Brian Totakt
i den en hånd og tarmen i den anden, og med en komplet Ténéré
i stumper i bagagerummet. Næsten da! Der manglede kun de stumper,
vi egentlig havde brug for, f.eks. en ny forslange til Kenneth og et
koblingskabel til TTakob. Heldigvis havde svenskerne inviteret tyskerne
med. Ordnung muss sein! De havde naturligvis det hele med og lignede
omvandrende Hein Gereike forhandlere. Overfolket greb chancen for at
slippe af med nogle kilo reservedele og det vrimlede frem med dåser
med talkum og vaseline, slanger og kabel-reparationssæt, wurst
und senf på dåse, og hvad ved jeg. Det undrer mig stadig,
hvordan en tysker kan proppe mere i 2 alutasker, end Brian og Martin
kan stoppe i en hel stationcar. Den eneste ting prøjserne ikke
havde tilovers var den karburator som Martin og Totakt havde slæbt
med fra Gloskrot a/s utømmelige lager.
Claus's 550+ havde hakket og pruttet siden Helsingborg, og i det hele
taget lød den som en trommesolo fra spastikerforeningens årlige
musikstævne. Det blev ikke bedre af den påmonterede, billige
jyskbyggede potte af Massey Ferguson-design. Så vi skruede den
originale karburator på (altså den, der IKKE havde været
i hænderne på flere af klubbens amatørmekanikere).
Den kørte derefter som en 550'er burde, men den lød stadigvæk
som om den hørte hjemme på Roskilde dyrskues traktortræk.
Den fine mekanikerkunst at få sæde og tank af, skifte karburator
og samle den igen, trak flere tilskuere til, end rådhuspladsens
pølsevogn trækker tyrkerduer til. Publikumet blev tørstig,
og mens Claus bekyrmede sig over, om maskinen nogen sinde ville grave
grus igen, røg der godt med øl indenbords hos tilskuerne.
De tomme dåser pyntede gevaldigt på 550eren og passede fint
til jydepotten.
videre 