-af lindberg@mousehouse.dk og clh@post.dk

Det var med spænding og store forventninger vi nærmede os den første weekend i august: Tidspunktet for RINKABY - en lille flække i Skåne hvor der findes et nedlagt militærområde. Her har den svenske Ténéré-klub de sidst år holdt “møde” med mulighed for seriøs off-road-kørsel. Både i 1997 og ‘98 var Ténéré-klub Danmark godt repræsenteret i Rinkaby (læs beskrivelserne på hjemmesiden) - og her i 1999 var vi 8 fra klubben der tog af sted:

Johnny (XT 660 Z Ténéré),

Camilla (KLR 600),

Brian (XT 600 Z Ténéré),

Anders (XT600 Z Ténéré),

Søren (NX 650 Dominator),

Henrik (XL 600V TransAlp),

Martin (XT 600 Tenere) og

Claus (XL 600V TransAlp).

Anders og Claus - der for første gang var alvorligt udenfor asfalt - har skrevet denne beretning.

 Fredag:

Vi ankom ved 20-tiden, blev registreret og fik betalt de 400 devaluerede svenske kroner træffet kostede. “Der er mange tyskere” informerede check-in-pigerne os om - de havde ret - og vi lavede en lille “dansker-ghetto” i den ene ende af camping området. Teltene blev slået op og vi kunne begynde at checke de andre maskiner ud. Af de 140 var der flest “-negre”, nogle “Super-negre”, en del Hondaer (TransAlp, Dominators og African Twins). Det tungeste så ud til at være et par BMW GS 1100 - og så en hel del andre, heraf nogle af de lette under 150 kg...

Efter en gang “grillad korv m. potatissalat” var det tid at smage svenskernes cider (4,6% alc. - det er sgu’ noget andet end Faktas på 0,7% !). Ikke ringe. Senere på aftenen så vi videoen fra sidste års træf: Nogle codyle scener fra vandhullet - heraf nogle der “vaskede maskinerne” til stor latter for de fleste. Den næste dag skulle det vise sig at det ikke gik helt let hver gang... Der var også nogle suveræne optagelser med “on-board-camera”: Videoen tapet fast til benet og så ellers fuld skrue ind gennem skovstier. Vi var stærkt motiverede for at tage en tur allerede med det samme - men måtte vente. Brian afslørede at han havde både video og gaffa-tape med - vores egne “on-board-optagelser” synes indefor rækkevidde !

 Lørdag:

Allerede ved 7-tiden krøb de første ud af teltene - spændt på dagen og ruterne. Morgenmaden var først klar senere, så der var god afsætning fra kaffen fra Camilla og Johnnys Trangia. Enkelte forkælede sig med et brusebad - men der skulle blive mere brug for det senere: Solen strålede, skyer eller vind var der ikke meget af - det ville blive en varm dag. Rigtig varm! Søren og Claus tog et smut til nærmeste by (Åhus) for at tanke - det er jo ikke alle der som Johnnys supertanker kan have 44 liter om bord...Efter et imponerende morgencomplet var det på med køredresset og klar til briefing kl. 9:30. 

 Anders beretter:

”En svensker på et par og tyve år orienterede om ruten. Der ville starte en ”lidt hurtigere” gruppe først, hvor han ville køre master. 5 min. efter ville det ”lidt langsomme” felt starte og til sidst de der valgte den nemme rute (=en del asfalt).

Vi aftalte at køre sammen i den lidt langsomme gruppe og undertegnede syntes at det lød fornuftigt – det var absolut første erfaring med andet end asfalt som underlag.

Op i sadlerne og af sted vi fløj til startsnoren. Et kvarter gik med at tjekke de andre kørere ud. Maskiner, gear, de små ”sidste-øjebliks-gaffa-løsninger”. Da støvet lagde sig fra det hurtige felt begyndte vi at køre. Jeg lagde mig som agterlanterne, passet op af et par KTM´er med svenske teenagere som ”fejeblad”. Det skulle senere vise sig at de fik noget at lave. Efter et par hundrede meter på grusede veje, over 50 meter asfalt og ind over en lille bakke, startede ballet: Sand!

Fuck - skreg jeg - man kan sgu da ikke køre i det her! Op over en lille bakke og så ned af 100 meter sandet skråning mens de forankørende langsomt trak fra. Mit forhjul havde pludseligt besluttet at det ville alle andre veje end frem, så jeg slap gassen og konstaterede at det ikke er smart i sand. Første erfaring: Højt forhjul i sand. Således optændt af mit nye køretrick gik det stille og roligt fremad. Afstanden til næste kører var nu 50 meter men det skulle hurtigt vise sig at blive mere. Ned af en sandskråning mere og så op ad en lidt stejlere sandet bakke. Igen tøvede jeg med gassen og blev straffet med det samme. Mister moment op ad bakken, ryger ud i kanten og flyver af cyklen. Helvede på jord var netop blevet surrealistisk mareridt. Efter at have hevet lidt i cyklen kom en af KTM drengene og hjalp. Op på sadlen og videre. Ruten skifter til skovstier med sandede sving og vaskebræt i overstørrelse. Op og stå i pedalerne, 3. gear og så finde et fornuftigt tempo hvor man ikke får bagagebæreren i nakken hele tiden. . Jeg synes selv at jeg får et rimeligt højt tempo på men der er stadig ikke syne af feltet. Nyt terræn. Lange åbne stræk med græs og enkelte sandede huller. Det er tricky – man kan sagtens møge til den i græsset men pludseligt er der et hul med sand som sender forhjulet ud i ukontrollable spasmer til højre og venstre. Min skytsengel er på overarbejde hver gang jeg rammer sandet og jeg beslutter mig for ikke at forcere. Farten ligger på omkring 80 i det bedste terræn mens sving bliver taget i et adstadigt tempo i enten 1. eller 2. gear. Jeg begynder at tænke mindre på cyklen. Så vidt jeg ved er set også debut for hende men hun hænger sammen og de vitale funktioner fungerer upåklageligt selvom omdrejningerne kommer op omkring 5000. Indtil videre er det ikke hestekræfter jeg savner!

Igen skifter terrænet, denne gang til hårde, lige grusveje. Det er nærmest ferie sammenlignet med skoven. Jeg kan slappe lidt af og sidde ned mens jeg cruiser med 90 ud af gruset. Det er sgu nemt nok lige indtil vejen begynder at svinge. Gassen af og straks begynder cyklen at svinge med forhjulet i stedet for med baghjulet. Det er ret ufedt på grus. Efter en lille ballet på tværs af vejen sætter jeg igen tempoet ned – lige indtil jeg får øje på feltet! Tju-hej og fuld spade videre ad stien. Pludseligt kommer min personlige oppasser op på siden af mig og signalerer at jeg skal stoppe. Satans tænkte jeg – nu bliver jeg disket for at køre for langsomt. Det viste sig i stedet at jeg havde overset en frakørsel i min iver. ”This is the easy route – go back and left for the hard part” – min selvtillid steg igen et par grader men håbet om at fange feltet var lille. Tilbage i skoven. Vuptier, sandede sving og pludseligt var jeg fremme ved vandhullet. Aftenen før havde vi set video fra sidste år og der blev, ikke uventet vist en del styrt i vandet. ”Det er nemt nok” havde  Brian sagt– ”Bare møg til øglen og pløj lige igennem”. Så jeg havde besluttet at køre direkte ned igennem uden at standse og lurepasse først – det var sgu for pinligt hvis man skvatter efter at have holdt og kigget på! For tredje gang skulle jeg sande at slæk på gassen er selvmord i terræn. På vej ned mod hullet smutter mit forhjul og i stedet for at hamre håndtaget i bund og flyve over som jeg havde drømt om, ender min sidste rest af selvtillid i ruiner da jeg ryger på røven halvt oppe af hullet. Maskinen sidder uhjælpeligt fast i mudderet, min hjelm føltes som en trykkoger, og jeg er totalt sort i hovedet mens 25 svenskere står og morer sig kosteligt mens jeg bliver hjulpet op. For at det ikke skal være løgn taber jeg cyklen igen og smider den sidste rest af værdighed fra mig mens jeg sparker arrigt i jorden. Men op af hullet kommer jeg da med lidt hjælp. ”Take a rest” siger min tålmodige følgesvend på KTM´en. Efter ti min. daffer jeg hjem til lejren. Sidste kilometer er ”vuptier”, 1–1,5 meter dybe huller i to spor. Igen er der ingen nåde for mine efterhånden temmelig stegte lårbasser. Op og stå i pedalerne og køre indtil baghjulet tilbringer tilstrækkeligt med tid oppe i luften og cyklen danser frem og tilbage mellem sporene.

Endeligt får jeg øje på lejren og kan mobilisere den sidste rest af energi til at komme nogenlunde hæderligt ind til startområdet hvor resten af klubben står og venter.

Det krævede lidt overtalelse men jeg kunne sgu ikke komme hjem og sige at jeg havde givet op efter master-runden. Så efter et kvarter, en cola og et hurtigt maskintjek var det op i sadlen igen. Det blev til to runder mere uden uheld og i væsentligt bedre stil end min debutrunde takket være et par simple ”køretricks”:

 Slingrer forhjulet – Vollgas!.

Op og stå i pedalerne og hæng i styret.

Ram sporet!

Tænk ikke engang på forbremsen!

Styr med gassen og baghjulet.

 Rinkaby gav mig mere adrenalin end jeg har fået i flere år! (Anders)

 For de fleste af os blev det til 3-4 runder på den 22 km lange bane. Ind imellem fik vi også tid til en smøg og et hvil i solskinnet ved vandhullet - der var noget at kigge på, selv om alle efterhånden fik styr på at komme gennem "badekarret" uden dukkerter… Honda-drengene (Henrik, Søren og Claus) tog den sidste runde (Johnny mente han var et par stykker foran). Her fandt vi en væltet Highlander Outback 950 - den nye svenske super-off-roader - og lige i nærheden humpede føreren rundt og gloede efter mundstykket til sin vandflaske (!). Han havde mistet det sammen med herredømmet over maskinen på den sidste strækning med "Vuptier". Den var begyndt at woble og holdt op med at se godt ud… Vi fik lejlighed til at gøre dagens gode gerning - og kroede os over at det ikke var os der smadrede maskinen på den aller-sidste tur. Fyren kunne dog selv liste maskinen tilbage til "base-camp" - han kom senere på Sjukhuset med en brækket fodknogle.

Der blev kørt til hen ad kl. 18 - så var vi godt udbankede. Der er ikke ret mange muskelgrupper, der ikke bliver brugt på en god tur i terrænet !

 Aftenen bød på "Barbecue" og lodtrækning om forskellige præmier. Honda-Henrik vandt en pakke Yamaha-merchandise og så ikke så begejstret ud. Hovedpræmien (en Compaq-computer) fik vi ikke med hjem - den blev vundet at en af de indfødte..

 Søndag:

I løbet af natten var regnvejret nået til Skåne - og det var nogle våde telte vi pakkede ned efter morgenmaden.. Hen ad kl 10 var der "take off" - destination Helsingborg. Regnvejret fik vist skyllet det meste af støvet af maskinerne - vi var på vej hjem fra en feeeed tur. Uden uheld - lige til vi kørte ombord på færgen. Det våde vogndæk var som sæbe - og Brian fik taget både Martin og Sørens maskiner med i faldet da han med god fart kørte ombord. Det blev heldigvis kun til mindre skrammer på materiellet - også på færgen, hehe!